Fortolkning af Industriens Funktionæroverenskomst § 25, stk. 7 om kompetenceudvikling ved afskedigelse

Sagen omhandler fortolkningen af Industriens Funktionæroverenskomstens § 25, stk. 7, vedrørende en afskediget medarbejders ret til arbejdsgiverbetalt kursusdeltagelse. Den centrale problemstilling var, om der var et udgiftsmaksimum for arbejdsgiveren, og i så fald, hvad dette maksimum var, samt om retten var begrænset til ét kursus.

Sagens baggrund og parter

Sagen blev anlagt af CO-industri for Teknisk Landsforbund på vegne af A mod DI Overenskomst I for Servodan A/S. A, en elektroniktekniker med en kortere videregående uddannelse (KVU-niveau), havde været ansat som produktudvikler hos Servodan A/S i over 10 år. Han blev opsagt med den begrundelse, at hans opgaver ville ændre sig og kræve en højere uddannelse, som han ikke forventedes at kunne erhverve inden for rimelig tid. I forbindelse med opsigelsen ønskede A at deltage i et PRINCE2-kursus, "Projektstyring i praksis", til en pris af 18.500 kr. Servodan A/S afviste at dække hele beløbet med henvisning til, at deres forpligtelse var begrænset til udgiften for et AMU-kursus, som de estimerede til ca. 4.294 kr. for 2 uger.

Parternes hovedargumenter

Klager (CO-industri for Teknisk Landsforbund for A) argumenterede:

• Formålet med overenskomstens § 25, stk. 7, er at sikre den afskedigede medarbejder nye jobmuligheder, hvilket kræver et relevant kursus tilpasset medarbejderens individuelle kompetencer og uddannelsesniveau (KVU-niveau).
• AMU-kurser er primært målrettet ufaglærte og faglærte (EUD-niveau), og A falder uden for denne målgruppe. Derfor var et mere avanceret PRINCE2-kursus relevant for ham.
• Overenskomstens ordlyd indeholder en tidsmæssig begrænsning på 2 uger, men ingen pris-/udgiftsmæssig begrænsning.
• Tidligere voldgiftspraksis fra timelønsoverenskomster (Smurfit Kappa og Aalborg Industries) kan ikke direkte overføres til funktionæroverenskomsten, da de historisk set er forskellige.

Indklagede (DI Overenskomst I for Servodan A/S) argumenterede:

• Klager havde i en tidligere sag (LM Wind Power-sagen) bindende anerkendt, at § 25, stk. 7, højst forpligter arbejdsgiveren til at betale en kursuspris svarende til AMU-kurser.
• Sagen er materielt identisk med Smurfit Kappa- og Aalborg Industries-sagerne, hvor lignende bestemmelser blev fortolket til at have et udgiftsloft svarende til AMU-kurser.
• Bestemmelsen i § 25, stk. 7, har en historisk forbindelse til AMU-kurser, og selvom ordlyden blev omformuleret i 1995, var det ikke med henblik på at øge arbejdsgiverens omkostninger.
• AMU-kurser er åbne for alle, selvom prisen kan være højere for dem med videregående uddannelser, og mange AMU-kurser er relevante for medarbejdere med KVU-uddannelser.

Bevisførelse og vidneudsagn

Sagen byggede på overenskomstens ordlyd og dens historiske udvikling, herunder ændringer i 1982, 1993 og 1995. Der blev fremlagt tidligere voldgiftskendelser (Smurfit Kappa-sagen, Aalborg Industries-sagen og LM Wind Power-sagen) for at belyse praksis. Vidneudsagn fra A (om hans arbejdsopgaver og kursusbehov), Karin Jensen (HR-chef hos Servodan, om virksomhedens tilbud) og Inge Steen Mikkelsen (chefkonsulent i DI, om AMU-kursernes historik og målgruppe) bidrog til sagens oplysning.

Opmandens bemærkninger og afgørelse

Arbejdsretten fastslog, at der i Industriens Funktionæroverenskomstens § 25, stk. 7, kan indlægges en forudsætning om et maksimum for arbejdsgiverens udgift til kursusdeltagelse. Dette maksimum skal nogenlunde svare til, hvad deltagelse i AMU-kurser i op til 2 uger koster.

• Historisk fortolkning: Bestemmelsens forhistorie fra 1982 og 1993, hvor den refererede til omskolings-/efteruddannelseskurser udvalgt i samråd med arbejdsformidlingen eller kurser udbudt af Efteruddannelsesudvalget for Teknikere (AMU-regi), indikerer en forudsætning om et bestemt udgiftsniveau.
• Ændring i 1995: Selvom henvisningen til specifikke kurser udgik i 1995, da overenskomsten blev udvidet, var der ingen indikation af, at dette skulle ændre omfanget af arbejdsgiverens betalingspligt.
• AMU-kursernes målgruppe: Det forhold, at AMU-kurser i dag primært er målrettet ufaglærte og faglærte, ændrer ikke den historisk antagne udgiftsmæssige forudsætning, selv for medarbejdere med videregående uddannelser (KVU-niveau).
• Bindende virkning fra tidligere sag: Klagerens bekræftende genmæle i LM Wind Power-sagen, hvor klager accepterede, at arbejdsgiverens betalingspligt var begrænset til AMU-kursuspriser, er bindende for klager i nærværende sag.

På baggrund heraf blev Servodans afvisning af A's ønske om at deltage i PRINCE2-kurset til 18.500 kr. anset for berettiget, da kursusprisen oversteg det fastsatte udgiftsniveau. Indklagedes påstand om frifindelse blev derfor taget til følge.

Indklagedes selvstændige påstande om antal kurser

Arbejdsretten behandlede også indklagedes selvstændige påstande vedrørende antallet af kurser, en medarbejder er berettiget til at deltage i.

• Adgang til flere kurser: Med henvisning til Smurfit Kappa-sagen blev det fastslået, at der ikke kan indlægges en begrænsning til kun ét kursus inden for den tidsmæssige maksimering på 2 uger. Dette gælder også for Industriens Funktionæroverenskomstens § 25, stk. 7.

Thi bestemmes:

• Indklagede frifindes.
• Klager skal anerkende, at Industriens Funktionæroverenskomst § 25, stk. 7, berettiger en medarbejder, som i øvrigt opfylder betingelserne, til at deltage i et antal selvvalgte kurser, som er arbejdsmæssigt relevante for den pågældende, som varer højst 2 uger, og som den pågældende kan deltage i med en udgift for arbejdsgiveren nogenlunde på niveau med, hvad deltagelse i AMU-kurser i op til 2 uger koster.
• Hver part bærer egne omkostninger og halvdelen af udgiften til opmand.