Europæisk Arrestordre: Omfanget af 'in absentia'-domme ved appel og forpligtelsen til overensstemmende fortolkning af national lovgivning

Sagen omhandler en anmodning om præjudiciel afgørelse fra Kammergericht Berlin (den regionale ret i første instans i Berlin, Tyskland) vedrørende fortolkningen af artikel 4a, stk. 1, i rammeafgørelse 2002/584/RIA (den europæiske arrestordre – EAW).

Tvisten opstod i forbindelse med fuldbyrdelsen af en EAW udstedt af Tjekkiet mod en tjekkisk statsborger (RQ) med henblik på fuldbyrdelse af en frihedsstraf. RQ var til stede under retssagen i første instans, men var fraværende under appelsagen, selvom dommen efter appel blev ændret til hans fordel (strafnedsættelse).

Den forelæggende tyske ret stod over for to centrale spørgsmål:

1. Om begrebet »retssag, der førte til afgørelsen« i henhold til rammeafgørelsens artikel 4a, stk. 1, skal omfatte appelsagen, når denne sag har resulteret i en ændret, endelig dom (selvom den var til fordel for den dømte).
2. Hvorvidt national tysk lovgivning, som foreskriver et absolut forbud mod overgivelse i tilfælde af in absentia-domme (IRG § 83, stk. 1, nr. 3), er forenelig med rammeafgørelsens artikel 4a, stk. 1, der kun fastsætter en fakultativ grund til afslag, og som stiller krav om obligatorisk fuldbyrdelse, hvis visse retssikkerhedsgarantier er opfyldt.

Konflikten med national lov

Den tyske domstol bemærkede, at den nationale lovgivning ikke tillod den at udøve det skøn, som artikel 4a, stk. 1, muliggør, selv i situationer hvor den dømte, ved at undgå forkyndelse og flytte uden at underrette myndighederne, selv havde forpurret sin deltagelse i appelsagen.

Domstolen fastslog, at den fuldbyrdende judicielle myndighed er forpligtet til at fortolke national lovgivning i overensstemmelse med EAW-rammeafgørelsen for at sikre gensidig anerkendelse, medmindre en fortolkning contra legem er nødvendig.

Svaret på det første præjudicielle spørgsmål

Domstolen fastslog, at begrebet »retssag, der førte til afgørelsen« i artikel 4a, stk. 1, i rammeafgørelse 2002/584, skal fortolkes bredt som den procedure, der førte til den endelige dom, hvorved der er truffet endelig afgørelse om den dømtes skyld og straf.

• En appelsag, som har givet anledning til en dom, hvorved den retsafgørelse, der blev afsagt i første instans, blev ændret (og dermed endeligt afgjort sagen), er omfattet af dette begreb.
• Dette gælder, uanset om ændringen var til fordel for den dømte, da det afgørende er, at appellen udgør det trin, hvor der er truffet endelig afgørelse om sagens realitet.

Svaret på det andet præjudicielle spørgsmål