Afslag på dispensation til genopførelse af bebyggelse inden for strandbeskyttelseslinjen stadfæstes

Sagen omhandler en klage over Kystdirektoratets afgørelse om afslag på dispensation til genopførelse af bebyggelse inden for strandbeskyttelseslinjen på en ejendom i Oure. Ejendommen, der er beliggende i landzone vest for Østersøen, er på ca. 497 m² og omfattet af strandbeskyttelseslinjen. Den eksisterende bebyggelse er ifølge BBR et sommerhus på 15 m² opført i 1938, uden vandskyllende toilet eller badeværelse, samt et udhus på 6 m² med vask og toiletspand.

Kystdirektoratets afgørelse

Kystdirektoratet meddelte den 6. december 2021 afslag på dispensation til genopførelse af et fritidshus. Direktoratet begrundede afslaget med, at den eksisterende bebyggelse ikke blev anset for et sommerhus, men snarere en fritidsbebyggelse sammenlignelig med et badehus, grundet dens begrænsede størrelse, karakter og manglende sanitære forhold. Direktoratet vurderede, at den ansøgte udvidelse fra 15 m² til 36 m² (heraf 8 m² til toilet/bad og 10 m² indbygget skur) ikke var en "mindre udvidelse" i henhold til Naturbeskyttelsesloven § 65 b, stk. 3, nr. 3. Desuden fandt direktoratet, at arealerne omkring huset ikke fremstod som en have, hvorfor Naturbeskyttelsesloven § 15 a, stk. 3 om skure i haver ikke fandt anvendelse. Kystdirektoratet lagde vægt på, at den nye placering ca. 4,6 m højere i terræn og 1,2 m højere end eksisterende bebyggelse ville påvirke kystlandskabet negativt og skabe uønsket præcedens.

Klagers anbringender

Ejendommens ejer påklagede afgørelsen den 1. januar 2022 til Miljø- og Fødevareklagenævnet. Klager anførte, at bebyggelsen skulle anses for et sommerhus, da det havde været anvendt og indrettet som sådant i 40 år, herunder med gasblus, vask og køjesenge til overnatning. Klager fremhævede, at skuret indeholdt toilet og bad, og at de anlagte terrasser udgjorde en have. Klager indsendte billeder og en tro- og loveerklæring fra en tidligere lejer, der bekræftede husets brug som sommerhus med overnatningsmulighed for op til seks personer i længere perioder.

Miljø- og Fødevareklagenævnet stadfæstede Kystdirektoratets afgørelse om afslag på dispensation til genopførelse af bebyggelse inden for strandbeskyttelseslinjen.

Nævnets vurdering af bebyggelsen

Nævnet fandt, i modsætning til Kystdirektoratet, at den eksisterende bebyggelse kunne anses for et sommerhus. Dette blev begrundet med, at huset var anvendt og indrettet til overnatninger, understøttet af klagers indsendte billeder og erklæringen fra tidligere lejer om brug til længere sommerferier.

Vurdering af genopførelse og udvidelse

Nævnet vurderede, at det ansøgte projekt ikke kunne anses for en genopførelse af sommerhuset. Dette skyldtes, at det nye sommerhus ville have en anden placering, en væsentligt afvigende størrelse (fra 15 m² til 36 m²), og en helt anden karakter end den eksisterende bebyggelse. Der var således tale om opførelse af ny bebyggelse efter nævnets praksis. Nævnet fandt endvidere, at den ansøgte udvidelse på 8 m² til toilet- og badefaciliteter ikke kunne anses for en "mindre udvidelse" i henhold til Naturbeskyttelsesloven § 65 b, stk. 3, nr. 3, da moderniseringen forudsatte en nyopførelse af hele sommerhuset, og det eksisterende hus ikke havde sådanne faciliteter indbygget.

Vurdering af skur

For så vidt angår skuret, fandt nævnet, at Naturbeskyttelsesloven § 15 a, stk. 3 ikke kunne anvendes, da der ikke var tale om et enkeltstående skur, men et skur, der ville blive integreret i boligen.

Vurdering efter almindelig dispensationspraksis

Det ansøgte blev herefter vurderet efter den almindelige restriktive dispensationspraksis i Naturbeskyttelsesloven § 65 b, stk. 1. Nævnet fandt, at der ikke forelå særlige forhold, der kunne begrunde en dispensation. Nævnet lagde vægt på, at projektet ville medføre en væsentlig forøgelse af bygningsmassen, en markant ændring af sommerhusets karakter, og at den nye, højere placering ville påvirke kystlandskabet negativt. Desuden ville en dispensation kunne medføre en uønsket præcedensvirkning. Nævnet konkluderede, at det ansøgte i afgørende grad stred mod de hensyn, som strandbeskyttelseslinjen har til formål at varetage.