Landsskatteretten: Skattemæssigt hjemsted, grænsegængerregler og befordringsfradrag – Indkomstår 2019 og 2020

Sagen omhandler en polsk statsborgers skattemæssige status i Danmark for indkomstårene 2019 og 2020, herunder spørgsmålet om skattemæssigt hjemsted, anvendelse af grænsegængerreglerne og retten til befordringsfradrag. Klageren, der har ægtefælle og adresse i Polen, har arbejdet i Danmark siden 2016 og har i de omhandlede indkomstår modtaget A-indkomst fra danske arbejdsgivere samt arbejdsløshedsdagpenge. Klageren blev oprettet i det danske folkeregister i august 2016, men først registreret på en dansk adresse fra den 6. november 2019.

Klageren havde for indkomståret 2019 fratrukket befordringsfradrag med 58.342 kr. for kørsel til Polen og anmodet om at få overført sin ægtefælles uudnyttede personfradrag som grænsegænger for både 2019 og 2020.

Skattestyrelsen havde anset klageren for fuldt skattepligtig til Danmark med skattemæssigt hjemsted i Danmark for begge indkomstår. Dette medførte, at klageren ikke kunne anvende grænsegængerreglerne eller få overført ægtefællens personfradrag. For befordringsfradraget i 2019 havde Skattestyrelsen kun godkendt 970 kr., da klageren ikke havde dokumenteret bopæl i Danmark for hele året, og kørsel til Polen blev anset som privat.

Skattestyrelsen begrundede sin afgørelse med, at klageren i 2019 var fuldt skattepligtig efter Kildeskatteloven § 1, stk. 1, grundet ophold i mere end seks måneder. For 2020 var klageren fuldt skattepligtig efter Kildeskatteloven § 1, stk. 1 og Kildeskatteloven § 7, stk. 1, da klageren havde rådighed over bolig og ophold i Danmark. Ved vurdering af skattemæssigt hjemsted efter dobbeltbeskatningsoverenskomstens artikel 4, fandt Skattestyrelsen, at klagerens økonomiske interesser var i Danmark, mens personlige interesser var i Polen. Da midtpunktet for livsinteresser ikke kunne fastlægges, blev hjemstedet bestemt ud fra sædvanligt ophold, som Skattestyrelsen vurderede var i Danmark. Befordringsfradraget blev begrænset, da klagerens sædvanlige bopæl efter Ligningsloven § 9c blev anset for at være i Danmark, og kørsel til Polen var privat.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten ændrede Skattestyrelsens afgørelse vedrørende skattemæssigt hjemsted for perioden 1. januar – 5. november 2019, hvor klageren blev anset for hjemmehørende i Polen. Dette medførte, at klageren kunne anvende reglerne for grænsegængere og få overført sin ægtefælles uudnyttede personfradrag i denne periode. For perioden 6. november 2019 – 31. december 2020 stadfæstede Landsskatteretten Skattestyrelsens afgørelse om, at klageren var skattemæssigt hjemmehørende i Danmark. Landsskatteretten stadfæstede desuden Skattestyrelsens afgørelse vedrørende befordringsfradrag for indkomståret 2019.

Skattepligt – dobbeltdomicil

Landsskatteretten fastslog, at klageren som udgangspunkt var fuldt skattepligtig til Danmark i indkomstårene 2019 og 2020, jf. Kildeskatteloven § 1, stk. 1 og Kildeskatteloven § 8, stk. 1. Da klageren også var fuldt skattepligtig til Polen, opstod en dobbeltdomicilsituation, der skulle afgøres efter dobbeltbeskatningsoverenskomstens artikel 4.

Ad perioden 1. januar – 5. november 2019

Landsskatteretten fandt, at klageren i denne periode ikke havde etableret en fast bolig af vedvarende karakter i Danmark. Da klageren derimod havde en fast bolig til rådighed i Polen, blev klageren anset for skattemæssigt hjemmehørende i Polen i denne periode i henhold til dobbeltbeskatningsoverenskomstens artikel 4, stk. 2, litra a. Dette betød, at klageren kunne anvende grænsegængerreglerne, jf. Kildeskatteloven § 5a, Kildeskatteloven § 5b, Kildeskatteloven § 5c, Kildeskatteloven § 5d, og få overført sin ægtefælles uudnyttede personfradrag efter Kildeskatteloven § 5c, da den kvalificerende indkomst udgjorde mere end 75 % af globalindkomsten.

Ad perioden 6. november 2019 – 31. december 2020

I denne periode havde klageren fast bolig til rådighed i både Danmark og Polen. Vurderingen af midtpunkt for livsinteresser (dobbeltbeskatningsoverenskomstens artikel 4, stk. 2, litra a) viste, at klagerens økonomiske interesser var i Danmark (løn, dagpenge, børne- og ungeydelser), mens de personlige interesser var i Polen (ægtefælle). Da det ikke kunne afgøres, hvor klageren havde midtpunkt for sine livsinteresser, skulle det skattemæssige hjemsted fastlægges ud fra sædvanligt ophold, jf. dobbeltbeskatningsoverenskomstens artikel 4, stk. 2, litra b.

Landsskatteretten vurderede, at klageren sædvanligvis havde opholdt sig mere i Danmark end i Polen i denne periode, især grundet arbejde for danske arbejdsgivere og krav om at stå til rådighed for arbejdsmarkedet for at modtage dagpenge. Klageren blev derfor anset for skattemæssigt hjemmehørende i Danmark i denne periode, og kunne ikke anvende grænsegængerreglerne eller få overført ægtefællens personfradrag.

Befordringsfradrag

Landsskatteretten fandt, at klagerens sædvanlige bopæl i relation til befordringsfradrag efter Ligningsloven § 9c var i Danmark i indkomståret 2019. Dette blev begrundet med klagerens økonomiske og erhvervsmæssige interesser i Danmark (arbejde siden 2016, løn, børne- og ungeydelser, indbetaling til pension og A-kasse i Danmark) samt det væsentlige ophold i Danmark i forbindelse med natarbejde, der umuliggjorde daglig pendling fra Polen. Retten henviste til SKM2023.547.ØLR og SKM2008.632.BR som støtte for vurderingen af sædvanlig bopæl.

Da klageren ikke havde oplyst et opholds- eller overnatningssted i Danmark for perioden før den 6. november 2019, kunne befordringsfradraget kun opgøres for perioden 6. november – 31. december 2019. Landsskatteretten stadfæstede Skattestyrelsens godkendte befordringsfradrag på 970 kr. for denne periode, da der ikke var grundlag for at ændre det.