Afslag på genoptagelse af sag om offentligt tilsyn grundet mistanke om IHN
Dato
21. januar 2022
Nævn
Miljø- og Fødevareklagenævnet
Eksterne links
Læs hele sagenKategori
Dyresundhed og –velfærd
Højdepunkt
Afslag på anmodning om genoptagelse af sag om offentligt tilsyn som følge af mistanke
Miljø- og Fødevareklagenævnet stadfæstede den 6. januar 2022 Fødevarestyrelsens afgørelse af 29. oktober 2021 om offentligt tilsyn af et dambrug i Randbøl. Tilsynet skyldtes mistanke om smitte med Infektiøs hæmatopoietisk nekrose (IHN).
Baggrund for tilsynet
Fødevarestyrelsen mistænkte dambruget for at være smittet med IHN, da et IHN-smittet dambrug i Tyskland havde modtaget fisk fra et dansk dambrug i 2021. Klagerens dambrug blev anset som en kontaktbesætning til det danske dambrug, der leverede fisk til den tyske besætning, på grund af sin placering nedstrøms. Fødevarestyrelsen traf afgørelse om offentligt tilsyn i medfør af forordning (EU) nr. 2020/689 og Lov om hold af dyr § 30.
Det offentlige tilsyn indebar forbud mod indsættelse og flytning af dyr, animalske produkter og udstyr uden Fødevarestyrelsens tilladelse. Desuden skulle de mistænkte dyr isoleres, og alle personer og virksomheder i kontakt med dyreholdet skulle informeres.
Klagenævnets oprindelige afgørelse
Miljø- og Fødevareklagenævnet stadfæstede Fødevarestyrelsens afgørelse. Nævnet fandt ikke grundlag for at tilsidesætte styrelsens praksis om at mistænke både opstrøms- og nedstrøms dambrug fra en IHN-mistænkt besætning, da smittekilden var ukendt. Nævnet vurderede derfor, at dambrugets placering opstrøms eller nedstrøms var uvedkommende for afgørelsen.
Anmodning om genoptagelse
Virksomheden anmodede den 8. januar 2022 Miljø- og Fødevareklagenævnet om at genoptage behandlingen af klagesagen. Klageren begrundede anmodningen med, at dambruget ikke kunne være en potentiel smittekilde, da vandet løber nedstrøms i forhold til det mistænkte dambrug. Klageren anmodede om dokumentation for det modsatte og mente, at nævnet havde begået en fejl i sin vurdering.
Miljø- og Fødevareklagenævnet afslog anmodningen om at genoptage behandlingen af klagesagen.
Begrundelse for afslag på genoptagelse
En myndighed er forpligtet til at genoptage en sag, hvis der fremkommer nye faktiske oplysninger af væsentlig betydning, der er begået væsentlige fejl under sagsbehandlingen, eller der er opstået væsentlige nye retlige forhold. Dette kan eksempelvis være tilfældet, hvis domstolene har underkendt myndighedens fortolkning eller praksis i en tilsvarende sag, eller hvis der er sket en væsentlig ændring med tilbagevirkende kraft i det retsgrundlag, der lå til grund for den tidligere afgørelse.
Nævnet fandt, at anmodningen om genoptagelse ikke indeholdt nye faktiske oplysninger af væsentlig betydning for sagens udfald, da oplysningerne om dambrugets placering allerede var angivet under den oprindelige klagesagsbehandling. Derudover havde klageren ikke påpeget fejl ved nævnets behandling af klagesagen, men alene udtrykt uenighed i nævnets tidligere vurdering.
Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 17. Afgørelsen blev truffet af formanden på nævnets vegne, jf. Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 8.
Lignende afgørelser