Hjemvisning af gasafgiftssag: Manglende korrekt skønsmæssig ansættelse af tilbagebetalingskrav

Sagen omhandler et autolakeringsselskabs godtgørelse af gasafgift for perioden 1. januar 2013 til 31. marts 2019. Skattestyrelsen havde nedsat selskabets godtgørelse med 434.004 kr. og foretaget ekstraordinær genoptagelse med henvisning til, at selskabet havde handlet mindst groft uagtsomt, jf. Skatteforvaltningsloven § 32, stk. 1, nr. 3.

Selskabet anvender gas til både procesformål (opvarmning af malekabiner) og til fremstilling af rumvarme og varmt vand i kontorer, personalerum og klargøringshaller. Selskabet har to hovedmålere: hovedmåler 1, der måler gasforbrug til rumvarme i den nyeste klargøringshal, og hovedmåler 2, der måler gasforbrug til malekabiner samt rumvarme og varmt vand i andre lokaler. Bimålere var opsat på de ikke-godtgørelsesberettigede forbrugssteder under hovedmåler 2, men var kun aflæst sporadisk (sidst i 2013 og igen i 2022).

Selskabet havde angivet fuld godtgørelse for alt gasforbrug, idet de fejlagtigt anså al opvarmning af klargøringshaller og bygningen i øvrigt for procesenergi. Skattestyrelsen fandt, at gas anvendt til rumvarme og varmt vand ikke er godtgørelsesberettiget, jf. Gasafgiftsloven § 10, stk. 4, med undtagelse af malekabiner, jf. Gasafgiftsloven § 10, stk. 5, nr. 2. Skattestyrelsen afviste selskabets egne beregninger baseret på de sporadiske målinger og anvendte standardmetoderne i Gasafgiftsloven § 10, stk. 6 og Gasafgiftsloven § 10, stk. 7 (kvadratmeterreglen og 50 GJ-reglen) for perioden 2013-2016, mens de for 2017-2019 afviste godtgørelse helt, da GJ-forbruget oversteg 50 GJ.

Selskabet påstod, at der alene var tale om simpel uagtsomhed, og at der derfor ikke var grundlag for ekstraordinær genoptagelse. Subsidiært påstod selskabet, at deres egne målinger fra 2012, 2013 og 2022 skulle inddrages i opgørelsen af tilbagebetalingskravet.

Landsskatteretten stadfæstede Skattestyrelsens afgørelse om ekstraordinær genoptagelse, da selskabet havde handlet mindst groft uagtsomt ved at angive godtgørelse for åbenlyst ikke-godtgørelsesberettiget forbrug. Dog hjemviste Landsskatteretten sagen til Skattestyrelsen for en skønsmæssig ansættelse af tilbagebetalingskravet for gas fra hovedmåler 2. Dette skyldtes, at Skattestyrelsens anvendelse af standardreglerne i Gasafgiftsloven § 10, stk. 6 og Gasafgiftsloven § 10, stk. 7 var forkert, da betingelserne for disse regler (samme varmenet) ikke var opfyldt for selskabets installationer.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten skulle først tage stilling til, om betingelserne for ekstraordinær genoptagelse af selskabets godtgørelse af gasafgift for perioden 1. januar 2013 - 31. marts 2019 var opfyldt, jf. Skatteforvaltningsloven § 32, stk. 1, nr. 3.

Landsskatteretten fandt, at selskabet havde handlet mindst groft uagtsomt. Dette blev begrundet med, at:

• Det klart fremgår af Gasafgiftsloven § 10, stk. 4, at gas anvendt til rumvarme og varmt vand ikke er godtgørelsesberettiget.
• Selskabet måtte have været vidende om, at en del af gasforbruget medgik til rumvarme og varmt vand i almindelige lokaler (kontorer, personalerum, omklædning), som ikke er omfattet af undtagelsen for malekabiner i Gasafgiftsloven § 10, stk. 5, nr. 2.
• Selskabet havde en klar anledning til at undersøge reglerne nærmere, men undlod dette.

Landsskatteretten fastslog desuden, at Skattestyrelsen havde overholdt 6-måneders-fristen for varsling og 3-måneders-fristen for afgørelse, jf. Skatteforvaltningsloven § 32, stk. 2. Betingelserne for ekstraordinær genoptagelse var dermed opfyldt.

Landsskatteretten skulle herefter tage stilling til opgørelsen af tilbagebetalingskravet.

• Hovedmåler 1: Forbruget fra hovedmåler 1, der udelukkende blev anvendt til rumvarme i den nyeste klargøringshal, blev anset for fuldt ud ikke-godtgørelsesberettiget, jf. Gasafgiftsloven § 10, stk. 4. Landsskatteretten tiltrådte derfor Skattestyrelsens krav om tilbagebetaling af hele godtgørelsen vedrørende dette forbrug.

• Hovedmåler 2: Forbruget fra hovedmåler 2 blev anvendt til både godtgørelsesberettigede formål (malekabiner) og ikke-godtgørelsesberettigede formål (rumvarme og varmt vand i kontorer, personalerum og den ældste klargøringshal). Selskabets egne målinger fra 2012, 2013 og 2022 kunne ikke anvendes til at opgøre forbruget i den omhandlede periode på grund af manglende løbende aflæsninger. Skattestyrelsen var derfor berettiget til at foretage en skønsmæssig ansættelse, jf. Gasafgiftsloven § 28, stk. 2.

Landsskatteretten fandt dog, at Skattestyrelsens anvendelse af kvadratmeterreglen og 50 GJ-reglen i Gasafgiftsloven § 10, stk. 6 og Gasafgiftsloven § 10, stk. 7 for perioden 1. januar 2013 – 31. december 2016 var forkert. Dette skyldtes, at betingelserne for at anvende disse regler ikke var opfyldt, da rummene ikke blev forsynet med varme fra samme varmenet som de godtgørelsesberettigede anvendelser, og det varme vand heller ikke kom fra et net til procesforbrug.

For perioden 1. januar 2017 – 31. marts 2019 havde Skattestyrelsen heller ikke foretaget en korrekt skønsmæssig ansættelse af det beløb, der skulle tilbagebetales.

Landsskatteretten hjemviste derfor opgørelsen af tilbagebetalingskravet for gasafgift i perioden 1. januar 2013 – 31. marts 2019 til Skattestyrelsen. Skattestyrelsen skal foretage en skønsmæssig ansættelse af det beløb, som selskabet skal tilbagebetale i gasafgift som følge af, at der er angivet godtgørelse for den del af gassen fra hovedmåler 2, der er forbrugt i de to fyr, der anvendes til fremstilling af rumvarme og varmt vand.