Planklagenævnets afgørelse om lokalplanpligt for telemast i Odsherred

Planklagenævnet vurderede, at opførelsen af telemasten ikke medførte en sådan ændring af det bestående miljø, at det udløste lokalplanpligt. Nævnet lagde vægt på:

• Omfanget af det ansøgte.
• At området allerede er præget af sommerhusbebyggelse og varierende beplantning.
• At telemasten placeres i forbindelse med en dagligvarebutik og nær en større vej.
• At telemasten erstatter en tidligere 24 meter høj rørantenne, hvilket betyder, at området allerede har været præget af teknisk infrastruktur.

Partshøring

Klagerne anførte, at kommunen skulle have gennemført partshøring. Planklagenævnet vurderede spørgsmålet om partstatus i forhold til afgørelsen om lokalplanpligt. Efter Forvaltningslovens § 19, stk. 1 gælder reglerne om partshøring kun for sagens parter. Nævnet fandt, at klagernes interesse i en afgørelse om lokalplanpligt var for indirekte og usikker til at give dem partsstatus, da det alene vedrører en beslutning om at igangsætte en planproces, hvis resultat er usikkert. Derfor var kommunen ikke forpligtet til at partshøre klagerne i denne sag.

Planklagenævnet kunne ikke give medhold i klagen over Odsherred Kommunes afgørelse af 20. juli 2021 om, at opførelse af en 36 meter høj telemast med teknikskabe ikke er lokalplanpligtig. Kommunens afgørelse står dermed ved magt.

Begrundelse for afgørelsen

Planklagenævnet fandt ikke, at opførelsen af telemasten medførte en sådan væsentlig ændring af det bestående miljø, at det udløste lokalplanpligt i henhold til Planloven § 13, stk. 2. Nævnet lagde vægt på, at området allerede var præget af sommerhusbebyggelse og beplantning, at masten placeres ved en dagligvarebutik og en større vej, og at den erstatter en eksisterende antenne.

Vedrørende partshøring fandt nævnet, at klagernes interesse i spørgsmålet om lokalplanpligt var for indirekte og usikker til at give dem partsstatus. Kommunen havde derfor ikke pligt til at partshøre klagerne i forhold til afgørelsen om, at der ikke var lokalplanpligt, jf. Forvaltningslovens § 19, stk. 1.

Afsluttende bemærkninger

Planklagenævnets afgørelse er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3. En eventuel retssag til prøvelse af afgørelsen skal anlægges inden 6 måneder, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 4. Det indbetalte klagegebyr tilbagebetales ikke, da nævnet ikke har givet klageren medhold eller ændret afgørelsen, jf. Bekendtgørelse om gebyr for indbringelse af klager for Planklagenævnet § 3.

• § 3.1 (Områdets anvendelse): Området må kun anvendes til sommerhusbebyggelse og fælles friareal. Kun én bolig må opføres per ejendom.
• § 6.6 (Bebyggelsens omfang og placering): Intet punkt af en bygnings ydervæg eller tagflade må være højere end 5,0 meter over færdigt terræn.

Klager og indsigelser

To beboere i området klagede særskilt til Planklagenævnet over kommunens afgørelse. Klagerne anførte primært, at kommunen havde tilsidesat reglerne om naboorientering i Planloven § 20 og partshøring i forvaltningsloven, idet flere naboer ikke var blevet hørt. Desuden blev det anført, at kommunen ikke havde hjemmel til at give dispensation, da den var i strid med lokalplanens principper, særligt formåls- og anvendelsesbestemmelserne. Klagerne udtrykte også bekymring for værdiforringelse af ejendomme, skyggegener og stråling, samt uforståenhed over mastens placering.

Kommunen svarede, at den havde foretaget nabohøring af 44 ejendomme baseret på en orienteringscirkel og en masteplan, og at dispensationen ikke blev anset for at være i strid med lokalplanens principper.