Hjælpemiddelinstituttets medarbejdere ikke omfattet af statslige overenskomster ved kommunalreformen

Sagen omhandlede spørgsmålet, hvorvidt medarbejdere ansat ved Hjælpemiddelinstituttet (HMI) forud for den 1. januar 2012, med virkning fra den 1. januar 2007, blev omfattet af statslige overenskomster som led i kommunalreformen. Klagerne, CO10 og Dansk Journalistforbund, påstod, at Socialstyrelsen (tidligere HMI) skulle anerkende denne dækning og betale bod for overenskomstbrud. Socialstyrelsen påstod frifindelse.

Hjælpemiddelinstituttet blev stiftet i 1992 som en selvejende institution af amtsrådsforeningen og kommuner, med opgave at udvikle og formidle viden om hjælpemidler. Ved stiftelsen overgik ansatte til individuelle kontrakter frem for amtslige overenskomster. Som led i kommunalreformen i 2007 blev HMI's tilskud overtaget af staten (Socialministeriet), og instituttet blev organisatorisk placeret under den nyoprettede nationale videns- og specialrådgivningsorganisation (VISO). Internt i HMI og ministeriet var der en udtalt intention om, at de ansatte skulle overgå til statslige overenskomster, men dette blev forsinket. Først den 1. januar 2012, i forbindelse med en sammenlægning med en anden enhed under Socialstyrelsen, overgik de ansatte endeligt til statslige overenskomster.

Klagerens argumenter

CO10 og Dansk Journalistforbund argumenterede for, at HMI som led i kommunalreformen overgik til staten, og at det var forudsat, at de ansatte skulle omfattes af statslige overenskomster fra den 1. januar 2007. Dette fremgik af strukturaftalen og et cirkulære fra 2006. De mente, at HMI's status som mellemled ikke burde forhindre anvendelsen af procedureloven, og at HMI ikke var undtaget fra statslige overenskomster. De afviste desuden, at der var indtrådt passivitet, da der løbende havde været drøftelser om sagen.

Indklagedes argumenter

Socialstyrelsen fastholdt, at HMI ikke var omfattet af statslige overenskomster før 2012, og at ansatte var på individuelle kontrakter, hvor de selv dækkede pension. De anførte, at procedureloven ikke gjaldt, da ansatte ikke var amtsligt ansatte før reformen. Desuden var HMI undtaget fra statslige overenskomster ifølge Finansministeriets vurdering baseret på budgetvejledningens pkt. 2.4.9, da instituttets egne indtægter var betydelige. De mente også, at ansatte havde en pligt til hurtigt at reagere på eventuelle uoverensstemmelser i ansættelsesvilkårene.

Bevisførelse

Sagen inkluderede vidneforklaringer fra Margith Nielsen (CO10/LC), Karin Rasmussen (Ergoterapeutforeningen), Lilly Jensen (HMI-ansat), Niels-Erik Mathiassen (tidl. HMI-direktør) og Bo Beck (Socialstyrelsen). Disse forklaringer belyste HMI's historik, økonomi, de individuelle kontrakter, og de interne drøftelser og forsinkelser vedrørende overgangen til statslige overenskomster. Særligt fremgik det, at HMI's økonomi var forbedret, og at Finansministeriet havde vurderet, at HMI ikke faldt ind under de kriterier i budgetvejledningen, der ville kræve statslig fastsættelse af løn- og ansættelsesvilkår.

Arbejdsrettens afgørelse og begrundelse

Arbejdsretten fandt, at de ansatte ved Hjælpemiddelinstituttet ikke var omfattet af procedurelovens bestemmelser om opgaveflytninger som led i kommunalreformen den 1. januar 2007.

Rettens begrundelse var følgende:

• Procedurelovens § 1, stk. 1, 2. pkt. og dens forarbejder udelukker overførsel af ansvar for en selvejende institution, når en ny myndighed overtager en opgave, som en anden myndighed hidtil har løst ved aftale med den pågældende selvejende institution.
• Hjælpemiddelinstituttet var forud for kommunalreformen en selvejende institution med individuelle ansættelseskontrakter, ikke amtslige overenskomster.
• Opgaveflytningen skete til VISO, en nyoprettet national videns- og specialrådgivningsorganisation under Socialministeriet, som overtog det faglige ansvar for Hjælpemiddelinstituttet.
• Hjælpemiddelinstituttet fortsatte som selvejende institution efter reformen og udførte opgaver for VISO. Instituttet var ikke underlagt VISO's eller Socialministeriets instruktionsbeføjelse.
• Da opgaveflytningen skete til VISO og ikke direkte til Hjælpemiddelinstituttet, og da Hjælpemiddelinstituttet fortsatte som selvejende institution, fandt Arbejdsretten, at procedureloven ikke fandt anvendelse på de ansatte.
• Selvom der var en udtalt intention fra Social- og Velfærdsministeriets side om, at de ansatte skulle overgå til statslige overenskomster, havde de ansatte ikke et retskrav herpå. Deltagelse af ministerielle medarbejdere i personalemøder udgjorde ikke et bindende tilsagn.
• Finansministeriet stillede ikke krav om, at Hjælpemiddelinstituttet og dets ansatte skulle overgå til statslige overenskomster i henhold til budgetvejledningens pkt. 2.4.9. Arbejdsretten fandt ikke grundlag for at tilsidesætte Finansministeriets skønsmæssige vurdering af Hjælpemiddelinstituttets økonomiske forhold i denne henseende.

På baggrund heraf blev Socialstyrelsens påstand om frifindelse taget til følge.