Krav om ulempetillæg for veterinærsygeplejersker ved vagtarbejde afvist

Denne sag omhandler en tvist mellem Serviceforbundet for Veterinærsygeplejerskernes Fagforening (klager) og Dyrlægevirksomhedernes Arbejdsgiverforening (indklagede) vedrørende spørgsmålet, om veterinærsygeplejersker mv., der udfører vagtarbejde i henhold til § 7 i overenskomst 2021-2024, har krav på et ulempetillæg i henhold til overenskomstens § 6.

Baggrund for Tvisten

Den tidligere overenskomst fra 2018 fastslog, at ulempetillæg kun blev givet for normalarbejdstimer på ulempetidspunkter og ikke for merarbejde eller vagtarbejde. I den nye overenskomst for 2021-2024 blev reglerne om ulempetillæg ændret til en procentdel af basislønnen, og det blev som noget nyt aftalt, at ulempetillæg også skulle ydes for overarbejde (tidligere merarbejde). Under redigeringsfasen af den nye overenskomst opstod uenighed, da klager ønskede at fjerne en sætning i § 7, der eksplicit udelukkede ulempetillæg for vagtarbejde, idet klager mente, at vagtarbejde nu skulle omfattes af de nye regler for overarbejde.

Parternes Hovedargumenter

• Klager (Serviceforbundet for Veterinærsygeplejerskernes Fagforening) anførte:

  • Vagtarbejde er i praksis altid overarbejde, da det ligger uden for den fastlagte arbejdstidsnorm, og bør derfor honoreres med ulempetillæg på samme vis som andet overarbejde.
  • En modsatrettet fortolkning ville føre til urimelig forskelsbehandling, hvor en medarbejder, der arbejder over, stilles bedre end en, der tilkaldes til vagtarbejde på samme ulempetidspunkt.
  • Klager havde under forhandlingerne et specifikt ønske om honorering af vagtarbejde på ulempetidspunkter og mente, at dette krav var imødekommet.
  • Den eksisterende formulering i § 7, der udelukker ulempetillæg for vagtarbejde, er meningsløs efter ændringerne i § 6, stk. 3, og burde være slettet som en konsekvensrettelse.

• Indklagede (Dyrlægevirksomhedernes Arbejdsgiverforening) påstod frifindelse og anførte:

  • Ordlyden af § 7 er klar og utvetydig: Der ydes ikke ulempetillæg for vagtarbejde. Henvisningen til § 6, stk. 3, er generel og ændrer ikke dette.
  • Forløbet af overenskomstforhandlingerne støtter ikke klagers opfattelse; spørgsmålet om ulempetillæg for vagtarbejde blev ikke drøftet som en del af den nye aftale, og det ville have betydelige, uforudsete økonomiske konsekvenser.
  • Overarbejde og vagtarbejde er fundamentalt forskellige, da vagtarbejde kræver aftale med medarbejderen, mens overarbejde kan pålægges.
  • Klager reagerede først sent i redigeringsfasen, hvilket indikerer, at det var et nyt krav og ikke en præcisering af en allerede indgået aftale.

Vidneudsagn og Beviser

Under sagen blev der afgivet forklaringer fra ni vidner fra begge parter, som gav modstridende billeder af forhandlingsforløbet og parternes forståelse af aftalen. Interne notater og e-mails fra forhandlingerne samt aftaleprotokollatet af 10. januar 2022, især punkt 19 om overarbejde på ulempetidspunkter, blev fremlagt. Det blev også fremhævet, at den omstridte sætning i § 7 om udelukkelse af ulempetillæg for vagtarbejde forblev i udkastet til den nye overenskomst, indtil klager gjorde indsigelse.

Opmandens Begrundelse og Resultat

Der forelå ikke en fælles forståelse mellem parterne under overenskomstforhandlingerne om, at aftaleprotokollatets punkt 19 skulle indebære, at der – modsat tidligere – skulle ydes ulempetillæg vedrørende vagtarbejde. En eventuel forudsætning herom hos klager var heller ikke kendelig for indklagede. Afgørelsen måtte derfor træffes ved fortolkning af overenskomstgrundlaget.

Opmanden lagde til grund, at:

• Aftaleprotokollatets punkt 19, der omhandler ”Overarbejde på ulempetidspunkter”, henviser udtrykkeligt til overenskomstens § 6, stk. 3. Denne bestemmelse regulerer ulempetillæg for normalarbejde og overarbejde i ordinær turnus, som det også fremgår af regneeksemplet i § 6, stk. 3. Punkt 19 sigter således ikke til vagtarbejde efter § 7 (rådighedsvagt eller tilkaldevagt).
• Overenskomstens § 7 indeholder detaljerede regler om vagt og fastsætter udtrykkeligt i sin sidste sætning, at ”Der ydes ikke ulempetillæg vedr. vagtarbejde jf. overenskomstens § 6, stk. 3”. Hvis det havde været hensigten at yde ulempetillæg ved vagtarbejde, ville det have været naturligt at angive dette udtrykkeligt i aftaleprotokollatet og samtidig angive, at § 7, sidste sætning, skulle slettes.
• Henvisningen i § 7, sidste sætning, til § 6, stk. 3, kan forstås som en generel henvisning til reglerne om ulempetillæg og er derfor ikke meningsløs eller overflødig, selvom § 6, stk. 3, nu også omfatter overarbejde.
• Der er en grundlæggende forskel mellem overarbejde (kan pålægges ensidigt) og vagtarbejde (kræver aftale med medarbejderen, og medarbejderen kan i tilkaldevagt sige nej). Der er også forskelle i honoreringen. Opmanden havde derfor ikke grundlag for at sidestille overarbejde med vagtarbejde med hensyn til ydelse af ulempetillæg. Spørgsmålet om sidestilling er et forhandlingsspørgsmål.

Samlet Konklusion

På baggrund af en samlet fortolkning af overenskomstgrundlaget, herunder ordlyden af § 6 og § 7 samt forhandlingsforløbet, fandt opmanden, at der ikke ydes ulempetillæg vedrørende vagtarbejde, der udføres på ulempetidspunkter, som udtrykkeligt fastsat i overenskomstens § 7, sidste sætning.

Dyrlægevirksomhedernes Arbejdsgiverforening blev frifundet. Hver part skulle betale egne sagsomkostninger og halvdelen af opmandens honorar.