Kompetenceafgrænsning mellem Arbejdsretten og faglig voldgift ved fortolkning af Hovedaftalens § 8, stk. 4

Denne faglige voldgiftssag omhandlede en uoverensstemmelse mellem Finanssektorens Arbejdsgiverforening (FA) for SDC og Finansforbundet for Finans/SDC-klubben. Sagens kerne var fortolkningen af § 8 i Hovedaftalen mellem parterne, specifikt om der var opnået enighed om vilkårene for fornyelse af en virksomhedsoverenskomst i henhold til § 8, stk. 4, samt voldgiftsrettens kompetence til at afgøre dette spørgsmål.

FA for SDC nedlagde oprindeligt påstand om, at den opsagte virksomhedsoverenskomst fra 2008 skulle fornyes på vilkår svarende til den overordnede overenskomstfornyelse af 4. februar 2012, og i øvrigt i overensstemmelse med Hovedaftalens § 8, stk. 3. Finansforbundet tog bekræftende til genmæle over for denne påstand, bortset fra henvisningen til § 8, stk. 3.

Klager nedlagde herefter en supplerende påstand om, at Finansforbundet skulle anerkende, at uenigheden under forhandlingerne i 2012 om fornyelse af SDC's virksomhedsoverenskomst udgjorde den første af de uenighedssituationer, der er nævnt i Hovedaftalens § 8, stk. 1. Dette ville betyde, at betingelserne for at anvende Hovedaftalens § 8, stk. 4, ved overenskomstfornyelsen i 2014 ville være opfyldt, forudsat en anden uenighed opstod. Finansforbundet påstod afvisning, subsidiært frifindelse, over for denne supplerende påstand.

Sagens realitet angik således, om forhandlingsforløbet i 2012 havde forbrugt det første af de to "skud" i Hovedaftalens § 8, stk. 4. Det primære spørgsmål, der blev behandlet først, var dog et formalitetsspørgsmål: om voldgiftsretten havde kompetence til at afgøre denne fortolkningstvist vedrørende Hovedaftalens § 8, stk. 4, eller om kompetencen lå hos Arbejdsretten.

Afgørelse og Begrundelse

Voldgiftsretten, med opmanden som afgørende instans grundet manglende enighed blandt de øvrige medlemmer, afgjorde, at den faglige voldgiftsret ikke havde kompetence til at behandle den supplerende påstand om fortolkningen af Hovedaftalens § 8, stk. 4.

Opmandens begrundelse var som følger:

• Arbejdsretslovens § 9, nr. 1, fastslår den almindelige regel, at sager om fortolkning af en hovedaftale skal indbringes for Arbejdsretten. Denne regel er også udtrykt i Hovedaftalens § 10, stk. 1.
• Hovedaftalens § 8, stk. 3, udgør en undtagelse fra denne regel, idet den tillader, at sager om fornyelse af en virksomhedsoverenskomst (interessekonflikter) afgøres ved faglig voldgift, hvis enighed ikke kan opnås under mægling.
• Opmanden fandt ikke grundlag for at udstrække voldgiftsrettens kompetence i henhold til Hovedaftalens § 8, stk. 3, til også at omfatte den foreliggende fortolkningstvist om forståelsen af Hovedaftalens § 8, stk. 4.
• Tvisten om, hvorvidt forhandlingsforløbet havde resulteret i manglende enighed om vilkårene for fornyelse af virksomhedsoverenskomsten med den virkning, at uenighed ved næste fornyelse ville medføre, at virksomhedsoverenskomsten erstattes af standardoverenskomsten, er en fortolkningstvist.
• En sådan fortolkningstvist skal derfor i henhold til arbejdsretslovens § 9, nr. 1, og Hovedaftalens § 10, stk. 1, indbringes for Arbejdsretten.

På baggrund heraf blev Finansforbundets påstand om afvisning af klagers supplerende påstand taget til følge. Hver part skulle bære egne omkostninger og betale halvdelen af opmandens honorar.