Planklagenævnets afgørelse om opførelse af dobbelthus i Odense Kommune

Odense Kommune traf den 16. september 2020 en indirekte afgørelse om, at opførelse af et dobbelthus på ejendommen A1, 5260 Odense, var i overensstemmelse med lokalplan nr. 5.415, Højby landsby. En nabo klagede efterfølgende over denne afgørelse til Planklagenævnet. Sagen omhandler primært spørgsmål om, hvorvidt byggeriet er umiddelbart tilladt efter lokalplanen, og om reglerne for partshøring er overholdt.

Ejendommen og lokalplanen

Ejendommen A1 er omfattet af lokalplan nr. 5.415, Højby landsby. Lokalplanens § 1 fastsætter overordnede formål, herunder at sikre bevarelse af karakteristisk bebyggelse, bevoksning og åbenhed, samt at ny bebyggelse i synsvidde fra A2 skal underordne sig krav til udformning og placering.

Kommunens afgørelse og klageforløb

Kommunen udstedte byggetilladelse den 16. september 2020. Efterfølgende gjorde klagerne opmærksom på, at de ikke var blevet partshørt. Kommunen gennemførte herefter en partshøring fra den 4. til 21. december 2020 og genfremsendte den oprindelige afgørelse med klagevejledning den 22. december 2020. Klagen til Planklagenævnet blev indsendt den 17. januar 2021, med yderligere bemærkninger den 15. marts 2021. Kommunen indsendte sine bemærkninger til klagen den 25. februar 2021.

Planklagenævnet kan ikke give medhold i klagen, hvilket betyder, at Odense Kommunes afgørelse om byggetilladelse forbliver gældende.

Planklagenævnets kompetence

Planklagenævnet har kompetence til at behandle retlige spørgsmål i forbindelse med kommunale afgørelser efter Planloven § 58, stk. 1, nr. 3. En byggetilladelse forstås som en indirekte afgørelse om, at projektet er i overensstemmelse med den gældende lokalplan, medmindre der er dispenseret fra specifikke bestemmelser.

Umiddelbart tilladt eller krav om dispensation

Planklagenævnet vurderede, om det ansøgte dobbelthus var i strid med lokalplanens formålsbestemmelse i § 1. Nævnet fastslog, at bestemmelserne i en lokalplan er bindende over for borgerne, jf. Planloven § 18. En lokalplans formålsbestemmelse, som defineret i Planloven § 15, stk. 1, afgrænser de overordnede målsætninger, men et forhold, der ønskes reguleret, skal komme til udtryk i planens konkrete bestemmelser, ikke kun i formålsbestemmelsen. På denne baggrund fandt Planklagenævnet, at det ansøgte dobbelthus var umiddelbart tilladt efter lokalplanens formålsbestemmelse i § 1, og klagepunktet herom blev derfor ikke imødekommet.

Partshøring

Klagerne anførte, at de ikke var blevet partshørt i forbindelse med afgørelsen. Ifølge Forvaltningsloven § 19, stk. 1, er der pligt til at partshøre, hvis en part ikke er bekendt med væsentlige, ugunstige faktiske oplysninger eller eksterne faglige vurderinger. Manglende partshøring anses generelt for en væsentlig mangel, der kan føre til ugyldighed. Planklagenævnet vurderede dog, at selvom der måtte have været pligt til partshøring, led kommunens afgørelse ikke af en væsentlig retlig mangel. Dette skyldes, at det ansøgte byggeri var umiddelbart tilladt efter lokalplanen, og kommunen derfor ikke ville have kunnet træffe en anden afgørelse. En ophævelse og hjemvisning af sagen ville derfor ikke have ført til et andet resultat. Nævnet fandt det derfor unødvendigt at tage stilling til, om klagerne havde partsstatus i sagen.

Afsluttende bemærkninger

Planklagenævnet kunne ikke give medhold i klagen over Odense Kommunes indirekte afgørelse af 16. september 2020. Afgørelsen er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3. Eventuel retssag skal anlægges inden 6 måneder, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 4. Klagegebyret tilbagebetales ikke, da nævnet ikke har givet klagerne medhold eller ændret afgørelsen, jf. Bekendtgørelse om gebyr for indbringelse af klager for Planklagenævnet § 3.