Klage over afslag på dispensation til varmegenvinding i kontorbyggeri

Sagen omhandler en klage indbragt af Rådgivende Ingeniører Birch & Krogboe A/S på vegne af en bygherre over en afgørelse fra Københavns Kommune, Miljø- og Forsyningsforvaltningen. Kommunen havde den 22. februar 2002 afvist at behandle en ansøgning om dispensation til anvendelse af varmegenvinding fra en indbygget kølemaskine i et ventilationsanlæg i et nybyggeri. Kommunen begrundede afvisningen med, at den ikke havde hjemmel til at behandle ansøgningen, da den vedrørte en blokvarmecentral større end 0,25 MW (konkret 0,473 MW), og henviste til "Forudsætninger for omlægning af eksisterende blokvarmecentraler og etablering af nye blokvarmecentraler over 0,25 MW" af 13. september 1990 samt Varmeforsyningsloven § 3. Kommunen mente, at dispensation skulle søges hos Energistyrelsen, og at ejendommen udelukkende skulle opvarmes med fjernvarme. Kommunen anførte desuden, at den ansøgte løsning ikke ville medføre en miljøgevinst, da elproduktion var mere CO2-intensiv end fjernvarmeproduktion.

Klageren anførte, at ventilationsanlægget med varmegenvinding ikke var en "supplerende varmekilde" i den forstand, som forudsætningsskrivelsen forbød. De fremhævede tekniske og økonomiske fordele ved varmegenvindingen, herunder lavere driftsudgifter og unødvendigheden af en yderligere investering i en varmeflade, hvis varmegenvindingen var tilstrækkelig. Klageren påpegede, at husets radiatoranlæg og varmtvandsbeholder allerede var fjernvarmeforsynet, og at lignende anlæg var installeret i andre kontorbyggerier i København. De bestred kommunens vurdering af miljøgevinsten og argumenterede for, at deres løsning ville medføre et mindre CO2-udslip.

Kommunens og Nævnets Praksis

Københavns Kommune oplyste, at ejendommens samlede varmebehov var 251 kW, hvilket oversteg grænsen på 0,25 MW. Kommunen havde ikke pålagt ejendommen et specifikt påbud i henhold til energiministeriets forudsætningsskrivelse af 13. september 1990. Ejendommen var dog omfattet af en tilslutnings- og forblivelsespligt til fjernvarme, indført af Københavns Borgerrepræsentation den 17. juni 1993 og tinglyst på ejendommen. Lokalplan nr. 310 for området fastsatte også krav om tilslutning til fjernvarmesystemet, medmindre dispensation blev opnået i henhold til varmeforsyningslovgivningen.

Energiklagenævnet havde i tidligere sager (bl.a. j.nr. 21-9 og 21-15 af 29. januar 2003) fastslået, at forudsætningsskrivelsen af 13. september 1990 ikke var umiddelbart forpligtende for virksomheder, da den var rettet til kommunalbestyrelser og ikke offentliggjort i Lovtidende. Nævnet havde konkluderet, at kommunerne skulle udmønte det generelle påbud i Varmeforsyningsloven § 9 gennem anvendelse af de almindelige beføjelser i lovens kapitel 2. En tilslutningspligt efter varmeforsyningsloven eller en lokalplan indebærer pligt til at betale tilslutningsafgifter og faste udgifter, men ikke en pligt til at aftage varme eller et forbud mod andre opvarmningsformer, hvilket også var bekræftet af Naturklagenævnet.

Energiklagenævnet ophævede Københavns Kommunes afgørelse af 22. februar 2002 og hjemviste sagen til fornyet behandling.

Nævnets Begrundelse

Nævnet fandt, at forudsætningsskrivelsen af 13. september 1990 ikke gav kommunen hjemmel til at administrere sine beføjelser efter Varmeforsyningsloven på en måde, der reelt indebar, at påbud om anvendelse af bestemte energiformer kunne gives i videre omfang end forudsat i Varmeforsyningsloven § 7, stk. 1, nr. 2. Der var ikke forudsat i et godkendt projekt efter Varmeforsyningsloven § 4, at ejendommen skulle anvende bestemte energiformer.

Det blev understreget, at nævnets tidligere afgørelser fastslog, at forudsætningsskrivelserne ikke kunne anvendes som hjemmel for afgørelser om omstilling af eksisterende anlæg truffet efter 1. januar 1996. Den af Københavns Kommune meddelte tilslutningspligt efter varmeforsyningsloven var ikke til hinder for etablering af et anlæg til varmegenvinding som det ansøgte, og tilslutningspligten forudsatte ikke, at klageren søgte dispensation forud for etableringen.

Da Københavns Kommune ikke havde meddelt påbud til klageren, kunne Energistyrelsen ikke behandle en ansøgning om dispensation fra et forbud efter forudsætningsskrivelsen, idet styrelsen ikke kan dispensere fra et påbud, som ikke er meddelt. Nævnet bemærkede, at anlæggets effekt på 473 kW betød, at det var omfattet af Varmeforsyningsloven § 4, stk. 1, hvilket pålagde kommunalbestyrelsen at godkende projekter for etablering og udførelse af større ændringer i eksisterende anlæg.

Afgørelsen blev truffet efter Varmeforsyningsloven § 26, stk. 1 og kunne ikke påklages til anden administrativ myndighed.