Transporttid under Corona-hjemsendelse: Er lejlighedsvis kørsel mellem hjem og arbejdsplads arbejdstid?

Sagen omhandler en kommunalt ansat, A, der under COVID-19-pandemien blev pålagt at arbejde hjemmefra, men lejlighedsvist måtte møde fysisk op på sin sædvanlige arbejdsplads i Gladsaxe Kommune. Hovedspørgsmålet var, om transporttiden mellem A's hjem og arbejdspladsen ved disse lejlighedsvise fremmøder skulle indgå i den betalte arbejdstid, eller om kommunen kun skulle medregne den del af transporttiden, der oversteg den normale transporttid mellem hjem og arbejdssted.

Baggrund og Parter

A var ansat som bygningsrådgiver i Gladsaxe Kommune og boede i den relevante periode først i Sorø og derefter på Amager. Hans arbejdssted var Gladsaxe Rådhus. Under pandemien blev han hjemsendt med pålæg om at arbejde hjemmefra, men skulle fortsat deltage i fysiske møder på rådhuset eller byggepladser i Gladsaxe. A udarbejdede en opgørelse over 19 dage med kørsel, hvoraf 14 dage med en samlet transporttid på 22,93 timer var genstand for tvisten.

Parterne i sagen var Akademikerne på egne vegne og for Forbundet Arkitekter og Designere (FAOD) for A (klager) mod Kommunernes Landsforening (KL) for Gladsaxe Kommune (indklagede).

Klagers Hovedsynspunkter

Klager argumenterede for, at hjemsendelsen under pandemien, som var en force majeure-lignende situation, midlertidigt flyttede arbejdsstedet til medarbejderens hjem. Når A derefter skulle møde op et andet sted, var der tale om transport mellem to arbejdssteder, hvilket ifølge almindelige arbejds- og ansættelsesretlige principper og EU-arbejdstidsdirektivet skulle betragtes som arbejdstid. Klager fastholdt, at merrejseprincippet kun var relevant, når arbejdsdagen påbegyndtes et andet sted end det sædvanlige, og ikke ved transport mellem to arbejdssteder, når arbejdsdagen allerede var påbegyndt. Det ville være urimeligt, hvis arbejdsgiveren skulle lukrere på den sparede transporttid, og det ville stride mod princippet om en sammenhængende arbejdsdag.

Indklagedes Hovedsynspunkter

Indklagede anførte, at situationen var helt ekstraordinær og ikke dækket af overenskomstgrundlaget. Hjemsendelsen skete i samfundets interesse, ikke arbejdsgiverens. Løsningen burde være fair og rimelig, opretholde "status quo" og forhindre, at nogen parter lukrerede på situationen. Merrejseprincippet indebærer, at medarbejderen ikke stilles dårligere tidsmæssigt end i normalsituationen. Medarbejderne er ansat med et normalt arbejdssted og påregnelig transport til/fra dette. Den sparede transporttid ved hjemmearbejde var en fordel for medarbejderen. Indklagede bestred klagers forståelse af EU-retten og mente, at den var irrelevant for aflønning. Det blev også fremhævet, at A selv tilrettelagde sit arbejde og ofte startede arbejdsdagen hjemme, før han kørte til Gladsaxe, hvilket understøttede merrejsebetragtningen.

Afgørelse og Begrundelse

Arbejdsretten frifinder Kommunernes Landsforening (KL) for Gladsaxe Kommune. Hver part bærer egne omkostninger ved sagens behandling og halvdelen af udgiften til opmand.

Opmanden begrunder afgørelsen med følgende:

• Der findes intet svar på spørgsmålet i parternes overenskomstgrundlag, da situationen med pålagt hjemmearbejde under COVID-19-pandemien var ekstraordinær og force majeure-lignende, og overenskomsten kun hjemler frivilligt hjemmearbejde.
• EU-arbejdstidsdirektivet og EU-domstolens praksis er ikke afgørende for spørgsmålet om aflønning af transporttid.
• I den ekstraordinære situation, hvor begge parter udviste samfundssind, måtte de tilstræbe opretholdelse af status quo med hensyn til arbejdstid og løn.
• Selvom medarbejderne fik hjemmet som midlertidig arbejdsplads og derved sparede transporttid til den sædvanlige arbejdsplads (hvilket var en fordel), kan dette ikke begrunde en lønnedsættelse, da de præsterede samme tidsmæssige arbejdsmængde.
• Omvendt kan det forhold, at medarbejderen lejlighedsvist måtte møde op på den sædvanlige arbejdsplads, ikke medføre, at transporttiden hjem/sædvanlig arbejdsplads bliver til arbejdstid. Medarbejderen mistede blot den fordel, som hjemsendelsen medførte.
• Klagers påstand om, at transporttiden skal medregnes som arbejdstid, når arbejdsdagen er påbegyndt hjemme, og der derefter køres til et møde i kommunen, ville forrykke balancen mellem produktionstid og løn.
• Princippet om transport mellem to arbejdspladser i normalsituationen kan ikke direkte overføres til den ekstraordinære hjemsendelsessituation.
• Der er ikke grundlag for at statuere en egentlig ret til en sammenhængende arbejdsdag i hjemsendelsessituationen, og hensynet til en sammenhængende fritid opvejes af ønsket om at opretholde status quo.
• At holde transporttiden hjem-sædvanlig arbejdsplads ude af den betalte arbejdstid, også når transporten foregår efter arbejdet er startet hjemme, er bedst i overensstemmelse med status quo for produktionstid, løn og reel fritid.
• For selvledende medarbejdere som A, der i normalsituationen også arbejdede hjemme før kørsel til kommunen uden at få transporttid medregnet, ville klagers standpunkt give dem kontrol over, om transporttiden blev betalt arbejdstid.
• Gladsaxe Kommunes aflønningsmodel, hvor transport under corona-hjemsendelse kun indgik i den betalte arbejdstid i det omfang, den oversteg den normale transporttid, anses for en saglig og afbalanceret løsning, der opretholder status quo uden urimelige konsekvenser for medarbejderne.