DFDS' ret til at bestemme over fordeling af drikkepenge til tjenere

Sagen omhandlede, hvorvidt DFDS A/S var berettiget til at ændre praksis for fordeling af drikkepenge modtaget af tjenere og bartendere på passagerskibene på ruten København-Oslo. Tidligere var det praksis, at den enkelte tjener beholdt de modtagne drikkepenge, men DFDS ønskede at indføre en ordning, hvor drikkepengene skulle deles ligeligt mellem samtlige tjenere, bartendere og kokke mv., der var på arbejde i den pågældende 14-dages periode (tørn).

Klager, 3F Privat Service Hotel og Restauration, nedlagde påstand om, at tjenerne havde ret til de drikkepenge, de modtog, og at denne ret ikke var bragt til ophør. 3F argumenterede for, at drikkepenge civilretligt er en gave fra gæsten til tjeneren, og at arbejdsgiveren ikke uden aftale- eller overenskomstmæssigt grundlag kan pålægge tjenerne at afgive gaven. De fremhævede, at gæstens intention var afgørende, og at der ikke var skiltning om en anden fordeling. Desuden anførte 3F, at tjenernes ret til drikkepenge var en bindende forudsætning for overenskomsten siden 1958 eller en overenskomstudfyldende kutyme, som ikke kunne opsiges.

Indklagede, DFDS A/S, nedlagde påstand om afvisning, subsidiært frifindelse. DFDS argumenterede for, at sagen skulle afvises, hvis drikkepengene alene var et mellemværende mellem gæsten og tjeneren uden relation til ansættelsesforholdet. Subsidiært anførte DFDS, at de med hjemmel i ledelsesretten kunne fastlægge regler for drikkepengefordeling, da det ikke alene er tjenerne, der bidrager til gæstens positive oplevelse. De bestred eksistensen af en branchekutyme, hvorefter tjenere altid har ret til at beholde drikkepenge, og hævdede, at den eksisterende kutyme på Oslo-overfarterne var behørigt opsagt med passende varsel.

Under sagen blev der fremlagt oversigter, der viste, at nogle tjenere mistede op til ca. 60% af deres drikkepenge som følge af den nye fordelingsordning. Vidneforklaringer fra tjenere og 3F-repræsentanter bekræftede den langvarige praksis med individuel drikkepengebeholdelse og det betydelige indtægtstab. DFDS-repræsentanter forklarede, at ændringen var motiveret af et ønske om en mere solidarisk ordning, og at ca. 90% af drikkepengene nu betales med kort. SKATs juridiske vejledning om drikkepenge blev også fremlagt, hvilket belyste den skattemæssige behandling af drikkepenge afhængigt af, hvordan de modtages og fordeles.

Opmandens Begrundelse og Resultat

Arbejdsretten fandt, at spørgsmålet om drikkepenge, selvom det ikke var omtalt i parternes overenskomst, faldt inden for den faglige voldgiftsrets kompetence. DFDS's påstand om afvisning blev derfor ikke taget til følge.

Retten fastslog, at DFDS i kraft af sin ledelsesret var berettiget til at bestemme en fordeling af drikkepenge. Dette blev begrundet med:

• At tjenere modtager drikkepenge i kraft af deres ansættelsesforhold.
• At DFDS som arbejdsgiver har betydelig indflydelse på tjenernes mulighed for at modtage drikkepenge, f.eks. via skiltning, indretning af betalingsautomater og tilrettelæggelse af arbejdet (rokering mellem restauranter).
• At DFDS havde en legitim interesse i at træffe bestemmelse om fordeling af drikkepenge for at forbedre samarbejdet mellem personalegrupper og undgå problemer med arbejdstilrettelæggelsen som følge af ulige drikkepengemuligheder.
• At det ikke var godtgjort, at der eksisterede en branchekutyme, hvorefter tjenere altid har ret til at beholde modtagne drikkepenge.

Den praksis, hvorefter tjenerne beholdt drikkepengene, blev anset for en arbejdsretlig kutyme. Selvom en sådan kutyme som udgangspunkt kunne opsiges med tre måneders varsel, fandt retten, at:

• Kutymen havde været praktiseret i mere end 60 år.
• Ophøret medførte et ikke ubetydeligt indtægtstab for en del af tjenerne (i gennemsnit en halvering, for nogle endnu mere).
• Tjenerne havde i særlig grad indrettet sig efter denne praksis, og den måtte antages at være taget i betragtning ved overenskomstforhandlingerne.

Under disse særlige omstændigheder kunne kutymen alene opsiges til bortfald ved overenskomstperiodens ophør. Kutymen bortfaldt derfor den 29. februar 2020.

Afgørelse

DFDS blev frifundet. Hver part skulle betale egne sagsomkostninger og halvdelen af opmandens honorar.