Skattepligt og fradrag for polsk arbejdstager: Antal opholdsdage afgjorde domicil

Sagen omhandler en polsk statsborger, der arbejdede i Danmark, men havde sin familie i Polen. Tvisten vedrørte hans skattemæssige status for indkomstårene 2018, 2019 og 2020, herunder retten til befordringsfradrag for rejser mellem Danmark og Polen samt ægtefællefradrag under grænsegængerreglerne.

Klageren mente, at han skulle betragtes som grænsegænger med domicil i Polen, da hans livsinteresser var der. Skattestyrelsen fandt derimod, at han var fuldt skattepligtig og havde domicil i Danmark, da han tilbragte størstedelen af sin tid her.

Landsskatteretten skulle afgøre klagerens skattemæssige domicil i henhold til dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Polen. Da klageren havde økonomiske interesser i Danmark og personlige interesser i Polen, blev antallet af opholdsdage i hvert land afgørende.

For 2018 og 2019 fandt Landsskatteretten, at klageren opholdt sig flest dage i Danmark og derfor havde skattemæssigt domicil her. Dette udelukkede retten til befordringsfradrag for rejser til Polen og anvendelse af grænsegængerreglerne, herunder ægtefællefradrag.

For 2020 fandt retten, baseret på en foreløbig vurdering, at klageren havde domicil i Polen, primært på grund af en lang barselsperiode tilbragt der. Han blev derfor anset for at være omfattet af grænsegængerreglerne for dette år. Befordringsfradrag blev dog stadig nægtet, da han ikke kunne dokumentere de faktiske rejser, hvilket er et skærpet krav ved ekstraordinært lange afstande, jf. Ligningsloven § 9 C.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten vurderede klagerens skattemæssige status for indkomstårene 2018, 2019 og 2020. Afgørelsen var baseret på reglerne om fuld skattepligt, dobbeltdomicil i den dansk-polske dobbeltbeskatningsoverenskomst, og reglerne for befordringsfradrag og grænsegængere.

Skattemæssigt Domicil

Klageren blev anset for fuldt skattepligtig til Danmark, da han havde bopæl til rådighed her i landet, jf. Kildeskatteloven § 1, stk. 1, nr. 1. Da han også havde bopæl i Polen med sin familie, opstod en dobbeltdomicilsituation, som skulle afgøres efter artikel 4 i dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Polen.

Retten fandt, at klagerens midtpunkt for livsinteresser var delt: de økonomiske interesser var i Danmark (arbejde), og de personlige interesser var i Polen (familie). Derfor blev afgørelsen truffet ud fra, hvor han sædvanligvis havde ophold (antal opholdsdage).

• Indkomstårene 2018 og 2019: Klageren opholdt sig flere dage i Danmark end i Polen. For 2018 var det mindst 231 dage i Danmark mod 134 i Polen. For 2019 blev det estimeret til 188 dage i Danmark mod 177 i Polen. Derfor blev hans skattemæssige domicil fastsat til Danmark for disse to år.

• Indkomståret 2020 (forskudsopgørelse): Klageren havde opholdt sig i Polen i en længere periode på barsel (5 måneder). Dette tippede balancen, og retten fandt, at han for dette år måtte anses for at have sit sædvanlige ophold og dermed domicil i Polen. Det blev dog understreget, at dette var en foreløbig vurdering, og den endelige afgørelse træffes af Skattestyrelsen ved den endelige skatteansættelse.

Befordringsfradrag

I henhold til Ligningsloven § 9 C er fradrag betinget af afstanden mellem sædvanlig bopæl og arbejdsplads.

• Indkomstårene 2018 og 2019: Da klagerens sædvanlige bopæl var i Danmark, blev rejserne til Polen anset for private udgifter uden fradragsret. Afstanden mellem hans danske bopæl og arbejdsplads var under 24 km, hvorfor han heller ikke var berettiget til fradrag for denne strækning.

• Indkomståret 2020: Selvom hans sædvanlige bopæl var i Polen, blev fradraget nægtet. Afstanden mellem Polen og Danmark er ekstraordinært lang, hvilket medfører en skærpet bevisbyrde. Klageren havde ikke, trods anmodning, fremlagt dokumentation for de faktiske rejser. Derfor blev fradraget ikke godkendt.

Grænsegængerreglerne og Ægtefællefradrag

Anvendelsen af grænsegængerreglerne, herunder retten til ægtefællefradrag efter Kildeskatteloven § 5 C, afhænger af, om klageren er hjemmehørende i en anden stat, jf. Kildeskatteloven § 5 A.

• Indkomstårene 2018 og 2019: Da klageren blev anset for hjemmehørende i Danmark, opfyldte han ikke betingelserne for at være grænsegænger og var derfor ikke berettiget til ægtefællefradrag.

• Indkomståret 2020: Da klageren blev anset for hjemmehørende i Polen, blev han betragtet som grænsegænger og var dermed berettiget til at anvende grænsegængerreglerne, herunder ægtefællefradrag.

Samlet afgørelse