Planklagenævnets afgørelse om landzonetilladelse til hytter på pæle i Kalundborg Kommune

Kalundborg Kommune meddelte den 2. juli 2021 landzonetilladelse til opførelse af tre hytter på pæle på en ejendom i landzone. Dansk Ornitologisk Forening klagede over afgørelsen, hvilket førte til Planklagenævnets behandling af sagen.

Ejendommen og det ansøgte

Ejendommen, der er en del af en større landbrugsejendom, ligger i landzone inden for kystnærhedszonen, ca. 900-1000 m fra kysten. Området er udpeget som Natura 2000-område nr. 154 (Sejerø Bugt, Saltbæk Vig, Bjergene, Diesebjerg og Bollinge Bakker), habitatområde H135 og H244, fuglebeskyttelsesområde F94 og F99 samt Ramsar-område RAMSAR18. Matriklen er desuden en del af landskabskarakterområdet Bregninge Smeltevandsslette.

I kommuneplan 2021 er området udpeget som et større sammenhængende landskab, et værdifuldt geologisk interesseområde, en del af Grønt Danmarkskort, og et landskab med generelle og særlige naturbeskyttelsesinteresser samt økologiske forbindelser. To af de ansøgte placeringer grænser op til fredskov, og alle grænser op til beskyttet natur i form af eng efter Naturbeskyttelsesloven. Placeringerne ligger også inden for skovbyggelinjen i et område, hvor skovrejsning er uønsket.

Ansøgningen omhandlede opførelse af tre hytter på pæle ca. 8,80 m over terræn, med en platform på ca. 4,6 m bredde og 9,8 m længde. Hytterne er designet til at minimere lysforurening og forsynes med strøm, vand og spildevandstank. Parkering er planlagt 400-1000 m fra hytterne. Hytterne ønskes udlejet som en hotellignende overnatningsmulighed i trætophøjde som del af et rewilding- og naturformidlingsprojekt.

Kommunens afgørelse og klagen

Kalundborg Kommune gav landzonetilladelse med den begrundelse, at det ansøgte ikke stred mod planlovens hensyn, ikke ville påvirke landskabet negativt, var tilpasset naturen, ikke var til gene for naboer og fremmede et rewilding-projekt. Kommunen vurderede, at projektet ikke ville påvirke Natura 2000-området væsentligt, da levesteder for udpegningsgrundlagets fuglearter lå i god afstand til hytterne, og aktiviteterne primært ville foregå uden for træktiden.

Dansk Ornitologisk Forening klagede med henvisning til, at det ansøgte ville medføre øget trafik og forstyrrelse af fuglelivet. Klagen anførte desuden, at der ikke kunne gives landzonetilladelse til den ansøgte placering, da den stred mod planlovens formål om at undgå spredt bebyggelse i det åbne land, og at der var tale om hotellignende udlejning frem for primitiv overnatning. Klageren henviste også til en tidligere lignende sag, hvor Planklagenævnet havde givet afslag.

Planklagenævnet ændrede Kalundborg Kommunes afgørelse til et afslag, hvilket betyder, at kommunens tilladelse ikke længere er gældende.

Planklagenævnets kompetence og prøvelse

Planklagenævnet er kompetent til at behandle kommunale afgørelser efter Planlovens § 35, stk. 1 (landzone), jf. Planlovens § 58, stk. 1, nr. 1. Nævnet kan også tage stilling til retlige spørgsmål, herunder om et forhold kræver landzonetilladelse, jf. Planlovens § 58, stk. 1, nr. 3.

Vurdering af påvirkning af Natura 2000-område

Nævnet fandt ikke grundlag for at tilsidesætte kommunens væsentlighedsvurdering vedrørende Natura 2000-området. Dette skyldes, at kommunen havde foretaget en konkret vurdering af de enkelte fuglearter på udpegningsgrundlaget, og klagen indeholdt ingen nye oplysninger, der modbeviste kommunens vurdering. Vurderingen af projekter i Natura 2000-områder skal ske i henhold til Fuglebeskyttelsesdirektivet og Habitatdirektivet, som er implementeret i Bekendtgørelse om administration af planloven i forbindelse med internationale naturbeskyttelsesområder samt beskyttelse af visse arter § 4, stk. 1 og Bekendtgørelse om administration af planloven i forbindelse med internationale naturbeskyttelsesområder samt beskyttelse af visse arter § 4, stk. 2.

Krav om landzonetilladelse

Planklagenævnet fastslog, at opførelsen af de tre hytter udgjorde ny bebyggelse i planlovens forstand og derfor krævede landzonetilladelse efter Planlovens § 35, stk. 1. Ingen af undtagelserne i Planlovens § 5u, Planlovens § 36, Planlovens § 37 eller Planlovens § 38 fandt anvendelse.

Afslag på landzonetilladelse

Et enstemmigt Planklagenævn fandt, at der ikke kunne gives landzonetilladelse til det ansøgte. Nævnet lagde vægt på følgende:

• Spredt bebyggelse: Hytterne ønskedes placeret med stor spredning i det åbne land uden tilknytning til ejendommens hidtidige bebyggelsesarealer. Dette stred mod landzonebestemmelsernes formål om at undgå spredt og uplanlagt bebyggelse i det åbne land.
• Natur- og landskabsudpegninger: Placeringen var i et område med flere natur- og landskabsudpegninger, inden for skovbyggelinjen og kystnærhedszonen. I kystnærhedszonen må der kun gives landzonetilladelse, hvis det ansøgte er af helt underordnet betydning i forhold til de nationale planlægningsinteresser, jf. Planlovens § 5a, stk. 1 og Planlovens § 35, stk. 3. Bebyggelse inden for skovbyggelinjen er som udgangspunkt ikke tilladt inden for 300 m fra skove, jf. Naturbeskyttelsesloven § 17, stk. 1, med en undtagelse for landzonetilladelser, jf. Naturbeskyttelsesloven § 17, stk. 2, nr. 5.
• Hotellignende karakter: Det ansøgte havde en hotellignende karakter, og det forhold, at det var en del af et rewilding- og naturformidlingsprojekt, kunne ikke føre til et andet resultat.
• Præcedensvirkning: Nævnet lagde vægt på hensynet til at undgå fremtidig, uønsket præcedens.

Planklagenævnets afgørelse er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3. En eventuel retssag skal anlægges inden 6 måneder, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 4.