Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse om kystbeskyttelse i Sakskøbing

Sagen omhandler et kystbeskyttelsesprojekt i Sakskøbing, som Fællesrådet for Sakskøbing og Omegn tog initiativ til i 2014 med det formål at nedsætte risikoen for oversvømmelse af lavtliggende bebyggelser og arealer i byområdet. Projektet omfatter etablering af en slusekonstruktion med spunsdæmninger og forhøjelse af eksisterende diger til en kote på +2,2 m DVR90. Slusen er designet til at lukke, når vandstanden stiger til over kote +1,0 m.

Guldborgsund Kommune har i medfør af Kystbeskyttelsesloven § 3, stk. 1 truffet afgørelse om tilladelse til projektet og i medfør af Kystbeskyttelsesloven § 9 a om bidragspligt. Kommunen har indhentet udtalelse fra Kystdirektoratet, som vurderede, at der var behov for højvandsbeskyttelse, og at en kronehøjde på +2,2 m DVR90 var et plausibelt valg. En samfundsøkonomisk analyse viste en betydelig lønsomhed ved projektet.

Kommunen har gennemført flere høringer af grundejere, hvoraf den seneste i 2019 viste en delt opbakning. Som reaktion på ønsker om mere kommunal finansiering besluttede Guldborgsund Kommune at yde et ekstraordinært anlægsbidrag på 5 mio. kr. inkl. moms. Kommunen har desuden truffet afgørelse efter Miljøvurderingsloven § 21 om, at projektet ikke kræver en miljøkonsekvensrapport, og efter Habitatbekendtgørelsen for søterritoriet § 3 om, at der ikke skal udarbejdes en konsekvensvurdering.

To bidragspligtige ejendomsejere har påklaget afgørelsen til Miljø- og Fødevareklagenævnet. Klagerne har anført, at deres ejendomme, der delvist ligger under kote +1,0 m, fortsat vil blive oversvømmet, og at den del, der ligger mellem kote +1,5 og +2,2 m, kun udgør 31 m2 og består af en haveskrænt, der allerede fungerer som naturlig kystbeskyttelse. De mener derfor ikke at opnå tilstrækkelig nytte til at begrunde bidragspligt. Desuden har de rejst tvivl om den fornødne opbakning til projektet, idet de mener, at afstemningsprocessen har været fejlbehæftet.

Miljø- og Fødevareklagenævnet stadfæster Guldborgsund Kommunes afgørelse af 9. juni 2021 om tilladelse til kystbeskyttelsesprojektet i Sakskøbing samt afgørelse om bidragspligt.

Vurdering af bidragspligt

Nævnet fandt, at Guldborgsund Kommunes valg af en bidragsfordelingsmodel, hvor alle ejendomme, der helt eller delvist er beliggende under kote +2,2 m DVR90, skal betale et administrationsbidrag, er acceptabelt. Dette er baseret på Danmarks Højdemodel og den fastsatte sikringskote på +2,2 m DVR90, som er et objektivt konstaterbart kriterium. Nævnet lagde vægt på, at Kystbeskyttelsesloven § 9 a hjemler fastsættelse af bidragspligt for alle, der drager nytte af foranstaltningerne, og at der for hele området er en ikke uvæsentlig oversvømmelsesrisiko. Kystdirektoratet har vurderet et behov for højvandsbeskyttelse med den valgte sikringskote.

Nævnet vurderede, at den ligelige fordeling af udgifterne, hvor alle ejendomme under kote +2,2 m DVR90 pålægges bidragspligt med én administrationspart, ligger inden for rammerne af Kystbeskyttelsesloven § 9 a og Kystdirektoratets vejledning. Selvom behovet for kystbeskyttelse kan variere, opnår alle grundejere med værdier sårbare over for oversvømmelse en sammenlignelig beskyttelse. Det pålagte bidrag blev ikke anset for at være uproportionalt med den opnåede beskyttelse, og det forhold, at kun en mindre del af klagernes matrikler ligger under den fastsatte kote, ændrer ikke ved afgørelsen, da der ikke er krav om en vis andel af ejendommen, der skal beskyttes.

Vurdering af opbakning til projektet

Miljø- og Fødevareklagenævnet bemærkede, at Guldborgsund Kommunes afgørelse om at fremme projektet i henhold til Kystbeskyttelsesloven § 2 a, stk. 3 ikke kan påklages til nævnet, jf. Kystbeskyttelsesloven § 18, stk. 2. Nævnet fandt, at kommunens beslutning om at fremme sagen og senere meddele tilladelse var i overensstemmelse med Kystbeskyttelsesloven § 2, stk. 1. Dette skyldes, at Kystdirektoratet har vurderet, at der var et behov for kystbeskyttelse, hvilket i sig selv er tilstrækkeligt til at fremme et fællesprojekt. Desuden var der ikke et overvejende flertal imod projektet, og kommunen har ydet yderligere finansiering efter ønske fra de bidragspligtige. Nævnet fandt derfor ikke grundlag for at tilsidesætte kommunens afgørelse på grund af klagernes bemærkninger om manglende fornøden opbakning.