Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse om dispensation til etablering af bådebro ved Vandkraftsøen

Sagen omhandler en klage fra Danmarks Naturfredningsforening over Holstebro Kommunes afgørelse af 22. september 2021. Kommunen havde meddelt dispensation til etablering af en bådebro og udskiftning af brinksikring ved en ejendom ud til Vandkraftsøen i Holstebro, som er en beskyttet sø i henhold til Naturbeskyttelseslovens § 3. Ejendommen er beliggende ned til søen, og en del af den ligger inden for den reducerede åbeskyttelseslinje. Vandkraftsøen er en kunstig sø på 70 ha, dannet ved opstemning af Storå. Området omkring søen er tæt bebygget, og mange ejendomme har etableret bade- eller bådebroer. Holstebro Kommune er bredejer på størstedelen af søen.

Holstebro Kommunes afgørelse

Holstebro Kommune meddelte dispensationen i medfør af Naturbeskyttelseslovens § 65, stk. 2. Vilkårene for dispensationen inkluderede, at bådebroens udformning, størrelse og placering skulle være i overensstemmelse med det ansøgte (maksimalt 1,5 m x 4,0 m), at der skulle være fri passage under broen, og at vegetation eller terrænregulering ikke måtte fjernes eller foretages. Kommunen vurderede, at projektet ikke ville medføre væsentlige tilstandsændringer eller negativt påvirke søens natur- og miljøtilstand, herunder den sparsomme rørskov af tagrør og sødgræs. Kommunen mente desuden, at projektet ikke ville påvirke Natura 2000-områder eller bilag IV-arter væsentligt og vurderede, at der ikke skulle meddeles dispensation fra sø- og åbeskyttelseslinjen, da ansøgningen udelukkende omfattede anlæggelser på søarealet.

Klagens indhold

Danmarks Naturfredningsforening påklagede afgørelsen den 20. oktober 2021 med flere anbringender:

• Der burde ikke meddeles dispensation fra Naturbeskyttelseslovens § 3 til bådebroen.
• Holstebro Kommunes brugeraftaler om benyttelse af kommunens arealer langs søen havde karakter af at sætte skøn under regel, hvilket førte til, at kommunen altid dispenserede uanset de konkrete forhold. Klager påpegede, at søbredden burde være offentlig tilgængelig, men at mange strækninger var privatiseret med broer og haver.
• Sagen var ikke tilstrækkeligt oplyst, da kommunens afgørelse manglede relevante datoer, oplysninger om arter på arealet og søbreddens tilstand ved besigtigelsen.
• Holstebro Kommune var forpligtet til at sikre forbedring af faunapassagemulighederne i Storå for at opnå god økologisk tilstand i vandløb, som fastsat i Vandrammedirektivet (Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/60/EF). Kommunen burde derfor være restriktiv med at tillade bebyggelse og tekniske anlæg i Vandkraftsøen.
• Kommunens afgørelse burde også have indeholdt en stillingtagen til dispensation fra sø- og åbeskyttelseslinjen.

Holstebro Kommunes bemærkninger til klagen

Holstebro Kommune oplyste, at brugeraftalerne ikke var tilladelser i sig selv, men at dispensationer og tilladelser blev behandlet på baggrund af en konkret vurdering i hver enkelt sag. Kommunen fastholdt, at bådebroen ikke ville have væsentlig betydning for søens naturtilstand, da rørskoven ud for ejendommen var sparsom, og at vilkår var stillet for at bevare den eksisterende rørskov og et væltet træ, der fungerede som skjulested for dyrelivet.

Miljø- og Fødevareklagenævnet har i medfør af Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 11, stk. 1 begrænset sin prøvelse til spørgsmålet om dispensation fra Naturbeskyttelseslovens § 3 til etablering af den ansøgte bådebro.

Nævnets vurdering

Nævnet lagde til grund, at etablering af en bådebro i en beskyttet sø udgør en tilstandsændring, der kræver dispensation fra Naturbeskyttelseslovens § 3, stk. 1. Efter Naturbeskyttelseslovens § 65, stk. 2 kan dispensation kun meddeles i særlige tilfælde. Nævnet henviste til lovbemærkningerne, som fastslår, at der skal foreligge særlige omstændigheder, og at en væsentlig økonomisk interesse ikke i sig selv er tilstrækkelig. En dispensation forudsætter, at indgrebet ikke medfører en afgørende forrykning af tilstanden i området, eller at det har en naturforbedrende funktion. Desuden må en dispensation ikke skabe en uheldig præcedens.

Miljø- og Fødevareklagenævnet fandt, at der ikke forelå et særligt tilfælde, der kunne begrunde en dispensation. Nævnet lagde vægt på, at indgrebet alene havde privat, rekreativ karakter og ikke en naturforbedrende funktion. Nævnet fremhævede sin restriktive praksis og vurderede, at en dispensation ville kunne medføre en uønsket præcedensvirkning, især i betragtning af de mange ejendomme omkring Vandkraftsøen. Det forhold, at Holstebro Kommune havde vurderet, at bådebroen ikke ville medføre væsentlige tilstandsændringer, kunne ikke føre til et andet resultat, da dette i sig selv ikke udgør et særligt tilfælde.

Nævnet bemærkede, at spørgsmålet om brugeraftaler for kommunens arealer var uden betydning for afgørelsen om dispensation fra Naturbeskyttelseslovens § 3. Som følge af afslaget på dispensation til bådebroen fandt nævnet ikke anledning til at behandle klagers anbringender vedrørende sagens oplysning eller dispensation fra sø- og åbeskyttelseslinjen.

Afgørelse

Miljø- og Fødevareklagenævnet ændrer Holstebro Kommunes afgørelse af 22. september 2021 om dispensation til etablering af bådebro i beskyttet sø til et afslag. Det indbetalte klagegebyr tilbagebetales i henhold til Bekendtgørelse om gebyr for indbringelse af klager for Miljø- og Fødevareklagenævnet mv. § 2. Afgørelsen er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 17. Eventuel retssag skal anlægges inden 6 måneder, jf. Naturbeskyttelseslovens § 86, stk. 1. Afgørelsen er truffet af formanden på nævnets vegne, jf. Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 8.