Principmeddelelse om forbrugsgoder og sædvanligt indbo

Ankestyrelsen har behandlet ni sager principielt for at fastlægge overordnede retningslinjer for, hvornår et forbrugsgode indgår i sædvanligt indbo. Formålet er at etablere klare kriterier for denne vurdering, som løbende ændres i takt med samfundsudviklingen og borgernes forbrugsvaner. De konkrete sager omhandlede ansøgninger om forskellige forbrugsgoder, herunder elevationssenge, hæve/sænke-borde, støjreducerende høretelefoner, tunge dyner, Dynamostole, robotgulvvaskere, ståstøttestole, formstøbte ørepropper og handsker/sokker med batterivarme. I de fleste sager havde X Kommune afvist ansøgningerne med den begrundelse, at de ansøgte genstande blev anset for at være sædvanligt indbo, og der derfor ikke kunne ydes støtte.

Ankestyrelsen har i disse principielle sager fastslået, at vurderingen af, hvad der udgør sædvanligt indbo, skal tage højde for den almindelige samfundsudvikling og befolkningens forbrugsvaner. Produkter, der tidligere blev anset for specialiserede, kan med tiden blive så udbredte, at de betragtes som almindeligt indbo. Der kan ikke ydes støtte til forbrugsgoder, der indgår i sædvanligt indbo, jf. Serviceloven § 113, stk. 1. Ankestyrelsen stadfæstede kommunernes afgørelser i flere sager, mens andre blev hjemvist til fornyet behandling.

Ankestyrelsens principielle afgørelser om sædvanligt indbo

Ankestyrelsen understreger, at selvom et forbrugsgode kan afhjælpe følgerne af en nedsat funktionsevne, kan der ikke ydes støtte, hvis det betragtes som sædvanligt indbo. For de sager, der blev hjemvist, var der behov for yderligere oplysninger om, hvorvidt forbrugsgodet i væsentlig grad kunne afhjælpe de varige følger af borgerens nedsatte funktionsevne eller lette den daglige tilværelse i hjemmet.