Klage over Aabenraa Kommunes afslag på dispensation fra tilslutningspligt til fjernvarme

Sagen omhandler en klage over Aabenraa Kommunes afslag på dispensation fra tilslutningspligt til fjernvarme. Klager overtog en ejendom den 1. april 2011, som var pålagt tilslutningspligt til Aabenraa-Rødekro Fjernvarme A.m.b.a. i 1994. Den tidligere ejer havde opnået en personlig dispensation, der bortfaldt ved salg af ejendommen.

Klager har efter overtagelsen foretaget omfattende energiforbedringer på ejendommen, herunder investeret 400.000 kr. i lavenergipumper, isolerede døre, 3-lags lavenergiruder, isolering af ydervægge og loft samt gulvvarme. Dette har reduceret olie- og energiforbruget med over 60 %. Klager planlægger yderligere at installere et jordvarmeanlæg og et solcelleanlæg, og mener, at ejendommen nu opfylder kravene til et lavenergihus og bør kunne energimærkes med karakteren A1.

Kommunens afslag og begrundelse

Aabenraa Kommune meddelte afslag på dispensation den 21. maj 2012. Kommunen henviste til Bekendtgørelse om tilslutning m.v. til kollektive varmeforsyningsanlæg § 15 og Bekendtgørelse om tilslutning m.v. til kollektive varmeforsyningsanlæg § 16, som fastslår, at betingelserne for ikke at kunne pålægges tilslutningspligt skulle have været til stede på tidspunktet for indførelsen af pligten i 1995. Da ejendommen ikke var et lavenergihus på dette tidspunkt, fandt kommunen ikke grundlag for fritagelse. Kommunen understregede, at tilslutningspligten primært er en betalingspligt for tilslutningsafgift og faste årlige afgifter.

Klagerens argumenter

Klager argumenterede for, at baggrunden for tilslutningspligten ikke længere var til stede på grund af de foretagne energiforbedringer. Klager mente, at tilslutningspligten var utidssvarende i lyset af den samfundsmæssige udvikling og fokus på vedvarende og miljørigtige energiformer.

Værkets og kommunens synspunkter

Både Aabenraa-Rødekro Fjernvarme og Aabenraa Kommune ønskede afgørelsen stadfæstet. Værket ønskede at opkræve de faste afgifter og frygtede, at en dispensation ville skabe præcedens for andre ejendomme, der endnu ikke var tilsluttet. Kommunen henviste igen til Bekendtgørelse om tilslutning m.v. til kollektive varmeforsyningsanlæg § 16 og Bekendtgørelse om tilslutning m.v. til kollektive varmeforsyningsanlæg § 17, og fremhævede hensynet til værkets økonomi og ligebehandling af borgere i området.

Energiklagenævnets bemærkninger til sagsbehandlingen

Energiklagenævnet konstaterede to sagsbehandlingsfejl fra Aabenraa Kommunes side:

• Manglende partshøring: Kommunen havde ikke partshørt klager over værkets bemærkninger, hvilket var i strid med Forvaltningsloven § 19, stk. 1. Energiklagenævnet reparerede dog denne fejl ved selv at partshøre klager over alle sagens akter.
• Mangelfuld begrundelse: Kommunens afgørelse manglede en henvisning til Bekendtgørelse om tilslutning m.v. til kollektive varmeforsyningsanlæg § 17, stk. 1 og en angivelse af de hovedhensyn, der lå til grund for skønsudøvelsen, hvilket var i strid med Forvaltningsloven § 22 og Forvaltningsloven § 24, stk. 1. Også denne fejl blev repareret, da kommunen uddybede sin begrundelse over for nævnet, og klager blev partshørt herover.

Energiklagenævnet stadfæstede Aabenraa Kommunes afgørelse af 21. maj 2012 om afslag på dispensation fra tilslutningspligten. Afgørelsen blev truffet i henhold til Varmeforsyningsloven § 26, stk. 1, jf. Bekendtgørelse om tilslutning m.v. til kollektive varmeforsyningsanlæg § 22, stk. 1.

Vurdering af tilslutningspligt og dispensation

Nævnet tilsluttede sig kommunens vurdering af, at ejendommen ikke kunne fritages fra tilslutningspligt efter Bekendtgørelse om tilslutning m.v. til kollektive varmeforsyningsanlæg § 15, jf. Bekendtgørelse om tilslutning m.v. til kollektive varmeforsyningsanlæg § 16, da den ikke opfyldte kravene til en lavenergibygning på tidspunktet for pålæggelsen af tilslutningspligten i 1994.

Kommunens skøn og retskrav

Energiklagenævnet bemærkede, at Bekendtgørelse om tilslutning m.v. til kollektive varmeforsyningsanlæg § 17, stk. 1 giver kommunalbestyrelsen et vidt skøn til at meddele dispensation i særlige tilfælde. Ansøgere har ikke et retskrav på dispensation, selvom ejendommen efterfølgende er blevet et lavenergihus. Nævnet fandt, at kommunen havde kunnet lægge vægt på hensynet til værkets økonomi og ikke havde inddraget usaglige eller ulovlige kriterier i sin skønsudøvelse. På denne baggrund blev kommunens afgørelse stadfæstet.