Stadfæstelse af afgørelse om offentligt tilsyn efter mistanke om smitte

Sagen omhandler en klage over Fødevarestyrelsens afgørelse af 2. oktober 2020 om at sætte en pelsdyrbesætning under offentligt tilsyn. Baggrunden for afgørelsen var mistanke om smitte med COVID-19 hos dyrene, baseret på besætningsdyrlægens observationer af kliniske symptomer. Det offentlige tilsyn medførte restriktioner, herunder påbud om prøveudtagning og forbud mod til- eller fraflytning af dyr.

Klager, virksomhedens ejer, påklagede afgørelsen den 14. oktober 2020. Klagen fokuserede primært på to punkter:

Formelle mangler ved partshøring

Klager anførte, at afgørelsen led af væsentlige formelle mangler, især vedrørende partshøringen. Partshøringen var foretaget mundtligt over telefonen samme dag, som afgørelsen blev fremsendt. Klager mente, at afgørelsens vidtgående og byrdefulde karakter, med omfattende økonomisk, driftsmæssig og personlig betydning, krævede en mere grundig partshøring. Klager havde ikke haft rimelig mulighed for at søge rådgivning eller undersøge grundlaget for afgørelsen, og mente derfor, at afgørelsen var ugyldig.

Strid med proportionalitetsprincippet

Klager gjorde gældende, at afgørelsen stred imod proportionalitetsprincippet og nødvendighedskriteriet i Lov om hold af dyr § 63. Klager henviste til myndighedernes udmelding om, at befolkningen ikke skulle være bekymret for smitte fra mink, selv i områder med smittede dyr. Derudover udtrykte klager uenighed med Fødevarestyrelsens valgte erstatningsmodel under kompensationsordningen.

Fødevarestyrelsen bemærkede, at mundtlig partshøring er tilladt, såfremt formålet opfyldes, og at Forvaltningslovens § 19 ikke stiller formkrav. Styrelsen fremhævede afgørelsens hastende karakter og risikoen for den offentlige sundhed som årsag til den telefoniske partshøring. Styrelsen fastholdt, at foranstaltningerne var nødvendige for at forhindre yderligere smittespredning af COVID-19, og at erstatningsspørgsmålet ville blive afgjort særskilt.

Miljø- og Fødevareklagenævnet stadfæstede Fødevarestyrelsens afgørelse af 2. oktober 2020 om offentligt tilsyn som følge af mistanke om smitte med COVID-19 hos pelsdyr. Nævnet begrænsede sin prøvelse til klagepunkterne vedrørende partshøringspligten og proportionalitetsprincippet, jf. Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 11, stk. 1.

Partshøringspligten

Nævnet fandt, at Fødevarestyrelsen ikke havde tilsidesat pligten til at partshøre efter Forvaltningslovens § 19, stk. 1. Nævnet lagde vægt på, at klager var blevet partshørt telefonisk den 2. oktober 2020 om den påtænkte afgørelse og dens faktiske grundlag, herunder mistanken om COVID-19-smitte baseret på dyrlægens observationer. Klager havde haft lejlighed til at kommentere herpå. Nævnet vurderede, at det under de konkrete omstændigheder var nødvendigt at partshøre telefonisk samme dag, som afgørelsen blev truffet, grundet oplysningernes karakter og beskaffenhed. En udsættelse af afgørelsen for at give klager mulighed for at fremsende supplerende bemærkninger ville ikke have haft indflydelse på sagens faktiske grundlag eller de faglige vurderinger. Nævnet bemærkede desuden, at Forvaltningslovens § 19, stk. 1 ikke stiller krav om skriftlig partshøring eller mulighed for at søge rådgivning.

Overholdelse af proportionalitetsprincippet

Miljø- og Fødevareklagenævnet fandt, at afgørelsen om offentligt tilsyn var en nødvendig og egnet foranstaltning for at udrydde, hindre, begrænse eller imødegå risiko for udbredelse af zoonotiske smitstoffer. Dette var i medfør af Lov om hold af dyr § 30, stk. 1, Lov om hold af dyr § 30, stk. 2, nr. 1, litra a, Lov om hold af dyr § 30, stk. 2, nr. 1, litra b, Lov om hold af dyr § 30, stk. 2, nr. 1, litra g, og Lov om hold af dyr § 63. Nævnet lagde vægt på, at mistanken om COVID-19-smitte i besætningen, baseret på dyrlægens observationer, udgjorde grundlaget for tilsynet. Nævnet fandt ikke grundlag for at tilsidesætte Fødevarestyrelsens faglige vurdering af, at de konkrete tiltag var nødvendige for at undgå en eventuel smittespredning. Afgørelsen blev vurderet til ikke at være mere indgribende end nødvendigt for at imødegå risikoen for udbredelse af COVID-19 til mennesker og øvrige minkbesætninger, især med henvisning til epidemiologiske udredninger om COVID-19 i minkfarme.