Afvisning af klage over miljøgodkendelse og udledningstilladelse til metalskrotplads grundet manglende klageberettigelse

Sagen omhandler en klage over Kolding Kommunes afgørelse af 2. marts 2021, som gav tilladelse til udledning af overfladevand og miljøgodkendelse til aflæsning, opbevaring, håndtering og udskibning af metalskrot fra en plads i Kolding. Afgørelsen blev truffet med hjemmel i Miljøbeskyttelsesloven § 28, Miljøbeskyttelsesloven § 33, Miljøbeskyttelsesloven § 34 og Miljøbeskyttelsesloven § 41.

En gruppe borgere, bosat ca. 850 meter fra pladsen, påklagede afgørelsen den 28. marts 2021 til Miljø- og Fødevareklagenævnet. Klagerne udtrykte bekymring for øget støj, forurening og tung trafik i lokalområdet.

Klagerens Anbringender

Klagerne anførte, at de miljøgodkendte aktiviteter var uacceptable på den pågældende lokalitet. De krævede nye støjmålinger, da de eksisterende ikke afdækkede støjgenerne i deres område. Desuden fremhævede de den store miljøbelastning fra transport til og fra havnen samt partikelforurening i form af metalstøv, som de frygtede påvirkede menneskers sundhed. Endelig fandt de det uacceptabelt, at der måtte støjes i et så stort tidsrum, og ønskede hverdagsaftener samt weekendmorgener og -aftener holdt støjfrie.

Kolding Kommunes Vurdering

Kolding Kommune havde i sin afgørelse vurderet, at pladsen kunne anvendes uden at give anledning til betydelig forurening eller gener. En støjredegørelse fra 15. september 2020 dokumenterede, at Miljøstyrelsens vejledende støjgrænser kunne overholdes ved omkringliggende beboelser. Kommunen havde fastsat vilkår for driften, herunder at virksomheden ikke måtte give anledning til væsentlige lugt- eller støvgener, og at støvende oplag kunne kræves overdækket eller befugtet. Metalskrot, der kunne afgive metalstøv, skulle håndteres og opbevares, så støvdannelse mindskedes, og støv-/materialeflugt til omgivelserne skulle undgås.

Kolding Kommune bemærkede i sine kommentarer til klagen, at minimale diffuse jernstøvemissioner kunne opstå, men at oplaget ville blive oversprøjtet med vand ved væsentlige emissioner, og at løbende renholdelse ville forebygge støv. Kommunen oplyste desuden, at tidligere klager over metalstøv fra havnen sandsynligvis vedrørte en anden plads, der lå tættere på lystbådehavnene (200-230 meter), i modsætning til den omhandlede plads, der ligger 500-680 meter derfra. Kolding Kommune havde også truffet en selvstændig afgørelse om, at projektet ikke var omfattet af krav om miljøvurdering, jf. Miljøvurderingsloven § 21, stk. 1, en afgørelse der ikke blev påklaget.

Miljø- og Fødevareklagenævnet afviste at realitetsbehandle klagen over Kolding Kommunes afgørelse. Afvisningen skete med henvisning til Miljøbeskyttelsesloven § 98, stk. 1, nr. 2, som fastslår, at kun parter med en individuel, væsentlig interesse i sagens udfald er klageberettigede. Nævnet traf afgørelse efter Miljøbeskyttelsesloven § 98, stk. 1, nr. 2, jf. § 91, stk. 1.

Vurdering af Klageberettigelse

Nævnet fandt, at klagerne ikke havde en sådan individuel, væsentlig interesse. Dette blev begrundet med, at klagerne er bosat ca. 850 meter fra den omhandlede plads og derfor ikke vurderes at være individuelt og væsentligt påvirket af driften på en måde, der er speciel i sammenligning med den påvirkning, afgørelsen ville have for en større personkreds. Nævnet lagde vægt på den tætte bebyggelse i områderne omkring pladsen og på støjredegørelsen af 15. september 2020, som dokumenterede, at der ikke forekom overskridelser af de vejledende støjgrænseværdier i omgivelserne.

Vurdering af Partikelforurening

I forhold til partikelforurening fandt nævnet heller ikke, at klagerne havde en individuel, væsentlig interesse. Nævnet henviste til Kolding Kommunes oplysninger om, at tidligere klager over metalstøv fra havnen vedrørte pladser, der lå betydeligt tættere på de berørte områder (200-230 meter). Da klagerne er bosat ca. 850 meter fra pladsen, anså nævnet det ikke for sandsynligt, at pladsen gav anledning til partikelforurening hos klagerne, der kunne begrunde en væsentlig, individuel interesse.

Afgørelsens Konsekvenser

Som følge af afvisningen tilbagebetales det indbetalte klagegebyr til klagerne, jf. Bekendtgørelse om gebyr for indbringelse af klager for Miljø- og Fødevareklagenævnet mv. § 2, stk. 2, nr. 3. Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 17 og Bekendtgørelse om gebyr for indbringelse af klager for Miljø- og Fødevareklagenævnet mv. § 2. En eventuel retssag til prøvelse af afgørelsen skal være anlagt inden 6 måneder, jf. Miljøbeskyttelsesloven § 101, stk. 1. Afgørelsen er truffet af formanden på nævnets vegne, jf. Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 8.