Fortolkning af beregningsgrundlag for særlig opsparing i arkitektoverenskomster

Denne faglige voldgiftssag omhandlede fortolkningen af overenskomsternes § 3 a, jf. § 3, vedrørende beregningsgrundlaget for "særlig opsparing". Tvisten opstod mellem Forbundet Arkitekter og Designere, JA Jordbrugsakademikerne, Konstruktørforeningen og Teknisk Landsforbund (klagerne) og DI Overenskomst II (DIO II, indklagede).

Sagens kerne var uenigheden om, hvad der skulle forstås ved "lønnen i henhold til § 3", som udgør beregningsgrundlaget for den særlige opsparing. Klagerne nedlagde to påstande: for det første, at særlig opsparing skulle beregnes af ethvert andet indkomstskattepligtigt lønbeløb (påstand a), og for det andet, at den også skulle beregnes af lønfradrag for bruttolønsaftaler (påstand b). DIO II påstod frifindelse for begge påstande.

Baggrund og Forhandlingsforløb

Bestemmelsen om særlig opsparing blev indført i overenskomsterne i 2020 og har baggrund i de såkaldte "Fritvalgs Lønkonto"-ordninger, der findes på store dele af arbejdsmarkedet, herunder i Industriens Overenskomst, hvor beregningsgrundlaget er "den ferieberettigede løn". Klagerne havde tidligere ønsket en fritvalgsordning, men arbejdsgiversiden havde afvist dette på grund af administrativ byrde. I stedet blev der aftalt et løntillæg, der skulle kompensere for den manglende fritvalgsordning. Procentsatsen for tillægget blev teknisk nedsat fra 1% til 0,89% for at holde sig inden for den økonomiske ramme fra industriens område, primært på grund af forskelle i ferietillæg.

Under forhandlingerne var der uenighed om beregningsgrundlaget. DIO II's første udkast henviste til "den ferieberettigede løn", men klagerne insisterede på, at beregningsgrundlaget skulle være "lønnen i henhold til § 3". DIO II forsøgte efterfølgende at indsnævre dette til "lønnen i henhold til § 3, stk. 1", hvilket klagerne protesterede imod. Den endelige ordlyd blev "lønnen i henhold til § 3".

Parternes Argumenter

• Klagernes opfattelse: Klagerne mente, at omregningen til 0,89% var baseret på en aftale om, at hele lønnen, og ikke kun den ferieberettigede løn, skulle være beregningsgrundlaget. De argumenterede for, at § 3's lønbegreb omfatter al lønudbetaling, herunder bonus, resultataflønning, engangsvederlag, værdien af bruttoløntræk, løn under afspadsering, sygdom, barsel/adoption, ferie, og diverse tillæg. De mente, at særlig opsparing skulle indgå i medarbejdernes "sædvanlige månedsløn" og dermed i beregningsgrundlaget for "timeløn" i forbindelse med overtidskompensation.
• DIO II's opfattelse: DIO II fastholdt, at procentsatsnedsættelsen alene skyldtes forskellen i ferietillæg. De mente, at "lønnen i henhold til § 3" udelukkende refererer til den faste individuelle løn, da § 3 primært regulerer denne. Variable løndele som overarbejdsbetaling og tillidsrepræsentantvederlag, der har selvstændige hjemmelsgrundlag, skulle derfor ikke indgå. Vedrørende bruttolønstræk mente DIO II, at dette reelt er en nedsættelse af bruttolønnen, som ændrer beregningsgrundlaget for alle løndele. DIO II anerkendte dog, at lønnet fravær som sygdom og ferie indgår i den faste, individuelt aftalte løn.

Afgørelse og Begrundelse

Opmanden skulle tage stilling til beregningsgrundlaget for særlig opsparing i henhold til overenskomsternes § 3 a, som henviser til "lønnen i henhold til § 3".

Stillingtagen til påstand a) – Beregning af særlig opsparing af ethvert andet indkomstskattepligtigt lønbeløb

Opmanden fandt, at overenskomstens § 3 ikke udelukkende omhandler den faste månedsløn. Det blev fremhævet, at:

• § 3, stk. 1, åbner for supplementer som bonus, resultataflønning og engangsvederlag til den faste løn.
• Begrebet "Lønnen" i § 3, stk. 1, 3. afsnit, må forstås som den samlede løn, inklusive disse supplementer.
• Bestemmelserne i § 3, stk. 8-10 (lønforhandling), stk. 11 (lønpolitik), stk. 12 (åbenhed om økonomi og løn), stk. 13 (lønstatistik) og stk. 15 (løngarantier) dækker også andre løndele end den faste løn.
• Specifikt fremgår det af § 3, stk. 11, 3. afsnit, at kriterier for anvendelse af andre lønelementer end fast løn (f.eks. bonus) skal fremgå af lønpolitikken.

På baggrund af det samlede indhold af § 3 konkluderede opmanden, at "løn" i bestemmelsen, hvor andet ikke udtrykkeligt fremgår, omfatter hele lønnen – altså ikke kun den faste individuelle løn, men også andre lønandele hjemlet i overenskomstgrundlaget, såsom tillæg, bonus, engangsvederlag og overarbejdsbetaling. Det blev fastslået, at DIO II's afvigende forståelse ikke kunne føre til et andet resultat, da klagerne havde afvist et snævrere beregningsgrundlag baseret på ferieberettiget løn og ønskede et bredere grundlag.

Derfor blev klagernes påstand a) taget til følge, idet særlig opsparing skal beregnes af ethvert andet indkomstskattepligtigt lønbeløb, som er hjemlet i parternes overenskomstgrundlag.

Stillingtagen til påstand b) – Beregning af særlig opsparing af lønfradrag for bruttolønsaftaler

Vedrørende lønfradrag for bruttolønsaftaler (§ 3, stk. 14) fandt opmanden, at:

• Aftaler om bruttolønstræk er frivillige og indeholder visse begrænsninger.
• Spørgsmålet var ikke tilstrækkeligt belyst for voldgiftsretten.
• Det var ikke godtgjort, at det ville være i strid med § 3 a, jf. § 3, at indgå en bruttolønsaftale, som indeholder vilkår om, at der ikke skal beregnes særlig opsparing af det aftalte løntræk.

Da klagernes påstand b) ikke åbnede mulighed for sådanne frivillige aftaler, kunne påstanden ikke imødekommes, og DIO II blev frifundet for denne påstand.

Endelig Afgørelse

• DI Overenskomst II skal anerkende, at Særlig Opsparing efter § 3 a i de mellem parterne gældende overenskomster skal beregnes af ethvert andet indkomstskattepligtigt lønbeløb.
• DI Overenskomst II frifindes for den nedlagte påstand b).
• Hver part skal bære egne omkostninger ved sagens behandling og betale halvdelen af udgiften til opmanden.