Planklagenævnets afgørelse om havemur og byplanvedtægt i Aabenraa Kommune

Aabenraa Kommune traf den 22. februar 2021 afgørelse om, at en havemur på ejendommen [A1] ikke var reguleret af byplanvedtægt nr. 1, Området omkring Stentoftvej, Jørgensgårds og Dambjerg. To genboer klagede over denne afgørelse, hvilket førte til Planklagenævnets behandling af sagen.

Ejendommen og plangrundlaget

Klagen vedrører en havemur på ejendommen [A1], matr.nr. [F1]. Ejendommens ejere havde tilkøbt et mindre vejareal, som på tidspunktet for byplanvedtægtens vedtagelse ikke lå inden for dens område. Dette vejareal blev efterfølgende overført til matr.nr. [F1].

En del af ejendommen er omfattet af byplanvedtægt nr. 1. Byplanvedtægtens § 1 fastsætter:

• § 1.1: Området begrænses af Stentoftvej, Jørgensgård og vestskellet for Jørgensgård skov.
• § 1.2: Det omfatter specifikke matrikelnumre, herunder [F1], samt alle herfra fremtidig udstykkede parceller. Byplanvedtægtens kortbilag viser, at planområdet ud for matr.nr. [F1] er afgrænset af Stentoftvej, som i dag hedder [A2]. Det tilkøbte vejareal var en del af denne afgrænsning.

Sagens tidligere forløb

Kommunen udstedte den 7. august 2019 byggetilladelse til opførelse af havemuren. Efterfølgende modtog kommunen en henvendelse fra klagerne, der gjorde gældende, at byplanvedtægt nr. 1 var relevant for havemuren. Kommunen erkendte den 7. maj 2020, at bygningsmyndigheden ved en fejl ikke havde taget stilling til byplanvedtægten i forbindelse med byggetilladelsen, og undersøgte mulighederne for en lovliggørende dispensation. Klagerne påklagede kommunens svar, hvorefter kommunen genoptog sagen.

Den påklagede afgørelse

Aabenraa Kommune svarede den 22. februar 2021 på klagernes henvendelse. Kommunen fastholdt, at byplanvedtægten ikke fandt anvendelse, da havemuren var opført på det tilkøbte areal (tidligere vejareal), som ikke havde været omfattet af byplanvedtægten. Kommunen henviste til praksis om, at den oprindelige afgrænsning i byplanvedtægtens kortmateriale fastholdes.

Planklagenævnet har behandlet klagen over Aabenraa Kommunes afgørelse om, hvorvidt en havemur er reguleret af byplanvedtægt nr. 1.

Planklagenævnets kompetence og klageberettigelse

Planklagenævnet er kompetent til at behandle retlige spørgsmål i forbindelse med kommunale afgørelser efter Planloven § 58, stk. 1, nr. 3. Kommunens afgørelse om, at havemuren er umiddelbart tilladt, betragtes som en afgørelse efter Planloven § 18, som nævnet kan prøve.

Kommunen bestred klagernes klageberettigelse. Planklagenævnet vurderede dog, at klagerne, som bor direkte over for ejendommen med kun en sti imellem, havde tilstrækkelig retlig interesse i sagens udfald og dermed var klageberettigede i henhold til Planloven § 59.

Vurdering af byplanvedtægtens anvendelse

Planklagenævnet fandt, at byplanvedtægt nr. 1 ikke finder anvendelse på det tilkøbte areal. Nævnet lagde vægt på, at arealet ikke var en del af matr.nr. [F1] ved byplanvedtægtens vedtagelse i 1955, men derimod en del af Stentoftvej, som byplanvedtægten var afgrænset af, jf. byplanvedtægtens § 1.1. Selvom begrebet "udstykning" i 1955 dækkede forskellige matrikulære ændringer, herunder arealoverførsel, medfører en arealoverførsel fra en ejendom uden for planområdet ikke, at det overførte areal bliver omfattet af byplanvedtægten. Dette skyldes, at byplanvedtægtens § 1.2 alene omfatter udstykkede parceller fra de nævnte ejendomme. På dette grundlag er opførelse af en havemur på det tilkøbte areal umiddelbart tilladt efter planloven.

Beslutningsgrundlaget og officialprincippet

Klagerne anførte, at en del af muren var placeret inden for eller på grænsen til byplanvedtægtens oprindelige område, og at kommunen ikke havde foretaget tilstrækkelig opmåling. Kommunen erkendte, at den ikke var i besiddelse af præcise oplysninger om murens bredde og ikke kunne afvise, at få centimeter af muren lå inden for byplanvedtægtens område.

Planklagenævnet fandt, at denne usikkerhed omkring havemurens nøjagtige placering betød, at kommunen ikke havde det fornødne grundlag for at træffe afgørelse i sagen. Kommunen havde dermed handlet i strid med officialprincippet, som kræver, at myndigheden selv fremskaffer de nødvendige oplysninger for at sikre et tilstrækkeligt faktisk og retligt grundlag for afgørelsen. Denne mangel blev anset for en væsentlig retlig mangel, der medfører afgørelsens ugyldighed.

Forhold der ikke blev behandlet

Planklagenævnet afviste at behandle flere klagepunkter, da de enten ikke vedrørte afgørelser efter planloven eller ikke var omfattet af den påklagede afgørelse:

• Grundsalg, hævd og udstykningskontrol: Disse forhold vedrører ikke planloven.
• Forholdet til byggelovgivningen: Klagepunkter vedrørende byggeloven er ikke Planklagenævnets kompetence og henvises til Byggeklageenheden.
• Arealoverførslen: Erklæringen om arealoverførsel er ikke en afgørelse efter planloven, og klager blev henvist til Vejdirektoratet.
• Kommuneplanen og landsplandirektiver: Bestemmelser i kommuneplaner og landsplandirektiver er ikke umiddelbart bindende over for borgere og udgør ikke afgørelser efter Planloven § 58.
• Den påklagede afgørelse (terrænregulering): Klagepunktet om terrænregulering og overfladevand var ikke omfattet af den afgørelse, der blev klaget over.
• Hensigtsmæssighed: Klagepunkter om ejendomsværdi og attraktionsværdi vedrører ikke retlige forhold efter planloven.

Afgørelse

Planklagenævnet ophæver Aabenraa Kommunes afgørelse af 22. februar 2021. Dette betyder, at kommunens afgørelse ikke længere gælder. Hvis kommunen behandler sagen igen, skal den oplyse sagen i tilstrækkeligt omfang, herunder sikre præcise oplysninger om havemurens faktiske placering, jf. officialprincippet.

Afgørelsen er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3. En eventuel retssag skal anlægges inden 6 måneder, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 4. Det indbetalte klagegebyr tilbagebetales.