Landsskatteretten: Manglende dokumentation for rejse- og befordringsgodtgørelse medfører skattepligt

Sagen omhandler SKATs forhøjelse af klagerens skattepligtige indkomst for indkomstårene 2015 og 2016, som følge af udbetalte rejse- og befordringsgodtgørelser, der af SKAT blev anset for skattepligtige. Klageren, en smed ansat hos [virksomhed1] ApS med skiftende arbejdssteder, havde modtaget 54.954 kr. i 2015 og 32.361 kr. i 2016 i godtgørelser.

SKATs kontrolbesøg hos arbejdsgiveren i september 2016 afslørede manglende bogføringsbilag og dokumentation for, at betingelserne for skattefri udbetaling var opfyldt. Arbejdsgiveren oplyste, at der ikke blev ført kontrol, og at satserne fremgik af kontrakterne. Selvom arbejdsgiveren senere fremlagde rekonstruerede ugesedler, fandt SKAT, at disse var mangelfulde, idet de ikke indeholdt oplysninger om rejsens start- og sluttidspunkt, formål, eller identifikation af den anvendte bil. SKAT henviste til, at godtgørelser som udgangspunkt er skattepligtige, medmindre betingelserne i Ligningsloven § 9 A (rejsegodtgørelse) eller Ligningsloven § 9 B (befordringsgodtgørelse) er opfyldt, herunder arbejdsgiverens kontrolpligt og specifikke dokumentationskrav i bekendtgørelse nr. 173 af 13. marts 2000.

Klagerens repræsentant påstod, at SKATs afgørelse var ugyldig på grund af sagsbehandlingsfejl, idet klageren ikke fik adgang til et personligt møde i forbindelse med høringen. Repræsentanten fastholdt, at klageren havde opfyldt betingelserne for skattefri godtgørelse ved at aflevere korrekt dokumentation til arbejdsgiveren, og at eventuelle mangler hos arbejdsgiveren ikke burde påvirke klagerens ret. Det blev også anført, at SKAT skulle gennemgå hver enkelt udbetaling individuelt og ikke tilsidesætte alle godtgørelser på grund af enkelte fejl.

SKATs afgørelse forhøjede klagerens skattepligtige indkomst som følger:

Landsskatteretten stadfæstede SKATs afgørelse om skattepligt af de udbetalte godtgørelser, da dokumentationskravene og arbejdsgiverens kontrolpligt ikke var opfyldt. Retten fandt dog, at der som udgangspunkt var grundlag for fradrag efter Ligningsloven § 9 A og Ligningsloven § 9 C, og hjemviste dette spørgsmål til Skattestyrelsen for vurdering og opgørelse.

Landsskatterettens afgørelse

Sagsbehandlingsfejl

Landsskatteretten vurderede, at SKAT ikke havde begået sagsbehandlingsfejl, der kunne medføre afgørelsens ugyldighed. Dette blev begrundet med, at SKAT havde varslet ændringen af klagerens indkomstfastsættelse rettidigt den 30. juni 2017, fastsat en indsigelsesfrist på 24 dage, og udsat fristen ad flere omgange efter anmodning fra klagerens repræsentant. Selvom indsigelsesfristen var udløbet, tilbød SKAT et personligt møde eller telefonmøde den 28. september 2017, for at overholde fristen for den endelige afgørelse den 1. oktober 2017. Klagerens repræsentant havde ikke mulighed for at deltage i mødet på det tilbudte tidspunkt og anmodede ikke om yderligere fristudsættelse. Landsskatteretten fandt, at SKATs handlinger var i overensstemmelse med Skatteforvaltningsloven § 20, stk. 1 og 2 og bekendtgørelse af 22. maj 2013 nr. 534 om en kort frist for skatteansættelse af personer med enkle økonomiske forhold § 1, stk. 2, samt praksis i TfS1997.350.LSR. SKATs afgørelse blev derfor stadfæstet på dette punkt.

Befordringsgodtgørelse

Landsskatteretten stadfæstede SKATs afgørelse vedrørende skattepligt af udbetalt befordringsgodtgørelse. Godtgørelser fra arbejdsgiveren for udgifter påført af arbejdet medregnes som udgangspunkt ved indkomstopgørelsen, jf. Ligningsloven § 9, stk. 4, medmindre betingelserne i Ligningsloven § 9B er opfyldt. Det er en forudsætning for skattefri befordringsgodtgørelse, at arbejdsgiveren fører kontrol med antallet af kørte kilometer i lønmodtagerens egen bil, og at der foreligger bogføringsbilag, der indeholder de specificerede oplysninger, jf. § 2 i bekendtgørelse nr. 173 af 13. marts 2000 om rejse- og befordringsgodtgørelse. Derudover skal det være muligt at identificere den benyttede bil, jf. SKM2004.45.LSR. Bevisbyrden for opfyldelse af betingelserne påhviler klageren, jf. SKM2014.84.BR.

Landsskatteretten konstaterede, at:

• Klagerens arbejdsgiver oprindeligt oplyste, at der ikke forelå bogføringsbilag eller dokumentation, og at der ikke blev ført kontrol.
• De efterfølgende rekonstruerede ugesedler muliggjorde ikke identifikation af den anvendte bil.
• Selskabet stillede firmabiler til rådighed, hvilket gjorde det umuligt at udelukke, at disse var anvendt til en del af kørslen.
• Den fremsendte opgørelse for 2015 angav kun 328 km uden datoer, og ingen befordringsgodtgørelse for 2016.

Da betingelserne i bekendtgørelsen ikke var opfyldt, og der ikke forelå materiale, der muliggjorde fornøden kontrol, blev SKATs afgørelse stadfæstet.

Diæter og rejsegodtgørelse

Landsskatteretten stadfæstede SKATs afgørelse vedrørende skattepligt af udbetalte diæter og rejsegodtgørelse. Godtgørelser for rejseudgifter omfattet af Ligningsloven § 9A, som ikke overstiger de fastsatte standardsatser, skal ikke medregnes ved indkomstopgørelsen. Det er en betingelse for skattefri rejsegodtgørelse, at arbejdsgiveren fører kontrol, og at der foreligger bogføringsbilag, der indeholder de specificerede oplysninger, jf. § 1 i bekendtgørelse nr. 173 af 13. marts 2000. Det er ligeledes en betingelse, at lønmodtageren kan anses for at have været på rejse af mindst 24 timers varighed, jf. Ligningsloven § 9A, stk. 5.

Landsskatteretten fandt, at:

• Beløbene på klagerens ugesedler (beregnet som et antal gange 570, 663 eller 580) ikke muliggjorde udledning af, hvad beløbene dækkede over, eller om de dækkede både kost og logi.
• De rekonstruerede ugesedler ikke indeholdt oplysninger om rejsens start- og sluttidspunkt.
• Klagerens arbejdsgiver ved SKATs kontrolbesøg havde oplyst, at de ikke havde bogføringsbilag eller dokumentation for udbetalte skattefrie godtgørelser.

Da betingelserne i bekendtgørelsen ikke var opfyldt, og der ikke forelå materiale, der muliggjorde fornøden kontrol, blev SKATs afgørelse stadfæstet.

Fradrag efter ligningslovens §§ 9 A og 9 C

Landsskatteretten fandt dog, at der som udgangspunkt var grundlag for fradrag efter Ligningsloven § 9 A og Ligningsloven § 9 C. Spørgsmålet om fradrag blev derfor hjemvist til Skattestyrelsen til vurdering og opgørelse.