Afskedigelse af støber var ikke i strid med forskelsbehandlingsloven

Sagen omhandlede, hvorvidt afskedigelsen af en støber, A, var i strid med forskelsbehandlingslovens regler om handicap eller urimelig i henhold til Hovedaftalen. Klager, 3F, repræsenterede A, mens indklagede, Dansk Byggeri, repræsenterede Ambercon A/S.

A var ansat som støber hos Ambercon A/S siden november 2010. I efteråret 2014 var virksomheden nødsaget til at afskedige 6 ud af 114 medarbejdere, herunder A, på grund af ordrenedgang. Virksomheden prioriterede medarbejdere baseret på kvalifikationer, fleksibilitet, arbejdsmoral, fravær og stabilitet. For A's vedkommende blev der lagt vægt på, at han havde svært ved at udføre komplicerede opgaver selvstændigt, var mindre fleksibel, kunne have en negativ indflydelse på arbejdsmoralen (mange pauser, lav effektivitet) og havde et forholdsvis omfattende sygefravær med dårlig kommunikation om varighed.

Det blev lagt til grund, at A havde en ryglidelse, der på afskedigelsestidspunktet den 14. november 2014 udgjorde et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand. Virksomheden var dog ikke bekendt med lidelsens fulde alvor på afskedigelsestidspunktet. Virksomheden vidste kun, at A havde rygproblemer på grund af slidgigt, og der var indgået en § 56-aftale, der gav A mulighed for at udføre mindre rygbelastende arbejde (styring af kran med joystick).

Klager nedlagde påstand om, at afskedigelsen var i strid med forskelsbehandlingsloven, og at A skulle tilkendes godtgørelse. Subsidiært blev der påstået godtgørelse i medfør af Hovedaftalens § 4, stk. 3. Indklagede påstod frifindelse. Sagen blev afgjort af opmanden, da der ikke kunne opnås flertal i Afskedigelsesnævnet.

Opmandens Afgørelse og Begrundelse

Opmanden fandt, at A på afskedigelsestidspunktet den 14. november 2014 havde et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand som følge af en ryglidelse. Virksomheden var dog ikke bekendt med lidelsens fulde omfang og karakter af et handicap på afskedigelsestidspunktet.

Selv hvis virksomheden havde været bekendt med A's handicap, kunne afskedigelsen ikke have været afværget ved foranstaltninger som nævnt i forskelsbehandlingslovens § 2 a. Opmanden lagde vægt på følgende:

• Arbejdet med "betonspand" var ikke fuldstændig fritaget for tunge løft og kunne ikke udfylde en hel arbejdsdag.
• Det eneste andet ikke-rygbelastende arbejde på virksomheden var som kontrollant, hvilket krævede særlige kvalifikationer, som A ikke besad og heller ikke kunne forventes at opnå efter oplæring.

Opmanden konkluderede, at A ikke var udsat for direkte forskelsbehandling på grund af sit handicap efter forskelsbehandlingslovens § 1, stk. 2. Selvom A blev stillet ringere på grund af sit handicaprelaterede sygefravær, beviste virksomheden, at forskelsbehandlingen var begrundet i et sagligt formål – nemlig hensynet til en forsvarlig opgaveløsning i lyset af ordresituationen – og at afskedigelsen var et proportionalt middel til at opnå dette formål. Derfor var der heller ikke tale om indirekte forskelsbehandling efter lovens § 1, stk. 3.

Som følge heraf blev det fastslået, at A ikke blev afskediget i strid med forskelsbehandlingslovens § 2, jf. § 1, sammenholdt med § 2 a. Der var ikke grundlag for at tage stilling til, om virksomhedens manglende kendskab til handicapets alvor udelukker anvendelse af loven.

Endvidere fandt opmanden, at afskedigelsen var rimeligt begrundet i A's og virksomhedens forhold, jf. Hovedaftalens § 4, stk. 3.

Klager (3F) blev pålagt at betale opmandens honorar.