Planklagenævnets afgørelse om dispensation fra lokalplan for erhvervsområde i Daugård

Hedensted Kommune traf den 22. december 2020 afgørelse om dispensation fra lokalplan nr. 1023 for et erhvervsområde i Daugård. Dispensationen vedrørte opførelse af en hal med to tennisbaner på ejendommen [A1], 8721 Daugård. Dagen efter, den 23. december 2020, traf kommunen en indirekte afgørelse om, at byggeriet – bortset fra dispensationen – var i overensstemmelse med lokalplanen.

En gruppe beboere i området klagede over disse afgørelser, hvilket førte til Planklagenævnets behandling af sagen.

Ejendommen og Lokalplanen

Ejendommen er omfattet af lokalplan nr. 1023, der udlægger området til erhvervsformål som let industri, produktionsvirksomhed, lager, håndværks- og værkstedsvirksomheder, udstillingsareal samt kontorer, jf. lokalplanens § 1 og § 3.1. Lokalplanen fastsætter også bestemmelser for bebyggelsens omfang og placering, herunder:

• Bebyggelsesprocent: Må ikke overstige 25 % (lokalplanens § 7.1).
• Bygningshøjde: Må ikke overstige 8,5 m målt fra oprindeligt terræn (lokalplanens § 7.2).
• Byggelinjer: En byggelinje på 20 m fra vejskel langs [A4] (lokalplanens § 7.4).

Lokalplanens § 12 angiver, at byrådet kan meddele dispensation til mindre væsentlige lempelser af lokalplanens bestemmelser, forudsat at det ikke ændrer områdets særlige karakter.

Kommunens Afgørelser

Kommunen meddelte dispensation fra lokalplanens §§ 7.1, 7.2 og 7.4 for at tillade overskridelse af bebyggelsesprocent, byggehøjde og byggelinje. Byggeriet, en hal på 1.167 m² med to tennisbaner (ca. 521 m²) og et tekøkken, var tiltænkt som et velfærdsområde for virksomhedens ansatte, med mulighed for senere anvendelse til lager.

Klagepunkter

Klagerne anførte, at byggeriet til privat sport og fritid var i strid med lokalplanens formål og principper. De mente, at dispensationerne fra lokalplanens § 7.1, 7.2 og 7.4 var ugyldige, da de var i strid med lokalplanens formål og principper, og at de kumulerede dispensationer var så væsentlige, at de overskred rammerne for dispensation, jf. lokalplanens § 12. Desuden klagede de over, at reglerne om naboorientering, jf. Planlovens § 20, og partshøring, jf. Forvaltningslovens § 19, ikke var overholdt. Klagerne fremhævede også væsentlige gener som visuelle gener, skyggevirkning og værditab, samt overskridelse af den naboretlige tålegrænse.

Planklagenævnet behandlede sagen ud fra retlige spørgsmål, jf. Planlovens § 58, stk. 1, og kunne ikke tage stilling til spørgsmål om afgørelsens hensigtsmæssighed eller den naboretlige tålegrænse, da disse er privatretlige anliggender.

Byggeriets Anvendelse og Lokalplanens Principper

Planklagenævnet vurderede, at indretning og anvendelse af en hal på 1.167 m² med to tennisbaner (ca. 45 % af arealet) til brug for virksomhedens ansatte ikke havde karakter af erhvervsformål eller kunne anses som en naturlig del af en erhvervsvirksomhed. Nævnet fandt derfor, at den ansøgte anvendelse var i strid med lokalplanens § 3.1 og krævede dispensation. Da anvendelsesbestemmelsen i lokalplanens § 3 er en del af planens principper, fandt nævnet, at det ville være i strid med Planlovens § 19 at dispensere fra denne bestemmelse. Kommunens indirekte afgørelse om, at anvendelsen var i overensstemmelse med lokalplanen, blev derfor ophævet, og sagen hjemvist til fornyet behandling.

Dispensation fra Bebyggelsesregulerende Bestemmelser

Planklagenævnet fandt, at lokalplanens §§ 7.1, 7.2 og 7.4, der regulerer bebyggelsesprocent, bygningshøjde og byggelinjer, ikke er en del af planens principper. Derfor havde kommunen hjemmel til at give dispensation fra disse bestemmelser, jf. Planlovens § 19. Nævnet bemærkede, at lokalplanens § 12, som forsøger at indskrænke adgangen til dispensation, ikke har retsvirkning, da den er i strid med Planlovens § 19. Klagerens henvisning til Planlovens § 16 om kystnærhedszonen blev afvist, da denne bestemmelse kun gælder ved vedtagelse af lokalplaner og ikke ved dispensationer fra en allerede vedtaget plan.

Naboorientering og Partshøring

Planklagenævnet fandt ikke grundlag for at tilsidesætte kommunens skønsmæssige vurdering af, at forudgående orientering af klagerne efter Planlovens § 20 var af underordnet betydning. Klagerne boede mindst 60 m fra byggeriet, og deres ejendomme lå uden for lokalplanområdet.

Vedrørende partshøring efter Forvaltningslovens § 19 fandt nævnet, at klagerne ikke var så væsentligt berørt af byggeriet, at de havde partsstatus. De visuelle gener, tab af lys eller udsigt blev ikke anset for at have en sådan karakter og styrke, at det medførte partsstatus.

Konklusion

Planklagenævnet kunne ikke give medhold i klagen over Hedensted Kommunes afgørelse af 22. december 2020 om dispensation fra §§ 7.1, 7.2 og 7.4 i lokalplan nr. 1023. Nævnet ophævede dog den del af kommunens indirekte afgørelse af 23. december 2020, som omhandlede byggeriets anvendelse til rekreative formål, og hjemviste sagen til fornyet behandling. Klagegebyret for den del af sagen, der blev hjemvist, blev tilbagebetalt, jf. Bekendtgørelse om gebyr for indbringelse af klager for Planklagenævnet § 3. Afgørelsen er endelig, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3.