Planklagenævnets afgørelse om landzonetilladelse for etablering af kanalanlæg, biofiltre og slamtank ved dambrug

Ringkøbing-Skjern Kommune traf den 2. april 2020 afgørelse om, at etablering af to kanalanlæg, to biofiltre samt en slamtank på ejendommen [A1] ikke krævede landzonetilladelse. En nabo klagede over denne afgørelse, hvilket førte til Planklagenævnets behandling af sagen. Nævnet skulle vurdere, om forholdet var undtaget fra krav om landzonetilladelse i henhold til Planlovens § 36, stk. 1, nr. 3 eller Planlovens § 36, stk. 1, nr. 4.

Ejendommen og den ansøgte udvidelse

Klagen vedrører udvidelsen af et eksisterende dambrug på matr.nr. [F1], beliggende i landzone og noteret som landbrugsejendom. Udvidelsen omfatter etablering af to kanalanlæg, to biofiltre og en slamtank i tilknytning til dambrugets eksisterende anlæg. De nye kanalanlæg er ca. 65 m lange og 16 m brede med betonkanter 40 cm over terræn. De to biofiltre har hver en diameter på 12 m, og slamtanken har en diameter på 17 m og en højde på op til 4,5 m. Rundt om de nye anlæg er der anlagt en kørevej. Anlæggene ligger i det åbne land uden for kommuneplanens rammer og inden for åbeskyttelseslinjen, jf. Naturbeskyttelseslovens § 16.

Forløbet før klagen

Kommunen havde tidligere, den 23. februar 2017, afgjort, at etablering af to kanalanlæg med biofiltre samt flytning af ind- og udløb af vand til dambruget ikke var VVM-pligtigt. Samtidig blev der givet miljøgodkendelse ved revision af en eksisterende godkendelse fra 2003. Den nuværende ansøgte udvidelse er allerede etableret.

Kommunens afgørelse og klagen

Ringkøbing-Skjern Kommune traf den 2. april 2020 en indirekte afgørelse via en byggetilladelse om, at de nye anlæg ikke krævede landzonetilladelse. Klageren anførte, at der ikke var givet landzonetilladelse, og at der hverken var foretaget naboorientering eller partshøring. Kommunen fastholdt, at udvidelsen ikke krævede landzonetilladelse eller naboorientering, idet de vurderede, at der var tale om et mindre dambrug i forbindelse med landbrugsdriften, og at anlæggene ikke ville påvirke landskabsoplevelsen væsentligt. Klageren har også anmodet om genoptagelse af en klagesag i Miljø- og Fødevareklagenævnet vedrørende dambruget og har indgivet en separat klage over landzonetilladelse til to fodersiloer på samme ejendom.

Planklagenævnet ændrer Ringkøbing-Skjern Kommunes afgørelse af 2. april 2020 til, at det ansøgte kræver landzonetilladelse efter Planlovens § 35, stk. 1. Dette betyder, at kommunens afgørelse efter planloven ikke længere er gældende.

Planklagenævnets kompetence og prøvelse

Planklagenævnet er kompetent til at behandle en kommunes afgørelse efter Planlovens § 35, stk. 1, jf. Planlovens § 58, stk. 1, nr. 1. Nævnet kan desuden tage stilling til retlige spørgsmål vedrørende kommunens øvrige afgørelser efter planloven, jf. Planlovens § 58, stk. 1, nr. 3. En byggetilladelse til et projekt i landzone, hvor der ikke er givet landzonetilladelse, forstås som en afgørelse om, at projektet ikke kræver en sådan tilladelse. Nævnet har prøvet sagen i forhold til, om det ansøgte kræver landzonetilladelse.

Vurdering af krav om landzonetilladelse

Planklagenævnet finder, at etablering af de to kanalanlæg, to biofiltre og en slamtank udgør bebyggelse efter Planlovens § 35, stk. 1, og dermed er omfattet af krav om landzonetilladelse. Nævnet lægger vægt på, at der er tale om faste anlæg og konstruktioner, hvis størrelse og karakter påvirker oplevelsen af området og de landskabelige hensyn, som landzonereglerne skal varetage. Begrebet 'bebyggelse' i planloven omfatter faste konstruktioner og anlæg, når det er begrundet i de hensyn, loven tilsigter at varetage, jf. Byggelovens § 2.

Undtagelsesbestemmelsernes anvendelse

Nævnet finder endvidere, at det ansøgte projekt ikke er omfattet af undtagelsesbestemmelserne i Planlovens § 36, stk. 1, nr. 3 og Planlovens § 36, stk. 1, nr. 4.

• Fiskerierhvervet: Undtagelsesbestemmelsen i Planlovens § 36, stk. 1, nr. 3 omfatter det traditionelle fiskerierhverv (fjord- og kystfiskeri), men ikke dambrug. Da der ikke er oplysninger om, at dambruget drives som led i den jordbrugsmæssige udnyttelse af ejendommen, er anlæggene ikke umiddelbart tilladt efter denne bestemmelse.
• Mindre byggeri på dambrug: Undtagelsen i Planlovens § 36, stk. 1, nr. 4 gælder for mindre byggeri, der er erhvervsmæssigt nødvendigt for driften af eksisterende dambrug på en landbrugsejendom, som er noteret som landbrugsejendom i matrikelregisteret, jf. Landbrugslovens § 2, stk. 1. Nævnet vurderer, at de to kanalanlæg, de to biofiltre og slamtanken – hverken hver for sig eller samlet set – kan anses for at være et mindre byggeri. Dette skyldes anlæggenes størrelse (længde, bredde og højde) og deres tekniske karakter, som giver dambruget et (øget) industrielt præg. Derfor er det ansøgte ikke omfattet af undtagelsen.

Da Planklagenævnet finder, at det ansøgte kræver landzonetilladelse efter Planlovens § 35, stk. 1, har nævnet ikke taget stilling til klagepunkterne vedrørende manglende klagevejledning og naboorientering/partshøring.

Afsluttende bemærkninger

Planklagenævnets afgørelse er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3. En eventuel retssag skal anlægges inden 6 måneder, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 4. Afgørelsen er truffet af formanden på nævnets vegne, jf. Lov om Planklagenævnet § 4, stk. 1. Det indbetalte klagegebyr tilbagebetales.