Betaling for befordringstid i firmabil uden for normal arbejdstid: Fortolkning af Industriens Overenskomst

Denne faglige voldgiftssag omhandlede en tvist mellem CO-industri (for Dansk Metal og Dansk El-Forbund) og DI Overenskomst I (for KONE A/S) vedrørende betaling for befordringstid til medarbejdere, der benytter firmabil som chauffører uden for normal arbejdstid. Uoverensstemmelsen opstod efter KONE A/S' opsigelse af to lokalaftaler om kørsel i oktober 2012, hvilket førte til uenighed om fortolkningen af Industriens Overenskomst § 19.

Parternes Påstande

• Klager (CO-industri): Påstod, at chauffører i firmabil har krav på sædvanlig timeløn og overtidstillæg for befordringstid uden for normal arbejdstid, da transporttid i denne situation bør betragtes som arbejdstid.
• Indklagede (DI Overenskomst I): Påstod frifindelse og nedlagde en selvstændig påstand om, at befordringstiden skal betales med 75% af medarbejderens normale timeløn, også når medarbejderen selv kører firmabil, medmindre andet er lokalt aftalt.

Sagens Baggrund og Argumentation

Produktionsdirektør Bjarne Lund forklarede, at KONE A/S' montører udfører alt arbejde hos kunderne, ofte kører direkte hjemmefra i firmabiler, der fungerer som rullende værksteder, og at opgaver kan opstå uden for normal arbejdstid. Opsigelsen af lokalaftalerne skyldtes et behov for at reducere omkostninger.

• Klagerens argumentation: Fremhævede overenskomstens historiske udvikling, hvor betaling for vejpenge frem til 1973 var ens for alle. Klager mente, at 1973-ændringen, der specifikt nævner befordring "som passager" eller i "eget motorkøretøj", ikke omfatter chauffører af firmabiler. Derfor skulle transporttid i firmabil for chauffører uden for normal arbejdstid betales som fuld arbejdstid med overtid. Klager bestred også, at medarbejdere ansat til fast udearbejde automatisk mistede retten til vejpenge uden en specifik skriftlig aftale herom.
• Indklagedes argumentation: Anførte, at befordring uden for normal arbejdstid som udgangspunkt ikke er arbejdstid, medmindre der er en specifik aftale. De påpegede, at Industriens Overenskomst altid har fastsat en lavere betaling for befordringstid end for arbejdstid (nu 75%). Indklagede argumenterede for, at transportmåden kun påvirker beregningen af transportudgifter, ikke betalingen for selve befordringstiden. Endvidere gjorde indklagede gældende, at medarbejdere ansat til fast udearbejde ikke havde ret til betaling for befordringstid i henhold til overenskomstens § 19, stk. 4, pkt. 5, selv uden en udtrykkelig skriftlig aftale om bortfald.

Arbejdsrettens Afgørelse og Begrundelse

Opmændene afviste indklagedes påstand om, at medarbejdere ansat til fast udearbejde automatisk var afskåret fra vejpenge. Begrundelsen var, at Industriens Overenskomsts § 19, stk. 4, pkt. 5, kræver en specifik skriftlig aftale om bortfald af vejpenge, hvilket et generelt vilkår om "fast udearbejde" i ansættelseskontrakten ikke udgør.

Vedrørende hovedspørgsmålet om betaling for befordringstid for førere af firmabiler uden for normal arbejdstid, fastslog opmændene enstemmigt:

• Siden 1961 har overenskomstbestemmelserne fastsat en lavere betaling for befordringstid uden for normal arbejdstid end for arbejdstid (oprindeligt uden dyrtidstillæg, nu 75% af normal timeløn).
• Det blev lagt til grund, at bestemmelserne frem til 1973 omfattede alle medarbejdere uanset transportmåde.
• Selvom 1973-overenskomsten introducerede en formulering, der kunne skabe tvivl, fandt opmændene ikke tilstrækkeligt grundlag for at antage, at reguleringen herefter kun skulle omfatte specifikke transportformer.
• Opdelingen i overenskomsten vedrører godtgørelse af befordringsudgifter, ikke befordringstiden.
• Der er ingen holdepunkter for, at en fører af en firmabil skal behandles anderledes eller bedre end en passager eller en medarbejder, der kører i egen bil.

Afgørelse

• Indklagede frifindes for den af klager nedlagte påstand.
• Klager skal anerkende, at når medarbejderen skal være på arbejdsstedet fra arbejdstidens begyndelse, betales befordringstiden efter Industriens Overenskomst § 19, stk. 3, med 75 % af medarbejderens normale betaling ved timelønsarbejde, også hvis medarbejderen ved virksomhedens foranstaltning benytter en firmabil, som medarbejderen selv kører, medmindre anden aftale er indgået lokalt.
• Hver part bærer egne omkostninger ved sagens behandling og halvdelen af udgiften til opmændene.