Vejdirektoratet redegør for de juridiske rammer og procedurer, når en kommune skal behandle sager om omlægning af private fællesveje, særligt når omlægningen berører en tredjemands ejendom. Udtalelsen skelner mellem private fællesveje på landet og i byområder/sommerhusområder.

Kommunens rolle som vejmyndighed

Kommunen skal som vejmyndighed give tilladelse til omlægning af private fællesveje, jf. Privatvejslovens § 71 for byområder og Privatvejslovens § 12 for landområder. Før en afgørelse træffes, skal kommunen vurdere en række forhold:

• Almene hensyn: Om offentligretlige interesser taler imod omlægningen.
• Vejens betydning: Om vejen er eneste adgangsvej eller af vigtig betydning for en ejendom med vejret, jf. Privatvejslovens § 72, stk. 2.
• Interesseafvejning: En konkret afvejning af parternes interesser for og imod en omlægning.

Procedure ved ansøgning om omlægning

Når en vejejer eller vejberettiget ansøger om at omlægge en vej, skal kommunen følge en fast procedure.

Omlægning på kommunens initiativ

Kommunen kan selv beslutte at omlægge en privat fællesvej, hvis stærke almene hensyn taler for det, f.eks. trafiksikkerhed. Dette er en beslutning af ekspropriationslignende karakter, hvor kommunen typisk afholder alle omkostninger, herunder anlæg og erstatning. Hvis hensynet er afgørende, anbefaler Vejdirektoratet, at kommunen opklassificerer vejen til offentlig vej og gennemfører omlægningen ved ekspropriation efter Vejlovens § 96.

Fordeling af udgifter

Udgangspunktet er, at ansøgeren afholder udgifterne til anlæg af den nye vej. Kommunen kan fordele udgifterne til sagsbehandlingen mellem de parter, der har interesse i sagen, jf. Privatvejslovens § 76, stk. 1. Vejdirektoratet finder det tvivlsomt, om kommunen kan dække anlægsudgifter med henvisning til Privatvejslovens § 49, stk. 5, da denne bestemmelse vedrører vedligeholdelse af hensyn til almen færdsel.

Kommunen har i e-mail af 1. november 2020 stillet Vejdirektoratet en række spørgsmål om omlægning af private fællesveje.

Rammerne for Vejdirektoratets generelle udtalelser

Indledningsvis vil vi gerne oplyse, at Vejdirektoratet, der administrerer statsvejene, både afgiver generelle udtalelser om fortolkningen af bestemmelserne i vejlovgivningenVejloven og privatvejsloven. og en række bestemmelser i færdselslovenLovbekendtgørelse nr. 1324 af 21. november 2018 om færdselsloven, som senest ændret ved lov nr. 139 af 25. februar 2020., samt afgør konkrete klager over afgørelser truffet af kommunerne eller politiet efter disse bestemmelser.Vejdirektoratets opgaver og beføjelser er nærmere fastlagt i Transport- og Bygningsministeriets bekendtgørelse nr. 121 af 8. februar 2016, som ændret ved bek. nr. 1636 af 15. december 2016, bek. nr. 1207 af 5. oktober 2018 og bek. nr. 1700 af 20. december 2018.

Vores udtalelser skal være af generel karakter og med respekt for begrænsningerne i vores kompetence som klagemyndighed. Vi kan derfor ikke udtale os på en sådan måde, at vores udtalelse fremstår som en forhåndsgodkendelse af et konkret projekt.

Reglerne om nedlæggelse og omlægning af private fællesveje på landet og i byen

Ved vejudlæg forstås en reservation af et bestemt areal til fremtidig anvendelse som privat fællesvej eller privat fællessti. Det fremgår af privatvejslovensLov om private fællesveje, lovbekendtgørelse nr. 1234 af 4. november 2015, som ændret ved § 5 i lov nr. 175 af 21. februar 2017. § 10, nr. 7.

Vejudlæg og tildeling af vejrettigheder foretages af ejerne af de ejendomme, som vejen skal ligge på. Det fremgår af privatvejslovens § 11 og § 26, stk. 1.

Udlæg af nye private fællesveje efter § 26, stk. 1, skal godkendes af kommunalbestyrelsen, jf. § 27, stk. 1. Der findes ikke en tilsvarende bestemmelse for udlæg af private fællesveje på landet.

For private fællesveje i byer og bymæssige områder, jf. privatvejslovens § 3, kan kommunalbestyrelsen efter § 26, stk. 2, dog i særlige tilfælde foretage vejudlæg, herunder ændre tidligere udlagte private fællesveje, og tildele vejrettigheder til udlagte private fællesveje og (ibrugtagne) private fællesveje.

Udlagte private fællesveje i byer og bymæssige områder må ikke tages i brug som private fællesveje uden kommunens godkendelse efter privatvejslovens § 41.

Ved omlægning forstås i privatvejsloven en beslutning om, at en privat fællesvej nedlægges, og at et andet areal i stedet udlægges og anlægges som privat fællesvej, og at de vejberettigede til den nedlagte vej opnår eller tildeles vejret til det nye vejareal. Det fremgår af privatvejslovens § 10, nr. 14.

Ved nedlæggelse forstås i privatvejsloven en beslutning om, at et areal, der er privat fællesvej, ikke længere skal være færdselsareal for anden ejendom. Det fremgår af privatvejslovens § 10, nr. 13.Det vil sige, at vejen ikke længere skal være privat fællesvej. Spørgsmålet, om ejeren af vejarealet kan slette vejen i marken, vil i en række tilfælde bero på, om kommunalbestyrelsen kan meddele tilladelse hertil efter naturbeskyttelseslovens § 26 a.

Private fællesveje på landet, der er taget i brug, må ikke nedlægges uden kommunalbestyrelsens tilladelse, jf. privatvejslovens § 72-78. Det fremgår af privatvejslovens § 12, stk. 1. Ligeledes fremgår det af § 71, at private fællesveje i by ikke må nedlægges eller omlægges uden kommunalbestyrelsens tilladelse.

Procedureregler

I forbindelse med nedlæggelse eller omlægning af private fællesveje såvel på landet som i byer og bymæssige områder skal kommunalbestyrelsen iagttage bestemmelserne i privatvejslovens §§ 72-78.

Kommunalbestyrelsen kan afslå en ansøgning om tilladelse til nedlæggelse eller omlægning af en privat fællesvej, hvis almene, offentligretlige hensyn taler imod.

Hvis vejen er eneste adgang til en ejendom eller ejendommens lodder, og kommunalbestyrelsen eller parterne ikke ved nedlæggelsen skaber en ny vejadgang, skal vejen opretholdes. Den skal også helt eller delvist opretholdes, hvis den efter kommunalbestyrelsens vurdering er af vigtighed for en ejendom med vejret til vejen, jf. privatvejslovens § 72, stk. 2.

I tilfælde hvor vejen hverken er eneste adgangsvej eller af vigtighed for en ejendom eller dens lodder, skal kommunalbestyrelsen foretage en konkret afvejning af parternes interesser dels i at bevare vejen i sit nuværende forløb og dels i at omlægge den.

En beslutning om at omlægge en privat fællesvej eller om at fremskaffe anden vejadgang i forbindelse med nedlæggelse af en privat fællesvej kan gennemføres ved ekspropriation i overensstemmelse med kapitel 10 i vejlovenLov nr. 1520 af 27. december 2014 om offentlige veje m.v., som ændret ved lov nr. 1895 af 29. december 2015, lov nr. 658 af 8. juni 2016 og ved § 4 i lov nr. 175 af 21. februar 2017.. Vejadgang kan også fremskaffes, ved at kommunalbestyrelsen foretager vejudlæg og tildeler vejret til det udlagte vejareal eller tildeler vejret til en anden privat fællesvej efter reglerne i privatvejslovens kapitel 8. Det fremgår af privatvejslovens § 72, stk. 3.

Hvis kommunalbestyrelsen agter at nedlægge eller omlægge vejen, skal den iagttage proceduren i § 73 eller i § 74, inden der træffes endelig afgørelse.

Hvis kommunalbestyrelsen agter at meddele afslag på ansøgningen om nedlæggelse eller omlægning af vejen, allerede fordi almene, offentligretlige grunde taler imod, eller fordi kommunalbestyrelsen finder, at de i § 72, stk. 2, nævnte grunde er til hinder for en nedlæggelse eller omlægning, kan kommunalbestyrelsen vælge at gennemføre en almindelig partshøring efter bestemmelserne i forvaltningslovensLovbekendtgørelse nr. 433 af 22. april 2014, som ændret ved lov nr. 503 af 23. maj 2018. §§ 19 og 21.

En tilladelse til at nedlægge en privat fællesvej medfører, at eventuelle vejrettigheder, herunder hævdvundne vejrettigheder, bortfalder, hvis tilladelsen udnyttes. Tilsvarende medfører en tilladelse til at omlægge en privat fællesvej, at eventuelle vejrettigheder bortfalder på det nedlagte vejareal og overgår til det nye vejareal.

Vejdirektoratets udtalelse

Omlægning af privat fællesvej på landet på tredjemands ejendom

Det første tænkte eksempel drejer sig om omlægning af en privat fællesvej på landet. Her ønsker vejejeren at omlægge ind på tredjemands ejendom.

Selvom udgangspunktet ved private fællesveje på landet er, at vejmyndigheden ikke skal godkende udlæg af nye private fællesveje, indebærer bestemmelsen i privatvejslovens § 12, stk. 1, jf. §§ 72-78, at vejmyndigheden skal tage stilling til, om det foreslåede nye vejudlæg kan erstatte det hidtidige vejudlæg. Vejmyndigheden kan i den forbindelse stille saglige vilkår for sin godkendelse af nedlæggelsen af en del af det eksisterende vejudlæg, fx udvidelse af det foreslåede vejudlæg eller et helt andet vejudlæg.

Hvis hverken almene, offentligretlige hensyn taler imod en omlægning, eller de i privatvejslovens § 72, stk. 2, nævnte forhold taler imod en omlægning, vil vejmyndigheden skulle gennemføre en partshøring, herunder af ejeren af den ejendom, hvor det nye udlæg ønskes placeret. Hermed vil vejmyndigheden blive bekendt med, hvorledes pågældende stiller sig til det ansøgte.

Medmindre det af sagen fremgår, at parterne er enige om, hvem der skal anlægge den nye vej, og hvorledes udgifterne hertil fordeles, vil det være et sædvanligt vilkår for en godkendelse af en omlægning, at ansøger sørger for at anlægge vejen i overensstemmelse med vejmyndighedens eventuelle nærmere bestemmelser (vilkår) herom og afholder udgifterne hertil. Vejmyndigheden ville også kunne fastsætte en frist for gennemførelse af projektet, hvis der vurderes at være behov herfor.

Som omtalt kan vejmyndigheden af egen drift bestemme, at en privat fællesvej skal omlægges, jf. privatvejslovens § 72, stk. 1, 2. pkt.

En sådan beslutning er udtryk for, at almene, offentligretlige hensyn taler for en omlægning med en sådan styrke, at vejmyndigheden vil afholde de med beslutningen forbundne omkostninger i form af anlæg af ny vejstrækning, afholdelse af erstatninger til grundejeren, udgifter til tinglysning m.m. Der er således tale om en beslutning af ekspropriationslignende karakter, hvorfor der vil kunne blive tale om, at almenvellet skal kræve denne ændring, at den er proportional og nødvendig.

I sagens natur vil de almene, offentligretlige hensyn, som vejmyndigheden kan varetage med private fællesveje på landet, være mere begrænsede end ved private fællesveje i byer og bymæssige områder. Men det ville ikke kunne udelukkes, at en vejmyndighed kræver en privat fællesvej på landet omlagt af hensyn til trafiksikkerheden ved den private fællesvejs adgang til en kommunevej, ligesom det heller ikke kan udelukkes, at vejmyndigheden kan kræve den private fællesvej omlagt, fordi det ikke er muligt at holde vejen i god og forsvarlig stand på grund af fredninger og beskyttelseslinjer m.m. efter natur- og miljølovgivningen.

Omlægning af privat fællesvej i sommerhusområde på tredjemands ejendom

1. Vejejeren søger om tilladelse til at omlægge vejen ind på tredjemands ejendom.

Forudsat ansøger har en retlig interesse i en sådan omlægning, vil vejmyndigheden være forpligtet til at tage stilling til ansøgningen, jf. privatvejslovens § 71.

Vejmyndigheden kan – ligesom tilfældet ville være ved private fællesveje på landet – spørge ansøger ind til, hvordan tredjemand stiller sig til denne plan, og om ansøger efter sin egen opfattelse på privatretligt grundlag kan gennemføre en eventuel omlægning.

I øvrigt vil vejmyndigheden kunne få oplyst disse spørgsmål i forbindelse med partshøringen af grundejeren (tredjemand).

Privatvejsloven indeholder ikke særlige bestemmelser om landinspektørers arbejde i forbindelse med omlægning eller nedlæggelse af private fællesveje. Men vejmyndigheden kan med henblik på at få oplyst sagen så langt, som det er nødvendigt for at kunne træffe en lovlig og forsvarlig afgørelse, kræve, at ansøger bidrager til sagens oplysning, herunder efter omstændighederne stille særlige krav til disse oplysningers udfærdigelse.

I forbindelse med en eventuel tilladelse til omlægning bør vejmyndigheden gøre tydeligt opmærksom på, at det er et privatretligt spørgsmål, om denne omlægning i praksis kan gennemføres på tredjemands ejendom, samt at det er et privatretligt spørgsmål, hvordan modtageren af tilladelsen fordeler anlægsudgifter m.m. I forhold til de udgifter, der er nævnt i § 76, stk. 1, kan vejmyndigheden træffe bestemmelse om, hvem der skal afholde vejmyndighedens udgifter.

1. En vejberettiget søger om tilladelse til at omlægge vejen til ny linjeføring på vejejers ejendom.

Her gælder de samme forhold som nævnt ovenfor om en vejejers ansøgning om tilladelse til at omlægge en privat fællesvej ind på tredjemands ejendom.

Skal kommunen afholde udgifter til omlægning, hvis almene, offentligretlige vilkår taler for at imødekomme en ansøgning?

Det fremgår af privatvejslovens § 76, stk. 1, at kommunalbestyrelsen kan fordele udgifterne ved sagens behandling, herunder udgifter til notering i matriklen og berigtigelse af tingbogen mellem de grundejere, der har interesse i nedlægningen eller omlægningen.

Bestemmelsen indeholder således ikke et påbud til kommunen om at fordele disse udgifter på en bestemt måde. Men kommunens skøn er dog ikke helt frit, idet kommunalbestyrelsen dels er underlagt lighedsprincippet dels kravet om saglig forvaltning.

Privatvejsloven indeholder ikke særlige bestemmelser, hvorefter kommunalbestyrelsen i forbindelse med meddelelse af tilladelse til at omlægge en privat fællesvej kan afholde udgifterne til vejens etablering helt eller delvist.

I henhold til § 49, stk. 5, kan kommunalbestyrelsen vælge at betale for hele eller dele af vedligeholdelsen, hvis formålet hermed primært er hensynet til den almene færdsel.

Efter Vejdirektoratets opfattelse er det tvivlsomt, om kommunalbestyrelsen med henvisning til denne bestemmelse, kan afholde udgifterne til det nye vejanlæg m.m. i et sådant tilfælde, hvor almene, offentligretlige hensyn taler for at imødekomme den vejberettigedes eller vejejerens ansøgning om omlægning. Dels vil der ikke være tale om vedligeholdelse/istandsættelse af vejen i streng forstand. Dels er Vejdirektoratet ikke bekendt med en sådan anvendelse af bestemmelserne.

Vejdirektoratet er heller ikke bekendt med, om kommunalbestyrelsen efter reglerne om kommunalfuldmagten må bekoste en sådan omlægning af en privat fællesvej.

Hvis det helt overvejende er almene, offentligretlige hensyn, der taler for en omlægning af vejen, og disse hensyn taler med en sådan afgørende styrke, at private hensyn opvejes, vil det af retssikkerhedsmæssige grunde være mest korrekt, at kommunen i dette tilfælde overtager det omhandlede vejstykke som kommunevej (opklassificerer) og eksproprierer efter vejlovens § 96 til omlægning af kommunevejen.

Vejdirektoratet anser hermed kommunens spørgsmål for besvaret.

Hvis I har yderligere spørgsmål, er I velkomne til at kontakte mig.

Vi forbeholder os ret til at offentliggøre denne udtalelse på vores hjemmeside i anonymiseret form under iagttagelse af bestemmelserne i databeskyttelsesforordningenEP og Rfor 2016/679/EU af 27. april 2016 – med virkning fra 25. maj 2018 http://eur-lex.europa.eu/legal-content/DA/TXT/PDF/?uri=CELEX:32016R0679&from=DA og databeskyttelseslovenLov nr. 502 af 23. maj 2018 om supplerende bestemmelser til forordning om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger..

Venlig hilsen

Kim Remme Birkholm

Fuldmægtig