Udtømning af spredningsretten: Overførsel af beskyttet værk fra plakat til lærred betragtes som ny reproduktion

Domstolen fastslog, at reglen om udtømning af spredningsretten i henhold til artikel 4, stk. 2, i direktiv 2001/29/EF ikke finder anvendelse i en situation, hvor en reproduktion af et beskyttet værk har været genstand for en udskiftning af sit medium, og derefter bringes i omsætning i sin nye form.

Domstolens ræsonnement

Domstolen lagde vægt på, at spredningsretten (artikel 4) udtømmes for så vidt angår den "pågældende genstand" eller det "fysiske gode", der legemliggør værket, når dette første gang sælges med rettighedshaverens samtykke. Imidlertid medfører den kemiske overførsel fra plakat til lærred, hvor plakaten som sådan ophører med at eksistere, at der skabes en ny genstand.

En ændring af mediet som den, der har fundet sted i hovedsagen, har den følge, at der skabes en ny genstand, der legemliggør det beskyttede værks billede, mens plakaten som sådan ophører med at eksistere. En sådan ændring af eksemplaret af det beskyttede værk, der gør værket mere lig originalen, er af en sådan art, at det faktisk kan udgøre en ny reproduktion af dette værk i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i artikel 2, litra a), i direktiv 2001/29, som er omfattet af ophavsmandens eneret og kræver vedkommendes tilladelse.

Da der er tale om en handling, der i sig selv kan udgøre en ny reproduktion (som er omfattet af ophavsmandens eneret i henhold til direktivets artikel 2), kræver den efterfølgende spredning af den nye genstand (lærredsoverførslen) et nyt samtykke fra ophavsretsindehaveren. Manglen på et sådant samtykke for den nye genstand betyder, at spredningsretten for dette nye produkt ikke er udtømt.

Domstolen bemærkede desuden, at denne fortolkning understøtter det primære formål med direktivet, som er at sikre et højt beskyttelsesniveau, så ophavsmænd modtager et passende vederlag. I dette tilfælde har lærredsoverførslerne en væsentligt højere økonomisk værdi end de oprindelige plakater, hvilket yderligere taler for, at rettighedshaveren skal kunne kontrollere den nye udnyttelse og modtage passende vederlag.