Afslag på dispensation til arealoverførsel fra grønt område

Sagen omhandler Svendborg Kommunes afslag af 6. maj 2021 på en ansøgning om dispensation fra partiel byplanvedtægt nr. IV, Egebjerg Kommune. Ansøgningen vedrørte en arealoverførsel af en del af matr.nr. [F1] til ejendommen [A1], 5771 Stenstrup.

Matr.nr. [F1] er omfattet af partiel byplanvedtægt nr. IV, vedtaget i 1972. Arealet ligger i byplanvedtægtens delområde 3, som ifølge byplanvedtægtens § 2 er udlagt til offentligt formål (grønt område). Desuden fastsætter byplanvedtægtens § 5.3, at arealer markeret med træsignatur på kortbilaget ikke må udstykkes til bebyggelse, men skal udlægges til friarealer for bebyggelse. Den del af matr.nr. [F1], som ønskes arealoverført, er netop markeret med træsignatur.

Kommunen begrundede afslaget med, at den ansøgte arealoverførsel var i strid med byplanvedtægtens § 5.2 og § 5.3, da arealet er udlagt til grønt område. Ansøgeren klagede over denne afgørelse, og klagen blev behandlet af Planklagenævnet.

Planklagenævnet har behandlet klagen over Svendborg Kommunes afslag på dispensation og kan ikke give medhold i klagen, hvilket betyder, at kommunens afgørelse fastholdes.

Planklagenævnets kompetence

Planklagenævnet kan alene tage stilling til retlige spørgsmål i forbindelse med en kommunes afgørelse efter Planloven § 58, stk. 1, nr. 3. Nævnet har ikke kompetence til at behandle isolerede sagsbehandlingsspørgsmål, der ikke har betydning for afgørelsens gyldighed. Klagerens anbringender om manglende overholdelse af vejledningspligten i Forvaltningsloven § 7 og manglende klagevejledning i strid med Forvaltningsloven § 25 kunne ikke føre til ugyldighed af kommunens afgørelse og blev derfor ikke behandlet af nævnet.

Krav om dispensation

Planklagenævnet vurderede, at den ansøgte arealoverførsel er i strid med byplanvedtægtens § 5.3, som fastsætter, at arealer markeret med træsignatur skal udlægges til friarealer. En arealoverførsel til privat ejendom ville ændre arealets karakter fra friareal. Forholdet er derfor ikke umiddelbart tilladt efter Planloven § 18 og kræver dispensation i henhold til Planloven § 19.

Mulighed for at give dispensation

En kommune kan dispensere fra en byplanvedtægt, hvis dispensationen ikke er i strid med planens principper, jf. Planloven § 19, stk. 1. Videregående afvigelser kræver vedtagelse af en ny lokalplan, jf. Planloven § 19, stk. 2. Byplanvedtægtens § 2 udlægger delområde 3 til offentlige formål (grønt område). Planklagenævnet fandt, at den ansøgte arealoverførsel ikke ligger tæt på den umiddelbart tilladte anvendelse, og en dispensation ville derfor være i strid med planens principper. Kommunens afslag på dispensation havde således hjemmel i byplanvedtægten og planloven.

Lighedsgrundsætningen

Klageren anførte, at borgerne blev forskelsbehandlet, da en anden ejer angiveligt var blevet tilbudt at købe en del af samme matrikel. Planklagenævnet fastslog, at selv hvis kommunen tidligere havde givet dispensation i en lignende sag, kan dette ikke føre til, at klageren har krav på dispensation i strid med Planloven § 19, da kommunen ikke har hjemmel til at give dispensation i den konkrete sag. Desuden bemærkede nævnet, at det andet areal var omfattet af en anden lokalplan (Lokalplan 558), som ikke udlagde området til offentlige formål, hvilket adskiller sagerne.

Officialprincippet

Klageren mente, at kommunens afgørelse ikke var tilstrækkeligt belyst. Planklagenævnet fandt ikke, at kommunen havde handlet i strid med officialprincippet. Nævnet lagde vægt på, at kommunen havde inddraget relevante kortbilag og bestemmelser i byplanvedtægten og vurderet, at dispensation ikke kunne meddeles.

Planklagenævnets afgørelse er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3. Eventuel retssag skal anlægges inden 6 måneder, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 4. Klagegebyret tilbagebetales ikke, jf. Bekendtgørelse om gebyr for indbringelse af klager for Planklagenævnet § 3.