Klage over afslag på dispensation til støttemur og terrænregulering i Sorø Kommune

Sorø Kommune afslog den 15. april 2021 en ansøgning om dispensation fra lokalplan nr. SK 47, Boligområdet Klokkergården på Frederiksberg, vedrørende en opført støttemur og terrænregulering mellem ejendommene [A2] og [A3]. Ejendommen [A2] er omfattet af lokalplanen, som fastsætter regler for terrænregulering og hegn.

Lokalplanens bestemmelser

Lokalplanens formål er at fastlægge områdets anvendelse til boligformål, sikre en overordnet disponering med vej- og stibetjening samt rekreative strukturer, muliggøre fleksibel udbygning med hensyn til kvalitet og kulturhistoriske/landskabelige kvaliteter, samt håndtere regnvand via naturlige lavninger.

De relevante bestemmelser i lokalplanen er:

• § 9.1 om terrænregulering: Bebyggelsen skal tilpasses det naturlige terræn for at undgå unødigt store reguleringer. Maksimal terrænregulering er +/- 0,5 meter. Terrænregulering er ikke tilladt inden for 1 meter fra skel.
• § 9.9 om hegn: Hegn omkring private opholdsarealer må kun etableres som levende hegn/hæk. Et trådhegn på maks. 1,2 meter kan etableres bag det levende hegn.

Sagsforløb

Klagerne sendte den 26. april 2017 en forespørgsel til kommunen vedrørende opførelse af en støttemur og terrænregulering. Ved en besigtigelse den 4. maj 2017 konstaterede kommunen, at støttemuren allerede var opført. Kommunen anmodede den 11. maj 2017 om supplerende oplysninger og oplyste, at støttemuren ville kræve dispensation fra lokalplanens § 9.9, og at kommunen som udgangspunkt ikke var indstillet på at tillade regulering af fællesarealerne. Klagerne inviterede kommunen til et møde, men kommunen fastholdt kravet om skriftligt materiale.

Da kommunen ved en besigtigelse den 2. september 2020 konstaterede, at støttemuren stadig var opført, og de supplerende oplysninger ikke var modtaget, rykkede kommunen den 7. januar 2021 for oplysningerne og præciserede, at der skulle søges dispensation fra både § 9.1 og § 9.9. Klagerne indsendte ansøgningen med supplerende oplysninger den 30. april 2020 (korrigeret fra 2020 til 2021 baseret på kontekst). Den 10. marts 2021 behandlede Teknik- og Miljøudvalget sagen og besluttede at give afslag på dispensation samt at igangsætte en lovliggørelsessag.

Kommunens afslag

Sorø Kommune begrundede afslaget med et ønske om at undgå terrasselignende terrænreguleringer i skel, da støttemure ikke anses for hensigtsmæssige og kan skabe problemer med regnvandsafledning samt danne præcedens.

Klagen til Planklagenævnet

Ejerne af [A2] og [A3] klagede over afgørelsen. Planklagenævnet behandlede følgende spørgsmål:

• Om klagerne havde berettigede forventninger som følge af myndighedspassivitet og indrettelseshensyn.
• Om kommunen havde hjemmel til at give afslag på dispensation, jf. Planloven § 19.
• Om reglerne om partshøring var overholdt, jf. Forvaltningsloven § 19.
• Om kommunen havde overholdt de forvaltningsretlige principper om proportionalitet og værdispild.

Planklagenævnet har kompetence til at tage stilling til retlige spørgsmål i forbindelse med en kommunes afgørelse efter planloven, jf. Planloven § 58, stk. 1, nr. 3. Nævnet kan dog ikke behandle klager over isolerede sagsbehandlingsspørgsmål, der ikke har betydning for afgørelsens gyldighed, såsom kommunens orientering af pressen.

Planklagenævnet ophævede den del af Sorø Kommunes afgørelse, der vedrørte dispensation fra lokalplanens § 9.9, men kunne ikke give medhold i den resterende del af klagen. Dette betyder, at kommunens afgørelse om, at støttemuren ikke er i overensstemmelse med lokalplanens § 9.1, fastholdes.

Vurdering af dispensationskrav

Planklagenævnet vurderede, at bestemmelserne i en lokalplan er bindende over for borgerne, jf. Planloven § 18. Dispositioner, der ikke er i overensstemmelse med lokalplanen, kræver dispensation.

• Lokalplanens § 9.9 (Hegn): Nævnet fandt, at støttemuren ikke er et hegn i lokalplanens § 9.9's forstand, da den primært er etableret for at undgå opmagasinering af regnvand og holde på jorden, og dermed ikke varetager hegnsfunktioner. Støttemuren er derfor umiddelbart tilladt efter denne bestemmelse og kræver ikke dispensation.
• Lokalplanens § 9.1 (Terrænregulering): Nævnet konstaterede, at støttemuren er placeret 20-30 cm fra skel, og at der er terrænreguleret med ca. 49 cm. Dette er i strid med lokalplanens § 9.1, som forbyder terrænregulering inden for 1 meter fra skel. Forholdet kræver derfor dispensation, jf. Planloven § 19.

Fortabelse af retten til at kræve lovliggørelse

Klagerne anførte, at kommunens passivitet i ca. 3 år havde skabt en berettiget forventning om, at støttemuren var lovlig. Planklagenævnet fandt dog ikke, at kommunen havde udvist myndighedspassivitet, der fortabte retten til at kræve lovliggørelse. Nævnet lagde vægt på, at kommunen tydeligt havde informeret klagerne om, at projektet krævede dispensation, og at kommunen som udgangspunkt ikke var indstillet på at dispensere. Klagerne valgte at gennemføre projektet, selvom sagen ikke var færdigbehandlet. Tidsrummet på 3-4 år blev desuden anset for for kort til at skabe berettigede indrettelseshensyn, der kunne begrænse kommunens mulighed for at kræve lovliggørelse.

Mulighed for at give dispensation

Nævnet vurderede, at lokalplanens § 9.1 og § 9.9 er bebyggelsesregulerende bestemmelser og ikke en del af planens principper. Derfor var det muligt for kommunen at dispensere fra bestemmelserne efter en konkret vurdering, jf. Planloven § 19, stk. 1. Kommunens afslag på dispensation var en skønsmæssig vurdering, som Planklagenævnet ikke kan efterprøve. Nævnet fandt, at kommunen havde hjemmel til at give afslag på dispensation fra begge bestemmelser.

Partshøring

Klagerne anførte, at kommunen ikke havde foretaget lovpligtig partshøring. Planklagenævnet konstaterede, at kommunen ikke havde partshørt ansøgerne over den påtænkte afgørelse. Nævnet fandt dog, at kommunen ikke var forpligtet til partshøring, da der ikke var bestemte oplysninger om sagens faktiske omstændigheder eller eksterne faglige vurderinger, som ejerne ikke var bekendt med, og som gik dem imod, jf. Forvaltningslovens § 19, stk. 1.

Proportionalitet og værdispild

Klagerne argumenterede for, at det ville være byrdefuldt og uforholdsmæssigt at fjerne støttemuren. Planklagenævnet fandt ikke, at en lovliggørelse af støttemuren og reetablering af terrænet ville medføre et sådant værdispild, at det kunne opveje hensynet til retshåndhævelsen. Nævnet vurderede, at kommunens afslag på dispensation ikke var ude af proportion med interessen i retshåndhævelsen, herunder hensynet til at undgå præcedensvirkning.

Afsluttende bemærkninger

Planklagenævnets afgørelse er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3. En eventuel retssag til prøvelse af afgørelsen skal være anlagt inden 6 måneder, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 4. Afgørelsen er truffet af formanden på nævnets vegne, jf. Lov om Planklagenævnet § 4, stk. 1. Klagegebyret tilbagebetales.