Fortolkning af Glasoverenskomstens § 3, stk. 6: Overarbejdsbetaling og Aftaler med Elever

Sagen omhandler en faglig voldgift mellem Fagligt Fælles Forbund (3F) og Glarmesterlauget i Danmark for Schlæger A/S vedrørende fortolkningen af § 3, stk. 6, i glasoverenskomsten (2014-udgaven). Uoverensstemmelsen opstod, da Schlæger A/S havde udarbejdet tillæg til ansættelsesaftaler, der foreskrev, at op til 5 timers overarbejde ugentligt kunne udføres til normal løn med mulighed for afspadsering, og en lignende formulering for lærlinge.

Klagerens påstande

3F nedlagde to påstande:

• Indklagede, Schlæger A/S, tilpligtes at anerkende, at der for overarbejde skal betales overenskomstmæssigt tillæg til lønnen, uanset om der mellem svend og mester er enighed om, at overarbejde kan udføres i henhold til Glasoverenskomstens § 3, stk. 6.
• Indklagede, Schlæger A/S, tilpligtes at anerkende, at der ikke er hjemmel til, at overarbejde i henhold til § 3, stk. 6, kan aftales mellem mester og elev.

Indklagedes påstande

Glarmesterlauget påstod principalt frifindelse. Subsidiært påstod indklagede, at afgørelsen kun skulle gælde for virksomhedens og medarbejdernes fremtidige forhold.

Baggrund og argumenter

Det blev oplyst, at § 3, stk. 2, og stk. 6, kom ind i overenskomsten ved fornyelsen i 1998. Christian Dyrberg, tidligere forhandlingssekretær i 3F, forklarede, at der ved indførelsen af bestemmelserne ikke blev drøftet økonomi, og det var ikke meningen, at der ikke skulle betales overarbejdstillæg for overarbejde udført i medfør af § 3, stk. 6. Han understregede, at ”ovennævnte begrænsninger” i § 3, stk. 6, alene henviste til § 3, stk. 2, og ikke til bestemmelserne om beregning af tillæg (§ 3, stk. 3-5). Han bekræftede også, at § 3, stk. 6, ikke gjaldt for elever, da de på daværende tidspunkt ikke var omfattet af overenskomsten.

Klager argumenterede for, at overarbejde som udgangspunkt skal honoreres med tillæg, medmindre overenskomsten specifikt angiver andet, og at indklagede havde bevisbyrden herfor. Klager fastholdt også, at overenskomsten ikke hjemler aftaler om overarbejde med elever.

Indklagede fremhævede den gensidige fleksibilitet i glarmesterfaget, hvor medarbejdere og virksomheder ofte aftaler arbejdstid for at imødekomme både arbejdsopgaver og personlige behov. De mente, at § 3, stk. 6, satte en ramme for lokale aftaler om en timebank, og at udtrykket ”uden ovennævnte begrænsninger” henviste til § 3, stk. 1-5. Indklagede påpegede, at overenskomsten var fornyet flere gange uden klagerens indvendinger mod denne praksis, og at elever også burde have mulighed for lokale aftaler. De anførte, at der ikke havde været lokale uenigheder eller problemer med aftaler indgået i henhold til § 3, stk. 6.

Afgørelse

Opmanden fandt, at overenskomstens § 3, stk. 1, eller stk. 3-5, ikke indeholder begrænsninger i medarbejdernes muligheder for at udføre – eller for arbejdsgiverens muligheder for at pålægge medarbejderne at udføre – overarbejde. En ordlydsfortolkning førte derfor til, at § 3, stk. 6, om adgangen til at aftale overarbejde i indtil 5 timer pr. uge, ”uden ovennævnte begrænsninger” alene henviser til § 3, stk. 2, hvis indhold klart vedrører begrænsninger i adgangen til at udføre eller pålægge udførelse af overarbejde.

Denne fortolkning blev bestyrket af bestemmelsernes forhistorie, idet bestemmelserne med den ordlyd, der nu findes i overenskomsten, kom ind i overenskomsten samtidig, og således at teksten til 2014-overenskomstens § 3, stk. 6, ved overenskomstforhandlingerne i 1998 blev præsenteret umiddelbart efter teksten til § 3, stk. 2, således at der ikke kunne være tvivl om, at udtrykket ”uden ovennævnte begrænsning” alene henviste til de begrænsninger, der fremgår af § 3, stk. 2.

Da det af indklagede anførte ikke kunne føre til nogen anden forståelse af udtrykket ”uden ovennævnte begrænsning”, end hvad der fulgte af en ordlydsfortolkning og bestemmelsernes forhistorie, gav opmanden klager medhold i påstandens første led.

Efter den udtrykkelige ordlyd af glasoverenskomstens § 3, stk. 6, giver denne bestemmelse hjemmel til aftaler mellem mester og svend, men ikke til aftaler mellem mester og elev. Da det af indklagede anførte ikke gav tilstrækkeligt grundlag for en udvidende fortolkning af bestemmelsen, gav opmanden også klager medhold i andet led af påstanden.

Virkning af afgørelsen

Det forhold, at de bestemmelser, der findes i 2014-overenskomstens § 3, stk. 2, og stk. 6, ved den endelige affattelse af 1998-overenskomsten og ved senere udgaver af overenskomsten, er blevet adskilt af bestemmelser, der vedrører beregningen af overtidsbetalingen, har medført en usikkerhed om forståelsen af udtrykket ”uden ovennævnte begrænsning” i § 3, stk. 6.

I betragtning af, at de to bestemmelser retter sig til indklagedes medlemsvirksomheder, som ikke nødvendigvis har haft et tilstrækkeligt kendskab til bestemmelsernes forhistorie til at kunne gennemskue den mening med bestemmelserne, der fastslås ved nærværende afgørelse, fandt opmanden efter omstændighederne, at indklagedes subsidiære påstand om, at afgørelsen først skal have virkning for fremtiden, kunne tages til følge, for så vidt angår første led af klagerens påstand.

Da der ikke har bestået en tilsvarende usikkerhed med hensyn til spørgsmålet om, hvorvidt der med hjemmel i overenskomstens § 3, stk. 6, kan indgås aftaler om overarbejde mellem mester og elev, blev indklagedes subsidiære påstand ikke taget til følge, for så vidt angår andet led af klagers påstand.

Konklusion

• Indklagede, Schlæger A/S, tilpligtes at anerkende, at der ikke er hjemmel til, at overarbejde i henhold til 2014-udgaven af Glasoverenskomstens § 3, stk. 6, kan aftales mellem mester og elev.
• Med virkning fra denne voldgiftskendelses afsigelse den 29. maj 2017 tilpligtes indklagede, Schlæger A/S, at anerkende, at der for overarbejde skal betales overenskomstmæssigt tillæg til lønnen, uanset om der mellem svend og mester er enighed om, at overarbejde kan udføres i henhold til overenskomstens § 3, stk. 6.
• Hver part bærer egne omkostninger og betaler hver halvdelen af opmandens honorar.