Flyttehjælp og boligmæssig forbedring vurderet i forhold til [Lov om social bistand § 47, stk. 1](/ref/lov_om_social_bistand_§_47)

To separate sager omhandlede flygtninge, der søgte om flyttehjælp grundet utilstrækkelige boligforhold og psykiske problemer. Begge ansøgere modtog kontanthjælp og havde været tilknyttet behandlingscentre for torturofre eller havde psykiske problemer efter krigsdeltagelse.

I den første sag boede en 33-årig enlig mand på et 10 m² værelse med delt bad og køkken. Han søgte om flyttehjælp til en 21 m² 1-værelses lejlighed med eget køkken og bad. B kommune afslog samtykke til flytningen med henvisning til, at han ikke var boligløs, og at det var acceptabelt for en enlig mand at bo på værelse. A kommune ydede dog hjælp til flytningen, men nævnet tiltrådte B kommunes afslag på flyttetilsagn efter Bistandsloven § 47.

I den anden sag boede en 36-årig fraskilt mand med samværsret til to børn på et værelse uden adgang til bad og med begrænset madlavningsmulighed. Han søgte hjælp til indskud og flytning til en 2-værelses lejlighed, han kunne dele med sin bror. Nævnet tiltrådte C kommunes afslag på samtykke til flytningen, idet ansøger ikke var boligløs, og der var tale om et fremlejemål. Begge sager blev behandlet principielt for at afklare, om der forelå en boligmæssig forbedring, og om manglende boligløshed alene kunne begrunde afslag.

Ankestyrelsen ændrede nævnenes afgørelser i begge sager og fandt, at flytningerne indebar en boligmæssig forbedring. Kommunerne havde derfor været forpligtet til at meddele samtykke til flytningerne og var ikke berettiget til refusion af sociale ydelser.

Ankestyrelsens principielle vurdering

Ankestyrelsen lagde i begge sager vægt på ansøgernes alder og psykiske problemer, som gjorde en forbedret og mere selvstændig boligsituation afgørende for deres funktionsevne. Det blev fastslået, at en flytning fra et værelse til en selvstændig lejlighed eller en lejlighed med adgang til køkken og bad udgjorde en boligmæssig forbedring, selvom det medførte en stigning i boligudgiften, så længe den nye husleje var rimelig. Fremlejemålets tidsbegrænsning i sag 2 blev ikke tillagt afgørende betydning.