Principielle afgørelser om varmetillæg: Vejledningspligt, beregningsgrundlag ved udlejning, krav om fornyet ansøgning og hidtidige regler

Fire sager omhandlede forskellige aspekter af varmetillæg til pensionister. Sagerne rejste spørgsmål om kommunernes vejledningspligt, beregningsgrundlaget for varmetillæg ved udlejning af værelser, krav om fornyet ansøgning samt overgangsregler for varmetillæg.

I den første sag flyttede en 65-årig førtidspensionist til en ny kommune. Han havde tidligere modtaget varmetillæg, men den nye kommune blev ikke informeret herom. Pensionisten søgte boligydelse og klagede senere over manglende varmetillæg, hvorefter kommunen kun bevilgede tillægget fra ansøgningstidspunktet.

Den anden sag omhandlede en førtidspensionist, der udlejede et værelse i sin lejlighed. Kommunen beregnede varmetillægget med et fradrag på 50% for den logerende, mens nævnet ændrede dette til 25%.

I den tredje sag havde en folkepensionist modtaget varmetillæg i en årrække. Kommunen krævede fornyet ansøgning for 1992 via en lokalavis, men dette fremgik ikke udtrykkeligt af den tidligere bevillingsskrivelse. Kommunen bevilgede først hjælpen fra 1. april 1992, efter at pensionistens søn havde søgt på dennes vegne i marts.

Den fjerde sag vedrørte en 62-årig førtidspensionist, der havde modtaget personligt varmetillæg siden 1982. Hendes indkomstforhold var bedret i 1992, hvilket medførte en tillægsprocent på 0. Kommunen afslog varmetillæg for 1991 med henvisning til de gældende regler fra 1. januar 1988, selvom pensionisten tidligere havde fået udbetalt tillæg efter de gamle regler.

Ankestyrelsen traf principielle afgørelser i de fire sager om varmetillæg til pensionister, der afklarede kommunernes vejledningspligt, beregningsgrundlag ved udlejning, krav om fornyet ansøgning og overgangsregler.

Ankestyrelsens principielle afgørelser

I sag 1 fandt Ankestyrelsen, at den nye bopælskommune i forbindelse med pensionistens henvendelse om boligydelse burde have været opmærksom på, om han fortsat var berettiget til varmetillæg. Dette skyldtes, at han tidligere havde modtaget tillægget, og pensionsakterne var oversendt. Sagen blev derfor hjemvist til kommunen til afgørelse af, om der kunne ydes personligt tillæg til dækning af varmeudgifter efter flytningen.

I sag 2 stadfæstede Ankestyrelsen nævnets afgørelse. Det blev fastslået, at der ved beregningen af pensionistens varmetillæg skulle foretages fradrag for en andel på 25% af lejlighedens samlede varmeforbrug for den periode, hvor et værelse var udlejet. Dette skyldes, at en logerende ikke kan betragtes som medlem af husstanden.

I sag 3 stadfæstede Ankestyrelsen nævnets afgørelse og fandt, at pensionisten var berettiget til udbetaling af varmehjælp fra 1. januar 1992. Ankestyrelsen fastslog, at en begrænsning i retten til varmetillæg med henvisning til et krav om årlig ansøgning måtte kræve udtrykkelig lovhjemmel, hvilket ikke fandtes i Pensionsloven § 14, stk. 2 med tilhørende bekendtgørelser. Kommunen måtte antages at være i besiddelse af de nødvendige oplysninger, og pensionisten var ikke tilstrækkeligt vejledt.

I sag 4 ændrede Ankestyrelsen nævnets afgørelse og fandt, at pensionisten havde ret til varmetillæg for 1991. Ankestyrelsen lagde vægt på, at hendes varmehjælp siden 1982 havde været udbetalt dels á conto, dels efter varmeregnskabets afslutning, og at denne udbetalingsmåde fortsatte efter 1. januar 1988. Da hun havde boet uafbrudt i samme kommune, havde hun krav på varmehjælp efter de hidtidige regler, hvis disse gav et højere beløb end efter de nye regler.