Arbejdsrettens afgørelse om arbejdstidsplanlægning og fortolkning af serviceoverenskomstens § 1, stk. 2

Denne faglige voldgiftssag omhandler en tvist mellem Serviceforbundet og Fagligt Fælles Forbund (klager) og DI Overenskomst II for Sodexo A/S (indklagede) vedrørende fortolkningen af Serviceoverenskomstens § 1, stk. 2, som fastslår, at "Den normale, effektive, ugentlige arbejdstid er 37 timer". Klagerne mente, at bestemmelsen forpligter arbejdsgiveren til at tilstræbe en 37-timers arbejdsuge for flest mulige ansatte, mens indklagede argumenterede for, at den primært definerer grænsen for overarbejdsbetaling og ikke en minimumsforpligtelse.

Sagens Baggrund

Sodexo A/S, en servicevirksomhed med ca. 350 ansatte, varetager rengørings- og buffethåndteringsopgaver på Rigshospitalet. Virksomheden er kontraktmæssigt forpligtet til at udføre opgaverne inden for bestemte tidsintervaller. Denne tidsbinding har ført til en arbejdstidsplanlægning, hvor ud af ca. 145 timelønnede medarbejdere på Rigshospitalet er 109 ansat med 35 timer ugentligt, 27 med 36,25 timer, og kun 3 med 37 timer ugentligt. Nogle få er deltidsansatte med under 30 timer ugentligt.

Parternes Argumentation

• Serviceforbundet og 3F (klager): Anførte, at § 1, stk. 2, ikke kun er et maksimum for overarbejdsbetaling, men en norm for en rimelig indkomst på et lavtlønsområde. De mente, at arbejdsgiveren skal bestræbe sig på at give så mange som muligt en gennemsnitlig arbejdsuge på 37 timer, og at enhver fravigelse kræver en klar driftsmæssig begrundelse. De bestred ikke arbejdsgiverens ret til at ansætte under 37 timer, men mente, at det kræver konkret begrundelse, og at det på store arbejdspladser bør være muligt at planlægge arbejdet, så hovedparten har normal arbejdstid. De anså Sodexos praksis for en systematisk overtrædelse og mente, at indgåelse af kontrakter, der umuliggør overholdelse af overenskomsten, er overenskomststridigt.

• DI Overenskomst II (indklagede): Hævdede, at § 1, stk. 2, alene er en bestemmelse om maksimal arbejdstid uden overtid, ikke en minimal forpligtelse. De fremhævede, at overenskomsten ikke indeholder en nedre grænse for ugentlige timer, udover særlige procedurer for under 15 timer. De henviste til virksomhedernes ret til at tilrettelægge arbejdstiden fleksibelt, jf. § 1, stk. 3, og overenskomstens regler om deltids-, korttids- og fuldtidsansættelse. De argumenterede for, at § 2, stk. 1, definerer fuldtidsbeskæftigelse som mindst 30 timer, hvilket modsiger en hovedregel om 37 timer. De påpegede, at arbejdstagersiden gentagne gange har forsøgt at ændre definitionen af fuldtidsbeskæftigelse til 37 timer uden held. Endelig anførte de, at Sodexos arbejdstidsplanlægning var begrundet i tvingende driftsmæssige forhold for at overholde kontraktens tidsmæssige krav og sikre rentabilitet.

Der blev afgivet forklaringer fra flere vidner, herunder tillidsrepræsentanter, driftsledere og HR-personale, samt juridiske og organisatoriske repræsentanter fra ISS og DI.

Opmandens Begrundelse og Afgørelse

Overenskomstens § 1, stk. 2, om den "normale, effektive ugentlige arbejdstid på 37 timer" skal fortolkes i lyset af overenskomstens øvrige bestemmelser, herunder § 1, stk. 3, og § 2.

• Fortolkning af § 1, stk. 2: Bestemmelsen normerer det maksimale antal timer pr. uge uden overarbejdsbetaling og er en henvisning til den almindelige arbejdstidsnorm i samfundet. Den skal tages i betragtning i det omfang, det følger af den almindelige pligt til at udøve ledelsesretten ud fra driftsmæssige hensyn og med rimeligt hensyn til medarbejdernes forhold.
• Virksomhedens ledelsesret: Ifølge § 1, stk. 3, har virksomhederne ret til at bestemme arbejdstid.
• Definition af fuldtidsbeskæftigelse: Overenskomstens § 2, stk. 1, definerer fuldtidsbeskæftigelse som en ugentlig arbejdstid på i gennemsnit mindst 30 timer.
• Pligt til udvidelse af arbejdstid: Efter § 2, stk. 2, 2. led, har kun deltidsansatte (under 30 timer ugentligt), der ønsker en udvidelse af arbejdstiden, krav på, at arbejdsgiveren søger at imødekomme deres ønske i forbindelse med naturlig afgang, kontraktudvidelse og lignende. Der pålægges ikke arbejdsgiveren en pligt til at imødekomme ønsker om udvidelse for ansatte, der allerede har mindst 30 timer ugentligt.
• Ingen generel pligt til 37 timer: Der kan ikke gives klagerne medhold i, at overenskomstens bestemmelser om arbejdstiden medfører en generel pligt for indklagede til at tilrettelægge arbejdet, så flest muligt ansættes til i gennemsnit 37 timer pr. uge.
• Driftsmæssige hensyn: Det er bevist, at Sodexos arbejdstidstilrettelæggelse udelukkende er sket af driftsmæssige hensyn, og der er ikke anført omstændigheder, der indikerer, at tilrettelæggelsen ikke er sket med rimelig hensyntagen til medarbejdernes forhold.

Afgørelse:

Klagerne får ikke medhold i, at indklagedes arbejdstidsplanlægning på Rigshospitalet er i strid med Serviceoverenskomstens § 1, stk. 2. Indklagedes frifindelsespåstand tages derfor til følge.

Parterne var enige om at tage tilkendegivelsen til efterretning med samme virkning som en kendelse. Hver part bærer egne omkostninger ved sagens behandling og halvdelen af udgiften til opmanden.