Planklagenævnets afgørelse om dispensation fra byplanvedtægt vedrørende bebyggelsesgrad i Herlev Kommune

Herlev Kommune meddelte den 20. maj 2020 dispensation fra byplanvedtægt for byplanområde XIII til en bebyggelsesgrad på 0,21 på ejendommen matr.nr. [F1], beliggende [A2] og [A3], 2730 Herlev. Medejerne af ejendommen, der ejer [A2], klagede over afgørelsen. Sagen omhandlede spørgsmål om, hvorvidt forholdet var umiddelbart tilladt eller krævede dispensation, samt om reglerne for partshøring og naboorientering var overholdt.

Ejendommen og byplanvedtægten

Ejendommen matr.nr. [F1] er ejet af en ejerforening og opdelt i to ejerlejligheder, [A2] og [A3]. Klagerne ejer [A2], mens ansøgeren ejer [A3]. Klagen vedrørte en ansøgning om opførelse af en tilbygning på 38 m2 på [A2]. Ejendommen har et grundareal på 1.013 m2 og er omfattet af byplanvedtægt for byplanområde XIII. Byplanvedtægtens § 4, stk. 5, fastsætter, at bebyggelsesgraden maksimalt må udgøre 1/6 af nettogrundarealet, hvilket svarer til 168,8 m2. Det eksisterende byggeri på ejendommen udgjorde allerede 197 m2, hvilket overskred den tilladte bebyggelsesgrad.

Kommunens afgørelse og klagen

Kommunen gav dispensation fra byplanvedtægtens § 4, stk. 5, med den begrundelse, at byplanvedtægten tillod et samlet boligareal på 338 m2, og den ansøgte tilbygning kun ville medføre et samlet boligareal på 270 m2. Klagerne anførte, at kommunens beregning af bebyggelsesgraden var forkert og forvekslet med bebyggelsesprocenten. De gjorde desuden gældende, at de burde have været partshørt og naboorienteret forud for afgørelsen, da dispensationen havde betydning for deres fremtidige byggemuligheder på ejendommen.

Planklagenævnets vurdering af bebyggelsesgrad og dispensation

Planklagenævnet præciserede, at ”bebyggelsesgrad” er byggeriets aftryk i procent af grundarealet, mens ”bebyggelsesprocent” er forholdet mellem det samlede etageareal og grundarealet. Nævnet fastslog, at den eksisterende bebyggelse på 197 m2 allerede overskred den tilladte bebyggelsesgrad på 168,8 m2. Den ansøgte tilbygning på yderligere 20 m2 ville derfor være i strid med byplanvedtægtens § 4, stk. 5, og krævede dispensation, jf. Planlovens § 19. Nævnet bemærkede, at selvom dispensationen var en skønsmæssig vurdering, skulle den overholde almindelige forvaltningsretlige regler.

Partshøring og naboorientering

Planklagenævnet vurderede, at klagerne var parter i sagen, da de var medejere af ejendommen, og dispensationen havde direkte betydning for deres fremtidige byggemuligheder. Kommunen havde ikke partshørt klagerne forud for afgørelsen, hvilket nævnet anså for en væsentlig retlig mangel, jf. Forvaltningslovens § 19, stk. 1. Nævnet fandt, at det ikke kunne udelukkes, at afgørelsen ville have fået et andet indhold, hvis partshøring var sket. Ligeledes fandt nævnet, at kommunen var forpligtet til at naboorientere klagerne, jf. Planlovens § 20, stk. 1, nr. 1, da dispensationen havde væsentlig betydning for klagernes fremtidige byggemuligheder. Den manglende naboorientering blev også anset for en væsentlig retlig mangel, der gjorde afgørelsen ugyldig. Planklagenævnet kan prøve retlige spørgsmål i forbindelse med en kommunes afgørelse efter Planlovens § 58, stk. 1, nr. 3. Klagerne blev anset for klageberettigede, jf. Planlovens § 59, stk. 1, og klagefristen blev anset for overholdt, da klagerne først modtog afgørelsen med klagevejledning den 15. februar 2021.

Planklagenævnet ophæver Herlev Kommunes afgørelse af 20. maj 2020 om dispensation fra § 4, stk. 5, i byplanvedtægt for byplanområde XIII og hjemviser sagen til fornyet behandling i kommunen.

Begrundelse for ophævelse og hjemvisning

Planklagenævnet fandt, at kommunens afgørelse led af væsentlige retlige mangler, idet reglerne om partshøring og naboorientering ikke var overholdt. Klagerne, som var medejere af ejendommen, blev anset for parter i sagen og skulle have været partshørt i henhold til Forvaltningslovens § 19. Desuden skulle klagerne have været naboorienteret i henhold til Planlovens § 20, da dispensationen havde væsentlig betydning for deres fremtidige byggemuligheder på ejendommen. Da det ikke kunne udelukkes, at disse mangler havde haft indflydelse på afgørelsens indhold, blev afgørelsen erklæret ugyldig.

Kommunens fornyede behandling

Når kommunen behandler sagen igen, skal det ske i overensstemmelse med følgende:

• Kommunen skal forinden partshøre klagerne, jf. Forvaltningslovens § 19.
• Kommunen skal desuden foretage en naboorientering, jf. Planlovens § 20.

Planklagenævnets afgørelse er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3. En eventuel retssag til prøvelse af afgørelsen skal være anlagt inden 6 måneder, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 4. Det indbetalte klagegebyr tilbagebetales.