Afgørelse om ret til kost og logi ved daglig transport over 85 km i firmabil

Sagen omhandlede en tvist mellem Fagligt Fælles Forbund (3F) på vegne af isolatør A og DI Overenskomst I ved DI for Persolit Entreprenørfirma A/S. Tvisten drejede sig om, hvorvidt A havde krav på betaling for kost og logi i henhold til Isoleringsoverenskomsten, når han i firmabil befordrede sig mere end 85 km hver vej til og fra arbejde, uden at overnatte ude.

A var ansat som isolatør hos Persolit Entreprenørfirma A/S med skiftende arbejdssteder. I en periode på 26 arbejdsdage fra den 3. februar til den 10. marts 2014 arbejdede A i virksomhedens afdeling i Kalundborg. Afstanden fra virksomhedens afdeling i Rødovre til Kalundborg var 92,5 km. A kørte dagligt fra sin bopæl i Glostrup til Kalundborg og tilbage igen i en firmabil, hvilket tog ca. 2,5 timer dagligt uden for normal arbejdstid. Han mødte ind ved arbejdstids begyndelse og kørte hjem ved arbejdstids ophør, og havde således ingen udgifter til kost og logi.

Oprindeligt fremsatte A krav om betaling for ”kørselstid og kørsel”, men 3F korrigerede senere kravet til betaling for kost og logi efter statens takster, i alt 17.238 kr. for de 26 dage, med henvisning til Isoleringsoverenskomstens § 16, stk. 2, 4. led.

Parternes Argumentation

• Klager (3F) argumenterede:

  • § 16, stk. 2, 4. led, vedrører kørsel uden for arbejdstiden, hvor den ansatte ikke oppebærer løn.
  • Afstanden på over 85 km er den eneste afgørende faktor for kravet om kost og logi.
  • Befordringsmidlet (firmabil) og det faktum, at A ikke overnattede ude, er uden betydning.
  • DI's eget notat fra 2000 understøtter, at beløbet udbetales, selvom det er skattepligtigt uden overnatning.

• Indklagede (DI) argumenterede:

  • Transporttid til og fra skiftende arbejdssteder er som udgangspunkt arbejdsgiveren uvedkommende, medmindre der er særlig hjemmel.
  • § 16 giver kun hjemmel til godtgørelse af udgifter ved kørsel og rejse, ikke for den tid, der bruges.
  • § 16, stk. 1, fastslår udtrykkeligt, at der ikke ydes betaling for kørsel i firmabil, da der ikke er nogen befordringsudgift for den ansatte.
  • Rejseudgifter i form af kost og logi dækkes kun, hvis der rent faktisk overnattes uden for hjemmet. Da A kørte hjem dagligt, havde han ingen sådanne udgifter og dermed intet krav.

Opmandens bemærkninger og afgørelse

Sagen drejede sig om, hvorvidt isolatør A havde krav på betaling af kost og logi efter statens takster for 26 arbejdsdage, hvor han arbejdede i Kalundborg, en afstand på over 85 km fra virksomhedens afdeling i Rødovre, og hvor han dagligt kørte frem og tilbage i firmabil uden at overnatte ude.

Opmanden fandt, at Isoleringsoverenskomstens § 16, stk. 2, 4. led, måtte forstås således, at det er en betingelse for at modtage betaling for kost og logi, at den ansatte faktisk har haft en rejseudgift, der kan karakteriseres som ”kost og logi”. Begrundelsen herfor var baseret på:

• Ordlyden af bestemmelsen: Udtrykket ”dette” i ”betales dette efter statens gældende regler” henviser sprogligt til en faktisk udgift til kost og logi. Hvis den ansatte vælger at køre hjem, er der ingen sådan udgift at dække.
• Henvisning til statens regler: SKATs regler for skattefri rejsegodtgørelse forudsætter overnatning uden for hjemmet for, at betaling for kost og logi er relevant.
• Sammenhæng med § 16, stk. 2, 3. led: Bestemmelsen om, at arbejdsgiveren betaler ”kost og logi efter regning” ved anvist logi, understøtter, at der sigtes til en situation med faktiske udgifter.
• Overenskomstens formål og historik: § 16 har til formål at friholde den ansatte for udgifter til kørsel og kost/logi, ikke at kompensere for rejsetid. Tidligere overenskomster indeholdt regler om betaling for rejsetid, som ikke længere findes i den gældende § 16. Da A kørte i firmabil og vendte hjem dagligt, havde han ingen udgifter til transport eller kost og logi.

På baggrund heraf fandt opmanden, at Isoleringsoverenskomstens § 16, stk. 2, 4. led, ikke gav hjemmel til, at A kunne kræve betaling efter statens takster for kost og logi i den foreliggende situation.

Indklagedes påstand om frifindelse blev derfor taget til følge.

Afgørelse:

• Indklagede frifindes.
• Hver part skal bære egne omkostninger ved sagens behandling og betale halvdelen af opmandens honorar.