Fratrædelsesgodtgørelse nægtet: Invaliditetsydelse sidestilles med pension

Sagen omhandlede en tvist mellem Finansforbundet, som mandatar for A, og Finanssektorens Arbejdsgiverforening, som mandatar for X Bank. Hovedspørgsmålet var fortolkningen af § 87, stk. 4, i Standardoverenskomsten 2017 (STOK) vedrørende særlig fratrædelsesgodtgørelse og ekstra pensionsbidrag, samt et subsidiært spørgsmål om eventuel godtgørelse efter forskelsbehandlingsloven.

A, en 60-årig medarbejder med 42 års anciennitet, blev opsagt af X Bank til fratrædelse den 31. marts 2019. Siden 2004 havde A været ansat i et fleksjob med ca. 1/3 arbejdstid, men modtog fuldtidsløn og en løbende udbetaling for invaliditet/nedsat erhvervsevne fra bankens pensionsordning (PFA Pension). Banken afviste at udbetale den særlige godtgørelse og de ekstra pensionsbidrag med henvisning til STOK § 87, stk. 4, 4. afsnit, idet de mente, at A var overgået til pension.

Parternes Argumenter

Klager (Finansforbundet for A) argumenterede:

• A opfyldte betingelserne for særlig godtgørelse og ekstra pensionsbidrag i STOK § 87, stk. 4, da han havde over 12 års anciennitet og var fyldt 60 år.
• Undtagelsesbestemmelsen i STOK § 87, stk. 4, 4. afsnit, skulle fortolkes indskrænkende og ikke som den tidligere funktionærlovs § 2 a, stk. 3, da det ellers ville gøre bestemmelsen indholdsløs for ældre medarbejdere, der altid har ret til alderspension.
• Udtrykket ”overgår til pension fra virksomheden” måtte forstås som en faktisk udtræden af arbejdsmarkedet, hvilket A ikke havde gjort, da han fortsat søgte erhvervsmæssig karriere.
• Invaliditetsydelsen var ikke alderspension og var blevet udbetalt i årevis før fratrædelsen, hvorfor den ikke kunne anses for at være ”i tilslutning til fratrædelsen”.
• Bankens afslag udgjorde forskelsbehandling, da det skyldtes A’s handicap, som var årsag til invaliditetsydelsen.

Indklagede (Finanssektorens Arbejdsgiverforening for X Bank) argumenterede:

• STOK § 87, stk. 4, bygger på de samme hensyn som funktionærlovens § 2 a (før 2015), herunder undtagelsesbestemmelsen, hvis formål er at undgå dobbeltforsørgelse.
• A måtte anses for at være ”overgået til pension” fra virksomheden, da han ved fratrædelsen modtog løbende invaliditetsydelse fra bankens pensionsordning.
• Ordlyden af undtagelsesbestemmelsen krævede ikke, at medarbejderen forlod arbejdsmarkedet, overgik til alderspension, eller at pensionsudbetalingen først påbegyndtes efter fratræden. Invaliditetsydelsen var ”pension” i overenskomstens forstand.
• Subsidiært: A var stillet særligt gunstigt ved at modtage fuldtidsløn for nedsat arbejdstid samt løbende invalidpension og fortsat pensionsindbetaling.
• Der var ingen forskelsbehandling, da afslaget skyldtes modtagelse af pension, ikke A’s handicap.

Der blev afgivet forklaring af A og B under den mundtlige forhandling.

Opmandens Begrundelse og Resultat

Opmanden bemærkede, at A siden 2004 samlet set havde modtaget væsentligt større betaling end svarende til overenskomstmæssig løn for fuldtidsarbejde, samtidig med at han kun havde arbejdet ca. 1/3 af fuld tid. Det blev dog ikke afgjort, om dette var usædvanligt gunstigt.

Parterne var enige om, at STOK’s hovedregel om særlig fratrædelsesgodtgørelse har til formål at mildne overgangen til anden beskæftigelse for ældre medarbejdere, der opsiges efter længere tids ansættelse. Opmanden fandt, at det ikke var godtgjort, at parterne havde haft fælles forudsætninger ved udformningen af STOK § 87, stk. 4, 4. afsnit, som ikke fremgik af ordlyden.

Med henvisning til formålet med STOK § 87, stk. 4 – at mildne overgangen til anden beskæftigelse – kunne det ikke lægges til grund, at udtrykket ”i tilslutning til” kun afskar godtgørelse, hvis pensionsudbetalingen først påbegyndtes efter fratrædelsen. Det afgørende var, om medarbejderen (også) efter fratrædelsen havde et forsørgelsesgrundlag fra banken, der kunne ”mildne” overgangen.

Opmanden vurderede, at:

• Invaliditetsydelsen udbetales som en del af den obligatoriske pensionsordning, som A var tilknyttet som led i sin ansættelse i banken.
• Under hensyn til formålet med STOK § 87, stk. 4, havde det ikke betydning, at ydelsen blev givet på grund af nedsat erhvervsevne.
• Ydelsen, der størrelsesmæssigt omtrent svarede til en alderspension, måtte anses som ”pension” i undtagelsesbestemmelsens forstand.
• Det var uden betydning, om A aktivt forfulgte en erhvervsmæssig karriere.

Der var ikke grundlag for at fastslå, at bankens afslag på at betale den særlige fratrædelsesgodtgørelse skyldtes, at A havde et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand. Årsagen var, at han var overgået til pension i henhold til STOK § 87, stk. 4, 4. afsnit. Der var således ikke grundlag for at tilkende A godtgørelse efter forskelsbehandlingsloven.

Indklagede blev frifundet. Parterne skulle hver betale egne sagsomkostninger og halvdelen af opmandens honorar.