Planklagenævnets afgørelse om lokalplanpligt for etablering af adgangsvej i Viborg Kommune

Viborg Kommune traf den 16. februar 2021 afgørelse om, at etablering af en adgangsvej fra en eksisterende parkeringsplads til en offentlig vej på matr.nr. [F1] ikke var lokalplanpligtig. En nabo klagede over denne afgørelse til Planklagenævnet. Sagen omhandlede primært spørgsmålene om lokalplanpligt for adgangsvejen i henhold til Planloven § 13, stk. 2 og kommunens begrundelse for afgørelsen i henhold til Forvaltningsloven § 22 og Forvaltningsloven § 24.

Matr.nr. [F1], hvor adgangsvejen ønskes etableret, er et grønt areal, der ikke er omfattet af en lokalplan. Området er dog udlagt til boligområde med åben-lav bebyggelse i kommuneplanramme VIBM.B1.02 i kommuneplan 2017-2019 for Viborg Kommune. Derudover er matriklen omfattet af en tinglyst servitut om fællesgavl fra 1946.

Kommunen begrundede sin afgørelse med, at etableringen af adgangsvejen ikke ændrer anvendelsen af parkeringspladsen, og at der derfor ikke er tale om en større udstykning eller større bygge- og anlægsarbejder, som ville udløse lokalplanpligt. Kommunen anførte desuden, at lokalplanpligten ikke var vurderet ud fra en eventuel fremtidig benyttelse til et boligprojekt, da der ikke var aktuelle planer herom. Kommunen traf også afgørelse om adgang til den offentlige vej i henhold til lov om offentlige veje.

Planklagenævnet afgrænsede sin kompetence til retlige spørgsmål efter Planloven § 58, stk. 1, nr. 3. Nævnet kunne ikke behandle klagepunkter vedrørende:

• Hensigtsmæssighed: Spørgsmål om væsentlige rystelser, trafik-, støj- og lysgener, værdiforringelse eller trafiksikkerhedsmæssige problemer blev anset for at vedrøre afgørelsens hensigtsmæssighed og værdiforringelse, hvilket falder uden for nævnets kompetence.
• Servitut: Klagerens anbringende om, at en servitutbelagt støjmur nedbrydes, blev afvist. En kommunes beslutning om ikke at håndhæve privatretlige servitutter efter Planloven § 43 er ikke en afgørelse efter planloven og kan derfor ikke påklages til Planklagenævnet. Klageren blev henvist til at anlægge et civilretligt søgsmål ved domstolene.
• Afgørelse efter lov om offentlige veje: Klagepunkter vedrørende begrundelsespligten i kommunens afgørelse efter lov om offentlige veje blev også afvist, da Planklagenævnet ikke har kompetence til at tage stilling til forhold efter vejlovgivningen. Dette klagepunkt var allerede videresendt til Vejdirektoratet, som er rette klageinstans.

Planklagenævnet kunne ikke give medhold i klagen over Viborg Kommunes afgørelse af 16. februar 2021 om, at etablering af adgangsvejen ikke er lokalplanpligtig. Kommunens afgørelse blev dermed opretholdt.

Vurdering af lokalplanpligt

Planklagenævnet vurderede, at etablering af adgangsvejen mellem parkeringspladsen på matr.nr. [F2] og den offentlige vej [A1] ikke medfører en så væsentlig ændring af det bestående miljø, at det udløser lokalplanpligt i henhold til Planloven § 13, stk. 2.

Nævnet lagde vægt på følgende:

• Projektets begrænsede fysiske udstrækning og omfanget af det berørte område, hvilket betyder, at der ikke er tale om et større bygge- eller anlægsarbejde.
• Adgangsvejen forventes ikke at medføre en sådan ændring i trafikken eller det bestående miljø, at det er tilstrækkeligt til at udløse lokalplanpligt.
• Området er uden særlige landskabelige eller naturmæssige interesser.

Vurdering af begrundelsespligt

Klageren anførte, at kommunens afgørelse ikke levede op til forvaltningslovens bestemmelser om begrundelsespligt, specifikt vedrørende lokalplanpligten. Klageren mente, at der manglede en forklaring på afgørelsens indhold, hovedhensyn i skønsudøvelsen og oplysninger om gældende praksis.

Planklagenævnet fandt, at kommunens afgørelse var tilstrækkeligt begrundet. Afgørelsen indeholdt en henvisning til de retsregler, den var truffet efter (Planloven § 13, stk. 2), samt de hovedhensyn, der havde været bestemmende for kommunens skønsmæssige vurdering (ingen ændring i anvendelse, ikke større udstykning eller bygge- og anlægsarbejder). Dette opfyldte kravene i Forvaltningsloven § 22 og Forvaltningsloven § 24, stk. 1 og Forvaltningsloven § 24, stk. 2.

Afsluttende bemærkninger

Afgørelsen blev truffet af formanden på nævnets vegne i henhold til Lov om Planklagenævnet § 4, stk. 1. Planklagenævnets afgørelse er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3. En eventuel retssag til prøvelse af afgørelsen skal anlægges inden 6 måneder, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 4. Det indbetalte klagegebyr blev ikke tilbagebetalt, da nævnet ikke gav klageren medhold eller ændrede afgørelsen.