Afgørelse om opsigelse af betalingsaftale knyttet til feriekortordning i mejeribranchen

Sagen omhandlede en tvist mellem Fagligt Fælles Forbund (3F), Fødevareforbundet NNF og Serviceforbundet på den ene side, og DI samt Mejeribrugets Arbejdsgiverforening på den anden side. Kernespørgsmålet var, hvorvidt en aftale om arbejdsgiverforeningens årlige betaling til fagforbundene, som var knyttet til en feriekortordning, alene kunne opsiges til bortfald sammen med selve ferieoverenskomsten, eller om den kunne opsiges uafhængigt.

Baggrund og Historisk Forløb

Feriekortordningen, der erstatter FerieKonto-systemet, har eksisteret siden 1967-overenskomsten. I 1968 blev der indgået en betalingsaftale, der udtrykkeligt fastslog, at den skulle gælde, "så længe den aftalte generelle ordning [feriekortordningen] er gældende". Denne betaling kompenserede forbundene for arbejdsgivernes likviditetsfordel ved at administrere feriepengene, et beløb på ca. 130 mio. kr. årligt efter skat.

I 1975 blev feriekortordningen en del af overenskomsten med en selvstændig opsigelsesbestemmelse. Fra 1983 begyndte betalingsaftalerne at indeholde deres egen udtrykkelige opsigelsesbestemmelse med 6 måneders varsel til 1. januar. I 1985 udgik feriekortordningens selvstændige opsigelsesbestemmelse fra overenskomsten, hvilket betød, at den herefter kun kunne opsiges som led i opsigelse af hovedoverenskomsten.

Sagens Udvikling

I juli 2012 blev Mejeribrugets Arbejdsgiverforening (MA) indmeldt i Dansk Industri (DI). DI afviste at overtage forpligtelsen til den årlige betaling til forbundene. I december 2012 meddelte MA i et oplæg til overenskomstforhandlingerne, at de ville bringe betalingen til ophør. Fagforbundene opfattede dette som et forhandlingskrav. Under de efterfølgende overenskomstforhandlinger i 2013 blev spørgsmålet ikke drøftet. Den 24. juni 2013 opsagde MA formelt betalingsaftalen med virkning fra 1. januar 2014.

Under overenskomstforhandlingerne i 2014 insisterede forbundene på, at betalingsaftalen var uløseligt forbundet med feriekortordningen og derfor ikke kunne opsiges særskilt. Dette førte til et uenighedsprotokollat, hvor forbundene forbeholdt sig retten til at videreføre sagen arbejdsretligt.

Parternes Argumentation

• Fagforbundene argumenterede for, at ferieoverenskomsten og betalingsaftalen var så uløseligt forbundne, at de kun kunne opsiges samtidigt. De henviste til den historiske forudsætning om samhørighed og mente, at betalingsaftalens opsigelsesbestemmelse kun gav ret til genforhandling af beløbet, ikke til fuldstændigt bortfald uden ferieoverenskomstens ophør. De mente også, at DI burde have oplyst om dette under forhandlingerne, da DI overtog MA’s forpligtelser.
• DI og MA fastholdt, at feriekortaftalen var en del af overenskomsten og kun kunne opsiges med denne, mens betalingsaftalerne af 23. november 1995 var selvstændige aftaler med egen opsigelsesbestemmelse på 6 måneders varsel. De anførte, at den udtrykkelige opsigelsesbestemmelse i betalingsaftalen måtte vige for eventuelle oprindelige forudsætninger om samhørighed. DI bestred desuden at være forpligtet af betalingsaftalerne, da de aldrig var indtrådt i dem.

Opmandens Begrundelse og Afgørelse

Opmanden bemærkede, at da feriekortordningen oprindeligt blev indført, var betalingsaftalerne udtrykkeligt knyttet til feriekortordningen med en klausul om, at de skulle gælde, så længe feriekortordningen var gældende. Dette betød, at betalingsaftalerne ikke kunne opsiges særskilt.

Denne samhørighed blev opretholdt i 1975-protokollaterne, hvor feriekortordningen blev et bilag til overenskomsten med en selvstændig opsigelsesbestemmelse. Imidlertid udgik feriekortordningens selvstændige opsigelsesbestemmelse af overenskomsten i 1985, hvilket gjorde den til en integreret del af overenskomsten, der kun kunne opsiges sammen med denne.

Samtidig har betalingsaftalerne siden 1983 indeholdt en udtrykkelig bestemmelse om opsigelse med 6 måneders varsel til 1. januar. Opmanden fandt, at når parterne således udtrykkeligt har aftalt at skille to oprindeligt sammenhørende aftaler ad – ved kun at indlemme den ene i overenskomsten og indføje samt opretholde en særlig opsigelsesbestemmelse i den anden – kan forudsætningssynspunkter og rimelighedsbetragtninger ikke føre til en forståelse af betalingsaftalerne, hvorefter disse skulle anses for at være blevet en del af overenskomsten og kun kunne opsiges sammen med denne.

Opsigelse af betalingsaftalerne kan således ske i overensstemmelse med ordlyden af betalingsaftalernes opsigelsesbestemmelse, som ikke kan forstås som alene indeholdende en adgang til genforhandling. Opmanden bemærkede dog, at hensynet til gensidig loyalitet i overenskomstforhold taler for et krav om udmelding fra arbejdsgiversiden af opsigelse af betalingsaftalerne i forbindelse med overenskomstforhandlinger, hvilket blev anset for opfyldt ved Mejeribrugets Arbejdsgiverforenings oplæg af 19. december 2012.

Afgørelse

• DI og Mejeribrugets Arbejdsgiverforening frifindes.
• Hver part bærer egne omkostninger ved sagens behandling og halvdelen af udgiften til opmand.