Klage over dispensation til ombygning af teater på Frederiksberg

Frederiksberg Kommune meddelte den 2. februar 2021 dispensation fra lokalplan nr. 79 med tillæg til ombygning af facaden på hovedbygningen samt nedrivning af en eksisterende tilbygning til et teater på ejendommen A1, 1820 Frederiksberg C. Kommunen traf samtidig en indirekte afgørelse om, at opførelsen af en ny tilbygning var i overensstemmelse med lokalplanen.

En beboer i området klagede over afgørelsen, og Planklagenævnet behandlede i den forbindelse spørgsmål om, hvorvidt forholdet var umiddelbart tilladt efter lokalplanen, jf. Planloven § 18, eller krævede dispensation fra lokalplanens § 3.1. Desuden blev det vurderet, om kommunen havde hjemmel til at give dispensation, jf. Planloven § 19.

Ejendommen og lokalplanen

Ejendommen A1 er omfattet af lokalplan nr. 79 med tillæg. Lokalplanens formål er at hindre kvalitetsforringende ændringer af bebyggelsens ydre fremtræden, sikre bevaring af karakteristiske bygningsdele og dekorative elementer samt sikre, at ny bebyggelse får en tilfredsstillende arkitektonisk udformning og indpasning i eksisterende bebyggelse, jf. lokalplanens § 1.

Lokalplanens § 3.1 fastsætter, at kerneområdets forhuse og anden bebyggelse, der er synlig fra vej, plads eller anlæg med offentlig adgang, ikke må nedrives eller ombygges uden kommunalbestyrelsens tilladelse. Bestemmelsen kræver også, at eksisterende bebyggelse bevares i overensstemmelse med den hidtidige karakter, og at ændringer af bygningssider, vinduer, døre, tage m.m. samt dekorative elementer ikke må foretages uden kommunalbestyrelsens godkendelse.

Kommunens afgørelse

Kommunen gav byggetilladelse til om- og tilbygningen og dispenserede fra lokalplanens § 3.1 til at fjerne den nuværende tilbygning og foretage facadeændringer på hovedbygningens gadefacade. Begrundelsen var, at tidligere ombygninger havde forringet den arkitektoniske værdi, og at den nye, tilbagetrukne tilbygning ville lade hovedbygningen fremstå som den vigtigste del af bygningskomplekset. Kommunen vurderede, at ændringerne ville forbedre bygningen ved at fjerne ikke-bevaringsværdige elementer og understrege de bevaringsværdige.

Klagerens anbringender

Klageren anførte, at det ansøgte projekts omfang og indvirkning på omgivelserne ville være for stor og i strid med lokalplanens formål. Specifikt blev det fremhævet, at den nye tilbygnings højde ville skjule de mest karakteristiske dele af den historiske bygning (de to tårne), og at volumenforøgelsen ikke ville være indpasset i den eksisterende bebyggelse. Klageren gjorde desuden gældende, at projektet var i strid med en tinglyst servitut, og klagede over kommunens helhedsvurdering og partshøring i forbindelse med byggetilladelsen.

Planklagenævnet kan ikke give medhold i klagen over Frederiksberg Kommunes afgørelse om dispensation fra lokalplan nr. 79 og den indirekte afgørelse om, at opførelsen af en ny tilbygning er i overensstemmelse med lokalplanen.

Planklagenævnets kompetence

Planklagenævnet kan behandle retlige spørgsmål i forbindelse med en kommunes afgørelse efter Planloven § 58, stk. 1, nr. 3. Dette omfatter lovligheden eller gyldigheden af afgørelser, herunder fortolkning af lovbestemmelser og overholdelse af forvaltningsretlige grundsætninger. Nævnet forstår en byggetilladelse som en afgørelse om, at projektet er i overensstemmelse med lokalplanen, medmindre der er dispenseret fra specifikke bestemmelser.

Planklagenævnet har ikke kompetence til at behandle kommunens skønsmæssige vurderinger, herunder vurderingen af projektets arkitektoniske indpasning. Klagepunkter vedrørende privatretlige servitutter afvises også, da kommunens beslutning om ikke at håndhæve en servitut efter Planloven § 43 ikke er en afgørelse efter planloven. Klagepunkter vedrørende byggelovgivningen (f.eks. byggetilladelsen og helhedsvurderingen efter BR18) falder uden for Planklagenævnets kompetence og er videresendt til Byggeklageenheden.

Umiddelbart tilladt eller krav om dispensation

Planklagenævnet fastslår, at bestemmelserne i en lokalplan er bindende, jf. Planloven § 18. Dispositioner, der ikke er i overensstemmelse med lokalplanen, kræver dispensation. Lokalplanens § 3.1 opfattes som en dispensationsbestemmelse, jf. Planloven § 15, stk. 2, nr. 18. Dette betyder, at nedrivning af den eksisterende tilbygning og facadeændringer på hovedbygningen kræver tilladelse/dispensation efter Planloven § 19.

Planklagenævnet finder, at lokalplanens § 3.1 alene regulerer nedrivning og ombygning af eksisterende bebyggelse. Opførelsen af den nye tilbygning kræver derfor ikke dispensation, men er umiddelbart tilladt efter bestemmelsen.

Mulighed for at give dispensation

En kommune kan dispensere fra en lokalplan, hvis dispensationen ikke er i strid med planens principper, jf. Planloven § 19, stk. 1. Principperne omfatter planens formålsbestemmelse, anvendelsesbestemmelser og den planlagte struktur. Da lokalplanens § 3.1 har karakter af en dispensationsbestemmelse, er en dispensation efter denne bestemmelse ikke i strid med planens principper.

Planklagenævnet konkluderer, at kommunen havde hjemmel til at give dispensation fra lokalplanens § 3.1. Selve afgørelsen om dispensation er baseret på en skønsmæssig vurdering, som Planklagenævnet ikke kan efterprøve.

Planklagenævnets afgørelse er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3.