Landsskatteretten stadfæster afgørelse om aktieindkomst – spørgsmål om passiv kapitalanbringelse ved udlodning af aktier i dødsbo

Sagen omhandler et dødsbos mulighed for at udlodde aktier med skattemæssig succession til arvingerne. Den afdøde, [person1], ejede A-kapitalandele i [virksomhed1] ApS, som via en omstrukturering og aktieombytning endte med at være ejet af to nystiftede holdingselskaber, [virksomhed3] ApS og [virksomhed4] ApS. Disse selskaber ejede indirekte en skovejendom i Litauen via A/S [virksomhed5] og det litauiske datterselskab [virksomhed8] UAB. Boet acontoudloddede aktierne til arvingerne med skattemæssig succession, hvilket Skattestyrelsen underkendte, da de anså selskabernes virksomhed for at bestå i passiv kapitalanbringelse. Dette medførte en forhøjelse af boets aktieindkomst med 6.829.772 kr.

Skattestyrelsen argumenterede for, at investeringen i skovdriften havde karakter af en passiv kapitalanbringelse, da selskaberne ikke aktivt deltog i driften, og de daglige opgaver blev varetaget af eksterne parter ([virksomhed7]). De henviste til, at ingen af de involverede personer med tilknytning til [virksomhed1] ApS syntes at have den faglige baggrund eller erfaring inden for skovdrift, som man normalt ville forvente. Skattestyrelsen fastholdt, at aktiebesiddelsen i A/S [virksomhed5] var en investering i et værdipapir, hvor man alene oppebar et afkast, og henviste til Aktieavancebeskatningsloven § 34, stk. 1, nr. 3, jf. stk. 6 og Dødsboskatteloven § 29, stk. 3.

Klagerens repræsentant gjorde gældende, at skovejendommen i Litauen ikke var bortforpagtet, men blev drevet aktivt af [virksomhed8] UAB, som var 100% ejet af [virksomhed1] ApS via A/S [virksomhed5]. Repræsentanten fremhævede, at [person2] og [person3] (arvingerne) sad i bestyrelsen for A/S [virksomhed5] og traf væsentlige driftsmæssige beslutninger. Det blev anført, at skovejendomme pr. definition udgør aktiv kapitalanbringelse, og at Skattestyrelsens fortolkning ville være en praksisændring. Klager henviste til SKM2020.425.SR og SKM2020.52.SR som støtte for, at aktiv deltagelse i ledelsen af en 100% ejet driftsvirksomhed kvalificerer som aktiv kapitalanbringelse. Desuden anfægtede klageren Skattestyrelsens afgørelse formelt, idet den var truffet efter udløbet af den 3-måneders frist i Boafgiftsloven § 12, stk. 2, som klageren mente også omfattede prøvelsen af successionsbetingelser og latent skat. Skattestyrelsen fastholdt, at den almindelige frist i Skatteforvaltningsloven § 26, stk. 1 var gældende for skatteansættelsen.

Landsskatterettens afgørelse

Formelle forhold

Landsskatteretten fastslog, at vurderingen af, om gevinst ved udlodning af aktier skal medregnes i bobeskatningsindkomsten, jf. Dødsboskatteloven § 29, stk. 3, ikke er et værdiansættelsesspørgsmål. Skattestyrelsen havde ikke ændret værdiansættelsen af aktierne, men alene forhøjet boets aktieindkomst. Derfor følger Skattestyrelsens adgang til at ændre boets skatteansættelse de almindelige fristregler i Skatteforvaltningsloven § 26, stk. 1, og ikke den kortere frist på tre måneder i Boafgiftsloven § 12, stk. 2. Da den ændrede ansættelse blev foretaget inden for fristerne i Skatteforvaltningsloven § 26, stk. 1, var Skattestyrelsens afgørelse gyldig.

Materielle forhold

Landsskatteretten henviste til Dødsboskatteloven § 29, stk. 3, som fastslår, at gevinst ved udlodning af aktier medregnes i bobeskatningsindkomsten, medmindre selskabets virksomhed ikke i overvejende grad består af passiv kapitalanbringelse. Bestemmelsen blev senest ændret ved lov nr. 683 af 8. juni 2017, hvor det fremgår, at fast ejendom som udgangspunkt skal medregnes som pengetankaktiv, medmindre den ikke har karakter af passiv kapitalanbringelse. Vurderingen beror på, om aktiviteten udgør en reel erhvervsaktivitet eller passiv kapitalanbringelse, hvilket også blev fastslået af Højesteret i U.2023.1536.H.

Landsskatteretten fandt, at det ikke i tilstrækkelig grad var dokumenteret, at [virksomhed3] ApS og [virksomhed4] ApS på tidspunktet for acontoudlodningen deltog aktivt i driften af den litauiske skovejendom. Dette blev begrundet med, at selskaberne kun var repræsenteret i A/S [virksomhed5]s bestyrelse ved [person3], og at han kun havde været bestyrelsesmedlem i 7 dage på udlodningstidspunktet. Den fremlagte mailkorrespondance kunne ikke ændre dette, da den var foregået efter udlodningstidspunktet.

Sagen blev ikke anset for sammenlignelig med SKM2020.52.SR, hvor ejerne foretog månedlige kontrolbesøg og varetog kontakten til teknikere og servicepartnere. Skatterådets bindende svar SKM2020.425.SR kunne heller ikke føre til et andet resultat, da den sag angik bortforpagtning af skovejendomme, hvilket ikke var tilfældet her. Landsskatteretten afviste desuden, at SKM2020.425.SR var udtryk for en fast administrativ praksis om, at skovejendomme pr. definition udgør driftsejendomme, idet en konkret vurdering altid er nødvendig.

Landsskatteretten stadfæstede herefter Skattestyrelsens afgørelse.