Planklagenævnets afgørelse om dispensation fra byplanvedtægt vedrørende vejbyggelinje og bebyggelsesgrad

Hvidovre Kommune traf den 9. juni 2021 afgørelse om afslag på dispensation fra byplanvedtægt nr. 15 for ejendommen [A1], 2650 Hvidovre. Afslaget vedrørte opførelse af en tilbygning, der ville overskride både vejbyggelinjen og den tilladte bebyggelsesgrad.

Ejendommen og byplanvedtægten

Ejendommen er omfattet af byplanvedtægt nr. 15, Område ved Idrætsvej, Brostykkevej, Sydkærsvej og Karise Allé. Byplanvedtægten fastsætter følgende relevante bestemmelser:

• Vejbyggelinje: I byplanvedtægtens § 3 er der fastsat en vejbyggelinje på 10 meter fra vejmidten langs [A2]. Den ansøgte tilbygning ønskes opført tættere på vejmidten end de tilladte 10 meter.
• Bebyggelsesgrad: Byplanvedtægtens § 5.1 fastsætter, at bebyggelsesgraden maksimalt må udgøre 1/5 af nettogrundarealet. Med den ansøgte tilbygning ville bebyggelsesgraden overstige denne grænse.

Kommunens begrundelse for afslag

Kommunen begrundede afslaget med et ønske om at bevare parcelhusområdernes åbne og grønne præg ud mod vejen. En dispensation ville ifølge kommunen ændre områdets karakter og den visuelle oplevelse af kvarteret, hvor bebyggelsen primært holdes væk fra vejskel. Kommunen henviste desuden til lighedsgrundsætningen og anførte, at tidligere dispensationer for bebyggelse tæt på vejskel typisk har holdt sig omkring 5 meter fra vejskel, med undtagelse af ejendommen [A3], hvor der blev givet dispensation ned til 2,5 meter. Kommunen bemærkede, at den ansøgte tilbygning ønskes placeret tættere på vejskel end 2,5 meter. Endvidere vurderede kommunen, at der på ejendommen [A1] var mulighed for at etablere en bolig af rimelig størrelse inden for det eksisterende byggefelt, da grundene i området er udstykket med varierende udformninger og størrelser af byggefelter.

Klagerens anbringender

Ejeren af ejendommen klagede over afgørelsen og anførte, at forholdene på ejendommen [A3] var sammenlignelige med det ansøgte projekt, især med hensyn til afstand til vejskel og overskridelse af bebyggelsesgraden. Klageren bestred kommunens oplysning om, at tilbygningen ville være placeret tættere på vejskel end 2,5 meter, idet afstanden fra ydermur til vejskel var 2,5 meter. Klageren mente, at afgørelsen for [A3] burde lægges til grund for at opfylde lighedsgrundsætningen. Desuden gjorde klageren gældende, at der var skabt berettigede forventninger under en indledende samtale med kommunen den 3. februar 2021, hvor klageren fik indtryk af, at der ikke skulle søges særskilt dispensation for bebyggelsesgraden.

Planklagenævnet behandlede klagen over Hvidovre Kommunes afslag på dispensation fra byplanvedtægt nr. 15. Nævnet kan prøve retlige spørgsmål i forbindelse med kommunens afgørelse efter Planloven § 58, stk. 1, nr. 3.

Krav om dispensation

Nævnet fastslog, at byplanvedtægtens bestemmelser er bindende over for borgerne i henhold til Planloven § 18. Da den ansøgte tilbygning ville overskride både vejbyggelinjen i byplanvedtægtens § 3 og bebyggelsesgraden i § 5.1, krævede forholdet dispensation i henhold til Planloven § 19. Selve afslaget på dispensation er en skønsmæssig vurdering, som Planklagenævnet ikke kan efterprøve, men nævnet vurderede, om kommunens afgørelse var i overensstemmelse med almindelige forvaltningsretlige regler og retsgrundsætninger, herunder lighedsgrundsætningen og berettigede forventninger.

Lighedsgrundsætningen

Planklagenævnet vurderede, om kommunen havde overholdt lighedsgrundsætningen, som indebærer, at ens sager som udgangspunkt skal have samme resultat, medmindre der er en saglig og planlægningsmæssig begrundelse for forskelsbehandling.

• Vejbyggelinjen: Kommunen anførte, at sagerne for [A1] og [A3] ikke var sammenlignelige på grund af forskellig udformning af byggefelterne. Kommunen oplyste desuden, at den har fået en mere restriktiv praksis for dispensationer fra vejbyggelinjer generelt i de seneste år. Da klagerens sag er fra 2021 og den sammenlignelige sag fra 2008/2009, fandt Planklagenævnet ikke, at Hvidovre Kommunes afslag var udtryk for usaglig forskelsbehandling i forhold til vejbyggelinjen. Nævnet bemærkede desuden, at byplanvedtægtens § 3 om vejbyggelinjen på 10 meter ikke var overholdt, uanset om udhænget blev medregnet i opmålingen.
• Bebyggelsesgraden: Kommunen erkendte, at der tidligere var givet dispensationer til bebyggelsesgrad i området, og at et projekt, der kun krævede dispensation herfra, sandsynligvis ville kunne godkendes. Kommunen havde dog foretaget en samlet vurdering og vurderede, at en dispensation til både overskridelse af bebyggelsesgraden og vejbyggelinjen ville ændre områdets karakter. På den baggrund fandt Planklagenævnet ikke, at kommunens afslag var udtryk for usaglig forskelsbehandling i forhold til bebyggelsesgraden. Nævnet bemærkede, at klageren havde mulighed for at ændre projektet, så det ikke overskred vejbyggelinjen, og herefter anmode om dispensation til bebyggelsesgraden.

Berettigede forventninger

Planklagenævnet vurderede, om klageren havde haft en berettiget forventning om, at kommunen ville dispensere til overskridelsen af bebyggelsesgraden. Nævnet lagde vægt på, at klageren ikke havde modtaget en direkte eller indirekte besked fra kommunen om, at der ville blive dispenseret. Dialogen havde alene omhandlet udnyttelsesgraden, og kommunen havde oplyst, at der ikke blev truffet afgørelse under samtalen.

Afsluttende bemærkninger

Planklagenævnet kunne ikke give medhold i klagen over Hvidovre Kommunes afgørelse af 9. juni 2021. Kommunens afgørelse står dermed ved magt. Afgørelsen er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3. En eventuel retssag skal anlægges inden 6 måneder, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 4. Det indbetalte klagegebyr tilbagebetales ikke, da klagen ikke blev imødekommet, jf. Bekendtgørelse om gebyr for indbringelse af klager for Planklagenævnet § 3.