Stadfæstelse af Energitilsynets afgørelse vedrørende opkrævning af udtrædelsesgodtgørelse fra Hirtshals Fjernvarme A.m.b.A.

Sagen omhandler en klage over Energitilsynets afgørelse af 14. april 2005, hvor Energitilsynet fandt, at Hirtshals Fjernvarme A.m.b.a. lovligt havde opkrævet en udtrædelsesgodtgørelse i forbindelse med en forbrugers udtræden pr. 31. maj 2002. Godtgørelsen udgjorde 9.544 kr. for andel af uafskrevne anlægs-/renoveringsudgifter.

Energitilsynets oprindelige afgørelse

Energitilsynet baserede sin afgørelse på, at det ikke var i strid med Varmeforsyningsloven § 21, stk. 4, at fjernvarmeværket opkrævede godtgørelsen. Tilsynet lagde vægt på en nedgang i antallet af tilsluttede kvadratmeter fra 357.593 m² i 2001/2002 til 355.758 m² i 2002/2003. Dette indikerede, at det ikke havde været muligt for værket at overdrage den ledigblevne kapacitet til nye forbrugere. Hirtshals Fjernvarmes vedtægter tillader opkrævning af andel af uafskrevne anlægs- og renoveringsudgifter, hvis ledig kapacitet ikke kan overdrages til nye andelshavere.

Klagen til Energiklagenævnet

Klageren, repræsenteret af advokat Svend Ravn, anfægtede Energitilsynets vurderingsperiode. Klageren henviste til, at Energitilsynet i to andre sager med senere udtrædelsestidspunkter (2003 og 2004) havde anvendt en 4-årig vurderingsperiode (1999/2000 til 2003/2004), hvor der var sket en stigning i tilsluttede kvadratmeter. Klageren argumenterede for, at samme 4-årige vurderingsprincip (1997/1998 – 2001/2002) burde anvendes i nærværende sag, da denne periode også viste en positiv udvikling i antallet af forbrugere og tilsluttede kvadratmeter. Klageren mente, at alle sager burde behandles ens.

Energitilsynets bemærkninger til klagen

Energitilsynet fastholdt sin vurdering og anførte, at forholdene skulle vurderes ud fra situationen omkring udtrædelsestidspunktet. Tilsynet fandt ikke en tilstrækkelig klar tendens til stigning i tilslutningerne på udtrædelsestidspunktet (31. maj 2002) til at fravige kravet om udtrædelsesgodtgørelse. Tilsynet afviste at anvende en generel 4-årig vurderingsperiode i alle sager og henviste til, at den stigning, der begrundede afgørelserne i de senere sager, først indtraf i 2003/2004. Energitilsynet henviste desuden til tidligere afgørelser fra Energiklagenævnet (5. april 2002), der stadfæstede udtrædelsesgodtgørelse for Hirtshals Fjernvarme i sager med identiske udtrædelsestidspunkter, baseret på forventninger om øget udmeldelse og faldende tilmeldinger.

Retsgrundlag og tidligere praksis

Sagen blev behandlet i henhold til Varmeforsyningsloven § 21, stk. 1, Varmeforsyningsloven § 21, stk. 3 og Varmeforsyningsloven § 21, stk. 4, som regulerer anmeldelse af tariffer og Energitilsynets mulighed for at gribe ind over for urimelige betingelser. Energiklagenævnet har tidligere stadfæstet udtrædelsesgodtgørelse for Hirtshals Fjernvarme i lignende sager fra 2002, hvor der blev lagt vægt på forventninger om øget udmeldelse og faldende tilmeldinger. I senere sager fra 2005 (vedrørende udtræden indtil 2004) fandt nævnet dog, at de negative forventninger ikke var materialiseret, og at der var sket en løbende stigning i tilslutninger, hvilket førte til, at udtrædelsesgodtgørelse ikke skulle betales.

Energiklagenævnet stadfæstede Energitilsynets afgørelse af 14. april 2005 om opkrævning af udtrædelsesgodtgørelse fra Hirtshals Fjernvarme A.m.b.a.

Nævnets vurdering

Nævnet bemærkede, at udgangspunktet for bedømmelsen er værkets vedtægter, forudsat at disse er anmeldt til Energitilsynet. Nævnet tiltrådte Energitilsynets grundlæggende synspunkt om, at en forbruger, der udtræder, skal betale sin forholdsmæssige andel af værkets gæld for at undgå at påføre de tilbageværende forbrugere en økonomisk byrde. Det blev dog også anført, at det ville være urimeligt at opkræve en udtrædelsesgodtgørelse, hvis der løbende sker en udbygning af værket gennem tilslutning af nye forbrugere, der overtager den udtrædendes forpligtelser, og værket samtidig er veldrevet.

Nævnet tiltrådte Energitilsynets opfattelse af, at vurderingen af, om en udtrædelsesgodtgørelse er urimelig i medfør af Varmeforsyningsloven § 21, stk. 4, forudsætter en stillingtagen til, om den ledigblevne kapacitet er overdraget til nye andelshavere, samt til værkets økonomi. Det blev understreget, at vurderingen af, om der sker en belastning af tilbageværende forbrugere, skal ske ud fra de faktisk konstaterbare økonomiske forhold på opsigelsestidspunktet – og ikke udtrædelsestidspunktet.

Konkret vurdering og henvisning til tidligere praksis

Nævnet fastslog, at vurderingen skal foretages konkret og normalt indebære, at der tages hensyn til den hidtidige udvikling over en årrække, medmindre denne udvikling ikke er retvisende. Det vil bero på de konkrete omstændigheder, over hvilken periode udviklingen bør vurderes for at være mest retvisende.

Energiklagenævnet henholdt sig til sine tidligere afgørelser af 5. april 2002 (j.nr. 97-2311-0049 og 97-2311-0050), da opsigelses-/udmeldelsestidspunkterne i nærværende sag var stort set identiske. Nævnet fandt det ikke urimeligt, at klageren skulle udrede en udtrædelsesgodtgørelse, selvom Hirtshals Fjernvarmeforsyning måtte anses for veldrevet. Dette skyldtes, at værket på opsigelsestidspunktet forventede en stigning i antallet af udmeldelser samt en nedgang i antallet af tilmeldinger til fjernvarmeværket.

Afgørelse

Energitilsynets afgørelse af 14. april 2005 blev stadfæstet i henhold til Varmeforsyningsloven § 26. Afgørelsen kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.