Afslag på ændring af landbrugsejendom uden beboelse til med beboelse grundet manglende sammenhæng mellem jord og bygning

En ejer af en landbrugsejendom uden beboelse ansøgte Landbrugsstyrelsen om at få ændret ejendommens notering til en landbrugsejendom med beboelse. Dette skete efter, at ejeren havde sammenlagt sin ejendom (jordlodden) med en nærliggende ejendom med beboelsesbygning (boliglodden).

Landbrugsstyrelsens afgørelse

Landbrugsstyrelsen meddelte afslag på ansøgningen. Styrelsen begrundede afslaget med, at boliglodden ikke grænsede op til jordlodden, hvilket er en forudsætning ifølge styrelsens praksis for at sikre en hensigtsmæssig arrondering. Afstanden mellem de to lodder blev anset for at være en væsentlig adskillelse. Samtidig gav styrelsen en tidsbegrænset dispensation på et år til at eje ejendommen uden at opfylde kravet om beboelse, grundet særlige omstændigheder relateret til en tidligere konkurs.

Klagens hovedpunkter

Klageren påklagede afgørelsen til Miljø- og Fødevareklagenævnet med følgende hovedargumenter:

• Ejendommen var nu reelt forsynet med en passende beboelsesbygning.
• Bopælspligten blev opfyldt, da den tidligere ejer af boliglodden fortsat boede der som lejer.
• Klageren havde været nødsaget til at afhænde sine andre ejendomme på grund af finanskrisen.
• Boliglodden var en tidligere selvstændig landbrugsejendom, og en del af dens oprindelige jord indgik nu i klagerens samlede ejendom.
• Landbrugsstyrelsen burde fravige sin praksis, da der ikke var tale om en nyoprettelse, men en sammenlægning, der førte ejendommen tilbage til en normaltilstand med beboelse.

Miljø- og Fødevareklagenævnet stadfæstede Landbrugsstyrelsens afgørelse og gav ikke klageren medhold. Nævnet fandt, at betingelserne for at ændre noteringen til en landbrugsejendom med beboelse ikke var opfyldt.

Vurdering af ejendommens arrondering

Nævnet lagde vægt på Landbrugsstyrelsens faste praksis, som er i overensstemmelse med Landbrugslovens § 1 om at fremme en hensigtsmæssig ejendomsstruktur. Ifølge denne praksis skal en beboelsesbygning normalt ligge tilgrænsende til landbrugsjordene. Nævnet vurderede, at en luftlinjeafstand på ca. 112 meter mellem boliglodden og jordlodden udgjorde en væsentlig adskillelse. Derfor var betingelserne i Landbrugsloven § 4, stk. 1 for at notere ejendommen som værende med beboelse ikke opfyldt.

Ingen grundlag for dispensation

Miljø- og Fødevareklagenævnet fandt heller ikke, at der forelå særlige forhold, der kunne begrunde en dispensation efter Landbrugsloven § 4, stk. 3. Nævnet vurderede, at følgende argumenter fra klageren ikke udgjorde særlige forhold:

• Langvarigt ejerskab og affektionsværdi.
• Økonomiske tab som følge af finanskrisen.
• Bestræbelser på at lovliggøre ejerskabet efter at være blevet bekendt med reglerne.
• Opfyldelse af bopælspligten via en lejer.

Anvendelse af pligtmæssigt skøn

Nævnet konkluderede, at Landbrugsstyrelsen havde foretaget en korrekt og konkret vurdering og dermed overholdt grundsætningen om pligtmæssigt skøn. Styrelsens praksis om, at jorderne "normalt" skal være tilgrænsende, er ikke en ufravigelig regel, men styrelsen fandt ikke grundlag for at fravige den i denne sag.

Landbrugsstyrelsens afgørelse om afslag på ændret notering og den tidsbegrænsede dispensation blev således fastholdt.