Afslag på økonomisk hjælp til flytning til Norge - manglende bolig- og erhvervsmæssig forbedring samt økonomisk mulighed for selv at dække udgifterne

Borgeren søgte om økonomisk hjælp til dækning af flytteudgifter i forbindelse med en flytning til Norge. Baggrunden for flytningen var, at borgerens datter og to børnebørn var bosat i Norge, og borgeren havde tidligere boet 17 år i landet.

Kommunen og Det Sociale Nævn afslog ansøgningen. Kommunen begrundede afslaget med, at flytningen ikke medførte en erhvervsmæssig eller boligmæssig forbedring, og at borgeren havde tilstrækkelige økonomiske midler til selv at afholde udgifterne. Det Sociale Nævn stadfæstede afslaget, idet de vurderede, at borgeren hverken havde særlig tilknytning til Norge eller var sikret varige arbejdsmuligheder.

Borgeren klagede over afgørelsen og fremhævede den særlige tilknytning til Norge via familie. Borgeren havde et månedligt rådighedsbeløb på 11.320,13 kr. som i arbejde og 6.171,09 kr. på dagpenge. Boligen i Danmark blev anset for rimelig med en husleje på 4.530 kr.. I Norge blev borgeren ansat som vikar, hvilket svarede til den tidligere arbejdssituation i Danmark.

Ankestyrelsen stadfæstede afslaget på økonomisk hjælp til flytning til Norge, dog med en anden begrundelse end Det Sociale Nævn.

Betingelser for økonomisk hjælp til flytning

Ankestyrelsen fastslog, at betingelserne for at opnå hjælp til flytteudgifter er:

• Flytningen skal medføre en forbedring af enten bolig- eller erhvervsforhold.
• Ansøgeren må ikke selv have økonomisk mulighed for at afholde udgifterne.
• Ved flytning til udlandet skal ansøgeren desuden være statsborger i tilflytningslandet, have særlig tilknytning til landet eller være sikret varige arbejdsmuligheder.

Ankestyrelsens vurdering

Ankestyrelsen fandt, at borgeren havde en særlig tilknytning til Norge på grund af familieforhold og tidligere ophold. Denne betingelse var således opfyldt.

Derimod fandt Ankestyrelsen, at de øvrige betingelser ikke var opfyldt:

• Ingen boligmæssig forbedring: Borgerens bolig i Danmark blev anset for rimelig.
• Ingen erhvervsmæssig forbedring: Ansættelsen som vikar i Norge var ikke en forbedring i forhold til den tidligere vikaran-sættelse i Danmark og blev ikke anset for at sikre varige arbejdsmuligheder.
• Økonomisk mulighed: Borgeren havde et rådighedsbeløb af en rimelig størrelse, som gjorde det muligt selv at afholde udgifterne, eventuelt ved opsparing i kortere tid.

På baggrund af den manglende bolig- eller erhvervsmæssige forbedring og borgerens økonomiske formåen, blev der ikke fundet grundlag for at yde økonomisk hjælp efter Aktivloven § 85, stk. 1 og Aktivloven § 85, stk. 2.