Planklagenævnets afgørelse om lokalplan nr. 368, offentlige formål, [A1], [A2], Horsens

Horsens Kommune vedtog den 7. september 2021 lokalplan nr. 368, offentlige formål, for områderne [A1] og [A2] i Horsens. Danmarks Naturfredningsforening, Horsens, og to privatpersoner klagede over denne planvedtagelse til Planklagenævnet.

Planklagenævnet behandlede fire hovedspørgsmål i sagen:

Offentlig inddragelse og indsigelser

Klagerne anførte, at kommunen havde inddraget høringssvar fra mindreårige og personer uden for kommunen, og at kommunen i oversigten over høringssvar havde anført indsigernes adresse samt hvorvidt de var under 18 år. Kommunen skal vedtage lokalplaner i overensstemmelse med Planlovens kapitel 6, herunder offentlig fremlæggelse i mindst 4 uger, jf. Planlovens § 24, stk. 5. Hvis der er rettidige indsigelser, kan vedtagelsen tidligst ske 4 uger efter indsigelsesfristens udløb, jf. Planlovens § 27, stk. 1.

Inhabilitet

Det blev klaget over, at en kommunal medarbejder muligvis var inhabil, da vedkommende også var kasserer i den spejderforening, der ønskede et nyt hus opført. Desuden blev det anført, at en spejderleder, der tidligere havde været kommunalpolitisk aktiv, havde blandet sig i forvaltningens arbejde, og at borgmesteren og dele af byrådet havde udtalt sig om sagen inden den endelige vedtagelse. Reglerne om personlig inhabilitet findes i Forvaltningslovens § 3, stk. 1, som har til formål at forebygge uvedkommende hensyn og mistillid til forvaltningen.

Forholdet mellem fredning og lokalplan

Klagerne mente, at lokalplanen var i strid med Overfredningsnævnets kendelse af 16. november 1983 om fredning af et område syd for planområdet. Det blev hævdet, at planområdet ikke blev omfattet af fredningen, da kommunen havde tilkendegivet, at der ikke skulle bygges i området. En kommune kan til enhver tid tilvejebringe planforslag, jf. Planlovens § 13, stk. 1, men en lokalplan må ikke stride mod kommuneplanen, jf. Planlovens § 13, stk. 1, nr. 1.

Beslutningsgrundlaget for lokalplanen

Det blev anført, at der ikke var lavet undersøgelser af, hvilken betydning afledning af overfladevand kunne have for området. Kommunen skal overholde almindelige forvaltningsretlige principper, herunder officialprincippet, som sikrer et tilstrækkeligt faktisk og retligt grundlag for afgørelsen.

Planklagenævnet behandlede ikke klagepunkter vedrørende borgerforslag eller miljøvurdering, da disse enten faldt uden for nævnets kompetence eller vedrørte en særskilt afgørelse om miljøvurdering, som ikke var påklaget.

Planklagenævnet kunne ikke give medhold i klagen over Horsens Kommunes endelige vedtagelse af lokalplan nr. 368, hvilket betyder, at lokalplanen fortsat er gældende.

Offentlig inddragelse og indsigelser

Planklagenævnet fandt ikke grundlag for at give medhold i klagen over kommunens behandling af indsigelserne. Nævnet bemærkede, at der ikke er regler i planloven, der forhindrer børn og unge under 18 år eller borgere uden for kommunen i at indgive høringssvar til et lokalplanforslag. Kommunen havde inddraget alle indsigelser i behandlingen af planforslaget, og der forelå ingen oplysninger om, at kommunen havde tillagt det betydning, hvorvidt et høringssvar var modtaget fra en borger uden for kommunen eller fra en borger under 18 år. Planforslaget havde været fremlagt offentligt i den krævede periode, og indsigelserne var blevet behandlet i overensstemmelse med Planlovens § 24, stk. 5 og Planlovens § 27, stk. 1.

Inhabilitet

Planklagenævnet vurderede, at der ikke forelå inhabilitet i sagen. Nævnet lagde vægt på, at den pågældende medarbejder i kommunen kun havde haft indflydelse på processen som privatperson og ikke som ansat havde haft indflydelse på faglige vurderinger eller lokalplanen. Det forhold, at et byrådsmedlem eller en tidligere politiker har et generelt ideelt/politisk ønske om at fremme bestemte interesser, medfører ikke i sig selv inhabilitet, jf. Forvaltningslovens § 3, stk. 1.

Forholdet mellem fredning og lokalplan

Nævnet fandt, at kommunen havde hjemmel til at vedtage lokalplanen. Det fremgik af fredningskendelsen fra 1983, at lokalplanområdet ikke var omfattet af fredningen, og at Overfredningsnævnet havde tillagt byrådet kompetencen til at planlægge for området. Det forhold, at byrådet på tidspunktet for kendelsen havde tilkendegivet, at der ikke var planer om bebyggelse, medførte ikke, at kommunen ikke efterfølgende kunne ændre denne planlægning efter planloven. Lokalplanens bestemmelser om anvendelse af området var i overensstemmelse med Kommuneplan 2017, der var gældende på tidspunktet for lokalplanens vedtagelse, og kommunen havde taget hensyn til områdets beliggenhed i forhold til Nørrestrand-området som helhed, som foreskrevet ved kendelsen af 16. november 1983. Dette var i overensstemmelse med Planlovens § 13, stk. 1.

Beslutningsgrundlaget for lokalplanen

Planklagenævnet fandt ikke, at kommunen havde handlet i strid med officialprincippet ved ikke at have lavet yderligere undersøgelser af betydningen af afledning af overfladevand. Nævnet lagde vægt på, at der ikke i planloven gælder et krav om sådanne undersøgelser. Det fremgik desuden af lokalplanen, at der var udarbejdet en vandhåndteringsplan, og at der var foretaget en miljøvurdering af planforslaget, som ikke var påklaget.