Skattepligt af rejsegodtgørelse: Manglende arbejdsgiverkontrol og overskridelse af standardsatser

Sagen omhandler en klagers skattepligt af modtaget rejsegodtgørelse i indkomstårene 2019 og 2020. Klageren, der havde bopæl i Tyskland, arbejdede i Danmark via et vikarbureau og modtog skattefri rejsegodtgørelse for kost og logi. Skattestyrelsen havde forhøjet klagerens skattepligtige indkomst med den udbetalte rejsegodtgørelse, da de mente, at betingelserne for skattefrihed ikke var opfyldt.

Klageren var omfattet af grænsegængerreglerne i Kildeskatteloven § 5a, da hans kvalificerende indkomst i Danmark udgjorde over 75% af hans globalindkomst. Klageren havde modtaget arbejdsløshedsunderstøttelse fra Tyskland i ferie- og arbejdsløse perioder.

Klagerens argumenter

Klageren gjorde gældende, at rejsegodtgørelsen var skattefri, da den lå under de maksimale standardsatser, og at arbejdsgiveren havde opfyldt sin kontrolforpligtelse. Klageren oplyste, at han havde arbejdet 43 uger med 3 overnatninger i Danmark i begge indkomstår. Selvom arbejdstiderne i kontrakten var mandag til fredag, arbejdede han reelt fra mandag til torsdag efter aftale med arbejdsstederne. Klageren fremlagde et regneark med kørselsoplysninger, bankoplysninger og kvitteringer for indlogering.

Skattestyrelsens begrundelse

Skattestyrelsen anførte, at den udbetalte rejsegodtgørelse var skattepligtig som personlig indkomst efter Ligningsloven § 9a, stk. 1. Begrundelsen var, at arbejdsgiveren ikke havde ført den fornødne kontrol med de skattefrie udbetalinger, og at de udbetalte diæter pr. døgn (579,67 kr. og 703 kr.) oversteg standardsatserne for kost (509 kr. i 2019 og 521 kr. i 2020). Skattestyrelsen godkendte dog klagerens fradrag for logiudgifter på henholdsvis 28.000 kr. og 28.600 kr., som var inden for maksimumgrænsen for rejsefradrag efter Ligningsloven § 9a.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten fandt, at betingelserne for udbetaling af skattefri rejsegodtgørelse ikke var opfyldt for indkomstårene 2019 og 2020. Afgørelsen stadfæstede Skattestyrelsens forhøjelse af klagerens skattepligtige indkomst.

Der blev lagt vægt på følgende forhold:

• Manglende arbejdsgiverkontrol: Det fremlagte materiale indeholdt ikke de nødvendige oplysninger, som er angivet i Bekendtgørelse om rejse- og befordringsgodtgørelse § 1. Dette omfattede modtagerens navn, adresse, CPR-nr., rejsens erhvervsmæssige formål, rejsens start- og sluttidspunkt samt beregning af rejsegodtgørelsen. Det var ikke muligt at identificere, hvilke dage den udbetalte godtgørelse vedrørte, og ansættelseskontrakterne angav kun arbejdstider, ikke rejsens varighed.
• Manglende afregningsbilag: Arbejdsgiveren havde ikke udfyldt et afregningsbilag for udbetaling af rejsegodtgørelser i bogføringsmaterialet, som foreskrevet i Bekendtgørelse om rejse- og befordringsgodtgørelse § 1.
• Uoverensstemmelse i arbejdstider: Klageren havde registreret arbejdsdage fra mandag til fredag i arbejdsgiverens system, men havde reelt arbejdet fra mandag til torsdag efter aftale med arbejdsstederne. Dette betød, at arbejdsgiveren ikke kunne føre den fornødne kontrol med de faktiske rejseforhold.
• Overskridelse af standardsatser: Klageren havde modtaget diæter på henholdsvis 579,67 kr. og 703 kr. pr. døgn, hvilket oversteg standardsatserne for kost i de påklagede indkomstår, jf. Ligningsloven § 9a, stk. 1 og Bekendtgørelse om rejse- og befordringsgodtgørelse § 1, stk. 3. Hele beløbet anses for personlig indkomst, hvis satserne overskrides, jf. SKM2018.61.BR.

Landsskatteretten henviste til, at konsekvensen af manglende effektiv kontrol er, at hele den udbetalte godtgørelse anses som skattepligtig hos modtageren, uanset om betingelserne for at være på rejse i øvrigt er opfyldt, jf. SKM2007.247HR.

Klagerens fradrag for logiudgifter på henholdsvis 28.000 kr. (2019) og 28.600 kr. (2020), som allerede var godkendt af Skattestyrelsen, blev ikke tilsidesat, jf. Ligningsloven § 9a, stk. 7.